Blog
Jeg vil "afstandardisere" tøjindustrien
Else Skjold er lektor på Kolding Designskole, hvor hun arbejder med designledelse, brugerforståelse og bæredygtighed med en særlig spidskompetence inden for mode - og så er hende store ledestjerne R. Broby Johansen.
Else Skjold
Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her.
Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?
Alt, jeg laver, handler om at bidrage til at udvikle en sund og driftig tøjindustri. En industri, der sætter mennesker i centrum gennem bedre produktudvikling og med et øget fokus på reelle behov og drømme frem for et standardiseret ideal, de færreste mennesker kan se sig selv i. Jeg vil gerne slå et slag for at afstandardisere en industri, der i dag laver alt for meget af det samme og for lidt af det forskellige. Prisen betales ikke kun af miljøet eller de mennesker, der underbetales i fabrikker på den anden side af verden, men også af forbrugere, der føler sig grimme, fordi tøjet slet ikke er lavet til dem, men til en standardiseret fantasiperson. Som uddannet kulturformidler tænker jeg rigtigt meget over, hvordan jeg kan bidrage til at skabe fortællinger om tøj, der er 1:1 med helt almindelige menneskers hverdag. Derfor er ’bæredygtighed’ for mig et rammebegreb, der handler om, at vi skal genfortrylle vores forhold til tøj - både i den måde vi laver det, bruger det, taler og skriver om det. Det optager mig utroligt meget, hvordan tøj kan være med til at styrke mennesker i at blive den bedste version af sig selv, og hvordan mennesker forstår sig selv gennem det tøj, de går i. Min ledestjerne R. Broby Johansen skrev en bog, der hedder ”Klæder skaber folk”, og jeg er lige så interesseret i hvordan folk skaber sig selv gennem det, de har på.
Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?
At fokusere rigtigt meget på, hvad det er, jeg selv er god til, frem for at løbe efter hvad andre forventer.
Hvad betyder balance mellem arbejds- og familie/privatliv for dig?
Alt. Hver dag øver jeg mig på at have kræfter tilbage til mig selv og min familie, når jeg er færdig med min arbejdsdag. Det er ikke hver dag, det lykkes, men så er det bare op på hesten igen. Næste skridt bliver at få mere socialt liv med mine venner - det er højest på min ”to-do” liste lige nu!
Bæredygtighed' er for mig et rammebegreb, der handler om, at vi skal genfortrylle vores forhold til tøj.
Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?
Jeg har helt bogstaveligt talt været ved at miste mig selv i mit arbejde, hvor jeg blev så syg, at jeg ikke kunne arbejde i flere år. Men jeg fandt styrken til at gøre meget med få kræfter ved at tænke rigtigt meget over, hvornår jeg skulle sige ja og nej, og gennem det fandt jeg en stemme, der gør mig godt, og som jeg vokser med.
Hvad har netværk og fællesskab bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?
Egentlig har jeg altid været lidt en sky enspænder, der har været ’på visit’ i flere fællesskaber på én gang, og det har været en berigelse at have lov til at være ’lidt’ med mange steder. Men jeg er også glad for at have fundet nogle ankerpersoner, der nok alle minder lidt om mig selv. På den måde kan man sige, at mine nære fællesskaber mere består af en vidunderlig buket af enkeltpersoner, mens min bekendtskabskreds- og arbejdsrelationer favner meget bredt.
Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdsliv, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt grøn?
Stol på dine egne fornemmelser og agér ud fra dem. Hvis noget føles helt forkert, så gå væk med det samme, vent ikke for længe. Hvis noget føles godt, så grib chancen og arbejd fokuseret på at få det til at ske!
Stol på dine egne fornemmelser og agér ud fra dem. Hvis noget føles helt forkert, så gå væk med det samme, vent ikke for længe.
Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?
Jeg har været så heldig at møde en række af kvinder, der har åbnet døre og verdener for mig, og fungeret som pejlemærker, jeg har navigeret efter.
Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?
En af de første kvinder, der har åbnet døre og verdener for mig - nemlig historieformidleren Liv Thomsen som jeg var i praktik hos da jeg gik på universitetet i 2002.