Blog

8. december 2020
| Portræt

Nogle siger; “du er altid så heldig”, men det er simpelthen ikke rigtigt. Succes i livet kommer til dem, som er åbne og positive over for udfordringer og muligheder.

Britta Bendix er 32 år og professionel bestyrelsesmedlem i Esbjerg Kommunalbestyrelse, FGU-Vest som bestyrelsesformand og NORLYS, herunder Stofa & Boxer. 

Hun fortæller om sig selv: 

Jeg er mor til tre små børn og gift med Jeppe, som er maskinmester, og vi er bosiddende i Esbjerg. Udover at være ambitiøs karrierekvinde vægter jeg også familielivet utroligt højt. Jeg har i flere år prioriteret at hjemmepasse vores børn helt og delvist, hvilket ikke har stået i vejen for mine karriereplaner. Mit personlige mantra i disse år er altid “familie først - karriere i balance”.

Ladies First fremviser alsidige, kloge og inspirerende kvinder i arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og ønsker at hylde.

Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?

I mit arbejdsliv er jeg optaget af øget diversitet i toppen af dansk erhvervsliv.

Der skal mere opmærksomhed på “den rette kandidat på rette sted“, og jeg kan som rollemodel styrke og inspirere andre kvinder til at stille sit kandidatur til rådighed -  til at tage ansvar.

Jeg går selv forrest, og ellers forsøger jeg at sprede budskabet og deltage i debatten på de sociale platforme, oplæg osv. 

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

De vigtigste valg jeg har truffet har båret præg af “at jeg springer til, at jeg siger ja”, også selvom jeg ikke føler mig 100% klar. Min erfaring er, at man aldrig kommer til at føle sig helt klar til nye udfordringer, og derfor skal man være parat, når muligheden byder sig.

Det er også betydningsfuldt for mig, at jeg nu i endnu højere grad følger min mavefornemmelse. Det betød bl.a. at jeg opsagde mit faste konsulentstilling i 2018 og gik fuldt ud efter den professionelle bestyrelseskarriere.

Hvad er du særligt god til?

Jeg er nok en meget traditionel “generalist” med min cand.merc uddannelse indenfor Innovation & Business Administration.  Jeg er dog særligt god til at arbejde med store komplekse sammenhænge, sætte mig i kundens sted gang på gang - med serviceøkonom briller på, samt at have en nysgerrig innovativ tilgang. Det lyder altsammen rimelig normalt, tænker jeg, så mit ekstra krydderi er nok det faktum, at jeg er opvokset i et meget politisk familieliv, hvor min far tillige var selvstændig landmand. Jeg har simpelthen fået politik, samfundsdagsordner, ledelse, drift, økonomi, frivillighed, fællesskab og det at tage ansvar, ind med modermælken og op gennem hele min opvækst. Det betyder i mit voksne liv, at jeg tør stå frem, tør sige min mening og nemt kan mærke, hvad mine værdier og holdninger til diverse emner er. Netop dette hjælper mig i min hverdag med bestyrelsesarbejdet.

Min erfaring er, at man aldrig kommer til at føle sig helt klar til nye udfordringer, og derfor skal man være parat, når muligheden byder sig.

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

Jeg har haft mange succeser - nogle siger; “du er altid så heldig”, men det er simpelthen ikke rigtigt. Succes i livet kommer til dem, som er åbne og positive over for udfordringer og muligheder. Jeg landede mit først job, inden jeg var færdig med kandidatuddannelsen. Jeg blev valgt til Esbjerg Byråd første gang, jeg stillede op. Jeg blev vist en stor tillid af repræsentantskabet i SydEnergi og blev valgt til bestyrelsen for hele NORLYS i en alder af 30 år. Alle gangene har jeg haft en kildende følelse i maven, fordi jeg var lidt på dybt vand, men alle beslutningerne har vist, at det dybe vand er fyldt med muligheder. 

De største udfordringer, jeg har haft, har været følelsen af hierarkisk modstand - altså at jeg ikke har kunne avancere eller få de karrieremæssige udfordringer, jeg trængte til. Det har været vanskelige situationer, og man må gøre op med sig selv, om man vil blive og kæmpe, eller om tiden er inde til at komme videre.

Det er sjældent, at jeg møder udfordringer, jeg ikke kan håndtere, men jeg mærker i stigende grad i mit politiske bestyrelsesarbejde at stå med udfordringer, der er nye for mig. 

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?

Det er først i de senere år, at jeg er begyndt at dyrke det mere professionelle netværk. Det føles som et vigtigt ben at have med i sin karriere, men jeg har stadig tilgode at se sådan det fulde potentiale af professionelle netværk. Ofte har jeg følelsen af, at den personlige relation i netværkene er for “lille”, og derfor bliver det svært reelt at gøre en forskel for hinanden. Men jeg kæmper videre ad den retning.

Fællesskaber derimod - både af privat og arbejdsmæssig karakter, er for mig noget helt andet. Det er her jeg finder styrke, hvor jeg fejrer mine succeser,  og hvor jeg får nære personlige relationer. Jeg har et utroligt stærkt og støttende bagland, og det giver mig modet til at fortsætte mine karriereambitioner. 

Hvordan kan vi alle blive endnu bedre til at løfte hinanden i arbejdslivet?

Først og fremmest så skal alle individuelt turde række hånden ud og spørge andre til råds eller om hjælp. Min erfaring er nemlig, at de fleste man spørger rigtig gerne vil løfte en videre.

Når det kommer til at besætte nye poster fx. i bestyrelser, så er det enormt vigtigt at disse bliver delt offentligt og ikke kun i netværk. Det giver flere mulighed for at komme godt videre i arbejdslivet. 

De største udfordringer, jeg har haft, har været følelsen af hierarkisk modstand - altså at jeg ikke har kunne avancere eller få de karrieremæssige udfordringer, jeg trængte til. Det har været vanskelige situationer, og man må gøre op med sig selv, om man vil blive og kæmpe, eller om tiden er inde til at komme videre.

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt ny på arbejdsmarkedet?

Jeg ville have fortalt mig selv at: “Arbejdsmarkedet er og kan virke udoverskueligt, og ingen vej er den “rigtige” vej. Du skal knokle-på for at blive set og hørt - men du vil møde utroligt mange gode mennesker på din rejse. Du skal altid følge din mavefornemmelse og huske på, at arbejdslivet aldrig er vigtigere end dit personlige liv.”   

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?

Mange mennesker, men helt specifik var det en underviser fra handelsskolen, der opsøgte mig i 2012 angående mit første job. Havde han ikke prikket til mig, var min karriere ikke startet så tidligt.

Ligeledes har jeg altid kunne mærke, at mine forældre og mine søskende har åbnet døre for mig. Jeg bliver ofte mødt med et positivt kendskab til mit efternavn “Bendix” og takket været deres iver og indsats, så mødes jeg af andre mennesker med stor positivitet og muligheder.

Hvilke tre værdier er vigtige for dig i dit arbejdsliv?

Ordentlighed; at agere ordentlig i alle situationer er vigtigt for mig. Det gør selv svære beslutninger nemmere. Jeg forventer ordentlighed fra andre, og ingen skal forvente mindre af mig. 

Fællesskab; det sociale betyder enormt meget for mig i alle sammenhænge, og mest af alt påtager jeg mig et stort ansvar i at være fællesskabende. Jeg mener, at har man overskuddet, så forpligter det også. Mennesker løfter bedre i flok, har det oftest bedre i flok og den mentale sundhed i samfundet afhænger af det. 

Mod; at turde stille sig frem hvor andre kan se det - både for at dagsordenssætte eller påvirke samfundet. Eller som rollemodel hvor andre finder mod og inspiration til at forfølge egne drømme og mål.  

Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?

Det kunne være min mor; Bente Bendix. Hun er en stor støtte og inspiration for mig og mange andre. Hun viser, hvordan man som “landmandskone i 80’erne, mor til 4 børn, sideløbende uddannet til sygeplejerske, med 20 år i politik, senere uddannet socialrådgiver, i dag med egen succesfuld virksomhed”, kan søge nye muligheder hele livet.