Blog
Serieiværksætter med et brændende hjerte
Hvordan får man vendt en masse modgang til en levedygtig business og samtidig hjulpet mennesker, der ikke kan selv? Det ved Mona, som har tre forskellige firmaer, alle med formålet at hjælpe andre. Og så er hun i øvrigt deltager på Ladies First Netværksforløb for iværksættere i København.
Mona Kjærulff Hansen
Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her.
Navn?
Mona Kjærulff Hansen
Uddannelsesbaggrund?
Oprindelig blev jeg uddannet butiksslagter og pølsemager, fordi jeg som 16-årig ikke var i stand til at holde fast i, at jeg havde en anden drøm. Siden blev jeg buschauffør og hyrevognchauffør, det var mest fordi jeg ikke gad være slagter mere, og dengang var det super godt lønnet at køre bus - men intet af det var foreneligt med en tilværelse som enlig mor, noget jeg ret overraskende skulle være i 1986.
Så mens min datter var lille, uddannede jeg mig til socialpædagog, og sidenhen som psykoterapeut og familiebehandler.
Det var her jeg rigtig fandt min rette hylde, det med at hjælpe mennesker til et bedre liv.
Og i at støtte andre i, ikke at skulle gennemgå de samme svære ting, jeg havde gennemgået, det blev super betydningsfuldt.
Jeg har bygget videre på det grundlag med en uddannelse i emotionsfokuseret psykoterapi og en systemisk metodisk uddannelse hos Dispuk. Som det seneste er jeg uddannet passion test facilitator hos Janet Bray Attwood. Nu holder jeg lige en pause med de humanistiske uddannelser og lærer noget om online marketing og den slags.
Hvad er din nuværende beskæftigelse?
Jeg er selvstændig familiebehandler, social konsulent og psykoterapeut og så er jeg indehaver af BB familiebehandling.dk som jeg har haft i 10 år. MonaK.dk er min nye baby, og den startede jeg op i juni 2016.
I 25 år har jeg arbejdet med familier og børn i forskellige kontekster. Dels som social pædagog, som social arbejder og de sidste 10 år altså som selvstændig.
Det at være så privilegeret, at få mulighed for at støtte og transformere et andet menneskes liv, nogen gange hele familiers - er helt enestående, og jeg elsker mit arbejde.
Med MonaK.dk, som er online-forløb, vil jeg gerne samarbejde med mennesker, som selv har noget overskud til at transformere deres liv, udvikle på det og som tør og vil kigge på sig selv i processen. Som social konsulent arbejder jeg rigtig meget med modstand, og det er også ok. Men nu vil jeg gerne dele min viden om hvordan man lykkedes som forælder - jeg har så længe arbejdet med mennesker, hvor det er gået helt skævt. Og det har alt andet lige, givet mig nogle indsigter som jeg kan bruge til at inspirere positivt. Nu vil jeg rigtig gerne arbejde med de mennesker der godt kan en masse selv, som blot mangler lidt inspiration for at komme til næste niveau. MonaK har det overordnede formål, at klæde forældre på til forældreskabet i vores tid. Der skal en god portion bevidsthed til omkring værdier, for at du som forældre får formet de små mennesker som skal bære fremtiden.
Jeg har desuden i februar i år, startet Losokon.dk som er en landsorganisation af selvstændige socialkonsulenter. Losokon er et forsøg på at skabe en platform, hvor udgangspunktet er, at socialt arbejde forventes udført med høj kvalitet, af uddannede personer og et stort ønske om at skabe en bevidsthed hos både kommuner og konsulenter om, at det er til glæde og gavn for de mennesker, der har brug for hjælp.
Hvor langt tid har det taget, at komme fra idé til virksomhed?
BB Familiebehandling har jeg haft i 10 år, og den idé spirede langsomt. Da muligheden for at gå fuld tid som selvstændig – via en brækket ankel - præsenterede sig selv, tog jeg den.
MonaK.dk er ret ny og der gik måske nogle måneder, hvor jeg gik med overvejelser om, hvordan man laver onlineforløb. Jeg købte et mentor forløb, hvor jeg kunne lære det, og jeg er ved at have meget godt fat i det efterhånden, men jeg er ikke særlig teknisk anlagt og det har da været udfordrende for mig.
Organisationen Losokon havde jeg allerede i tankerne da jeg for år tilbage var formand for en anden forening inden for socialt arbejde. Dengang ville jeg gerne udleve de ambitioner, der danner baggrund for Losokon, men det var bestyrelsen ikke parate til.
Her i efteråret fik jeg pludselig energien til at gå ind i den proces, og selv om jeg synes det er svært at banke i gang, så er det vigtigt for mig at organisationen får ben at gå på. Der er brug for at socialkonsulenter tager et standpunkt, både til kvaliteten, men også at der dannes netværk, hvor vi kan støtte hinanden og skabe vækst, dele den gode historie og måske påvirke politisk.
Hvad er det næste skridt, du drømmer om at tage i din karriere og har du en plan for, hvordan du vil gøre det?
Jeg vil rigtig gerne ud og holde nogen flere foredrag og skrive nogle bøger.
At skrive bøger er en barndomsdrøm jeg har haft siden jeg var 6 – 7 år gammel. Den blev kvalt i fødslen af mine forældre og nu har jeg endelig fået fat i den igen. Det handler jo dybest set om at gå i gang.
Historierne bor jo indeni i mig og skal ”bare” ned på papir – alene mit eget liv rummer historier om kidnapning, vold, misbrug og krænkelser – set objektivt og udefra er det en ret spændende historie, og ikke mindst det faktum, at jeg er der hvor jeg er i dag. Samme historie vil jeg gerne holde foredrag om, og derigennem skabe håb hos andre der måske bøvler meget med livet.
Jeg vil også gerne den vej inspirere forældre, og gøre dem bevidste om at forældreopgaven er stor og rigtig nemt kan gå i en forkert retning. Forældreskab er svært – og det skal være okay at sige det højt.
Fremtiden er uklar og det er ikke nemt at greje, hvad det er børn skal formes til at kunne klare i deres eget voksenliv.
Jeg er selv forælder og har lavet alle fejl i bogen, mine forældre var forældre med de vilkår de nu havde, og jeg med mine. Og det har da været en broget rejse – som har givet mig rigtig mange erfaringer som jeg heldigvis har været i stand til at konvertere til viden. Det vil jeg gerne dele – igen og igen overalt hvor jeg får muligheden.
Vi skal gribe muligheden for at vokse, og udvikle os videre og ud af de fejltagelser vi uværgerligt kommer til at begå. Så det, at få mulighed for at inspirere forældre til ikke at begå de samme fejl som jeg og mine forældre begik, det er mit mål med onlineforløbene.
At tage fat i sit eget liv, blive direktør i eget liv først – så er du langt bedre i stand til at lede dine børn i en retning, der giver dem ståsted i verden og i samfundet. Og samtidig være tro mod sig selv og ikke leve livet på andres præmisser. Planen er at forældre og mennesker, der planlægger at blive forældre, køber mine online forløb – så vi sammen kan skabe en bedre verden – sådan helt overordnet set. Og det er min passion og min karriere.
Hvad er det bedste, der er sket i din karriere indtil videre?
Det er nyt for mig at benytte mig af netværksgrupper på sådan en struktureret måde som I (også) præsenterer i Ladies First. Og i de senere år er det, at opdage og opfatte netværk som en del af arbejdet, noget af det bedste og mest givende jeg har oplevet længe.
For mig personligt i min karriere var det helt sikkert, at jeg startede som selvstændig.
Det giver så meget mening for mig at være min egen chef, at være den der tager beslutninger, udvikler og ikke mindst netværker – det er bare sådan det skal være.
Hvad har du lært mest af i din karriere?
De fejl jeg har begået. Der er ikke noget der kan lære dig noget, som at få et nej, eller at have en ide som ikke giver noget, eller det at gøre noget på en måde og opleve at du skulle gå en anden vej. Det har jeg lært meget af. Og så kolleger – det at stille spørgsmål til kolleger om det ene eller det andet, deres måde at tackle ting på. Det har også givet mig utrolig meget viden og inspiration.
Hvad er den største udfordring du står overfor lige nu?
At få skubbet gang i mine nye tiltag på MonaK.dk med online forløbet ”Børnenes vej til succes er forældrene” og foredragene. Jeg skriver på forskellige bøger, og de skal bare få liv og komme ud. Så der overvejer jeg om jeg skal gå forlagsvejen eller selv udgive…. Jeg ved ikke hvad der er bedst, hvordan jeg kommer bredest ud – så det skal jeg undersøge nærmere.
De nye tiltag som jo er langt mere forebyggende, end jeg ellers tidligere har været beskæftiget indenfor med social konsulent opgaver for kommunerne – de skal gerne tage fart.
Jeg kan virkelig mærke, det er her min passion ligger, det er her jeg føler formål med mit liv. Jeg ved godt det lyder stort – men sådan er det.
Og selv om jeg faktisk er helt vildt klemt økonomisk, så er det her så vigtigt for mig at jeg hellere tager en periode som fattig, men glad selvstændig – end jeg skrinlægger det for ”bare” at tjene penge.
Jeg oplever det er min mission i livet at støtte forældre i, at skabe verdensborgere der kan navigere i fremtiden. Også selv om vi ikke kender den.
Hvad har du af gode råd til andre med iværksætterdrømme?
Hvis du kan mærke at det er din passion og det føles som en livsmission, at det her er dit bidrag til verden – så hold fast. Selv når det bliver stramt, og svært og udfordringerne hober sig op – så opsøg nogen der kan hjælpe dig, find støtte i netværk og hos familien. Men når det føles som det eneste i verden der kan gøre dig glad, du kun kan se det foran dig, og du har haft den drøm hele dit liv – så hold fast. Det kan godt være du er nødt til at arbejde som servitrice eller taxachauffør i perioder, for at få smør på brødet – men hold fast i din drøm, den er dit talent – dit bidrag til verdensordenen.
Og hvis du virkelig ønsker noget, så går hele universet sammen, for at du kan få dit ønske opfyldt.
Paul Coelho - Alkymisten
Hvad giver Ladies First netværksforløb dig?
Inspiration og benzin på motoren. Og det giver mig også et tydeligt billede af og fornemmelse for, at min tilgang til forældreskab har mening, fremtidens børn og unge skal tænke og mærke på helt nye verdens vilkår.
For mig er det dejligt at være i en gruppe af kvinder som gerne vil noget. Sætte deres mærke på verden og på deres eget liv. Jeg tror, at fremtiden vil fordre, at du skaber dig selv og dit eget liv, fordi mange af de jobs, der er i dag vil forsvinde.
Det betyder at netværk som Ladies First, er gået foran og viser ikke kun kvinder, men også kvindernes børn, at det er muligt at skabe sit eget job, at definerer sig selv som menneske og ikke lade omverdenen og samfundet bestemme, hvem og hvordan du skal leve og være i en verden, der er under forandring.
Hvad betyder netværk for dig?
Netværk er blevet utrolig vigtigt for mig. Det skaber nyt kontakter og give mig nye veje at gå i min måde at tænke vækst af min virksomhed på. Bare det at høre de andre fortælle om deres baggrund og høre deres historier er helt fantastisk inspirerende. Og i et tilbageblik har jeg nok altid været del af nogle meget specifikke netværk, og vi har givet hinanden feedback og delt opgaver, men nu er jeg begyndt at sprede mig mere ud i andre netværk, med en lang større faglig flade – og det kan jeg mærke giver mig noget helt andet. Også fordi mange af de nye mennesker jeg møder, godt kan blive lidt skræmt af hvad det er jeg fortæller om socialt arbejde, og den virkelighed jeg har bevæget mig så meget i – og det har virkelig været en øjenåbner – så det at få øje på sig selv i spejlet af en anden – det er en af de mest brugbare ting jeg får i netværk. Og så selvfølgelig det at møde så mange pragtfulde mennesker.
Synes du også at Ladies First Netværksforløb lyder som noget for dig? Så hold øje med bloggen, vores facebook og skriv dig op til vores nyhedsbrev, så skal du nok blive orienteret, når vi åbner for nye tilmelder til 2017.