Jeg investerer i menneskerne bag

Blog

24. februar 2016
| Selvstændig

Jeg investerer i menneskerne bag

Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

Birgit Aaby er indehaver af virksomheden Combi Service og en af løverne i programmet ”Løvens Hule” på DR1, der netop nu søger deltagere til 2. sæson. Her er hun én af de fem investeringsvillige millionærer, der skal vurdere om de vil investere i de forretningsidéer, som de håbefulde iværksættere præsenterer. Vi har snakket med Birgit Aaby om at være løve, iværksætter og kvinde.

Jeg handler med mine egne penge, og derfor skal jeg vurdere om det er noget jeg har lyst til at smide mine penge efter.

Hvad er din motivation for at deltage i programmet som en af ’løverne’?

Jeg vil gerne vise at vi kvinder kan godt være iværksættere og innovative. Jeg er jo bare en helt almindelig rengøringskone, hvilket er lidt af en kontrast til den klassiske iværksætter, som er en tech-fyr, der har lavet en app. I min optik, så er man iværksætter, hvis man kan tjene sin egen løn, og jeg synes det er vigtigt at vi også viser nogle andre sider af iværksætteri. I min optik, så er man iværksætter, hvis man kan tjene sin egen løn, og jeg synes det er vigtigt at vi også viser nogle andre sider af iværksætteri.

Hvilke kriterier vurderer du på, når du skal investere i en virksomhed?

Over 50% for mig, er kemien med de mennesker, som man skal arbejde sammen med. Et halvdårligt produkt kan godt blive en succes med de rigtige mennesker – og et rigtig lovende produkt kan ligeledes gå helt galt, hvis man ikke har de rette kompetencer og det rigtige team.

De mandlige løver er måske lidt mere talfikserede – og selvfølgelig skal tallene også være i orden. Sidste år købte jeg mig eks. ind i Chriis, hvor tallene måske ikke var så lovende, og det var en dyr investering, men det var et af de bedste køb, jeg har gjort. Jeg tror mere på menneskene bag.

Læs interviewet med pigerne bag Chriis, der modtog 450.000 kr. i sidste sæson af Løvens Hule her!

Hvorfor skal folk deltage i ”Løvens Hule”?

Titlen ”Løvens Hule” er jo lidt farlig, og det er også det vi er castet til – vi får af vide at vi er for bløde, men det er så vores måde at gøre det på. Det er vigtigt at huske, at vi jo ikke er dommere over, hvad deltagerne kommer med, og vi bestemmer jo ikke om noget er godt eller skidt. Jeg handler med mine egne penge, og derfor skal jeg bare vurdere om det er noget jeg har lyst til at smide mine penge efter. Det kan sagtens være en fantastisk idé, men jeg har bare ikke lyst til at bruge mine penge på det.

Men det kræver da noget mod, at deltage, og man skal turde stille sig frem og stå på mål for sin virksomhed og sin idé. Men mænd er ikke nødvendigvis bedre til at præsentere deres produkt eller ’kaste sig for løverne’ end kvinder. Kvinder er faktisk ofte bedre til at klare sig uden anerkendelse, fordi vi er gode til at lade andre mennesker vokse omkring os uden nødvendigvis selv at behøve tage credit. Men kvinderne er nok lidt mere tilbageholdende, og måske er det perfektionismen, der holder os tilbage.

Hvad kan man få ud af at deltage i programmet?

Pengene er slet ikke vigtige – netværket og støtten fra mentorerne er meget mere værd, og det ved jeg også at pigerne fra Chriis har oplevet efter sidste sæson. Jeg bruger i hvert fald én dag om måneden sammen med Chriis, og så åbner jeg nogle døre for dem, som ville have taget flere år for dem at åbne. Men jeg vil ikke tage æren for deres succes – det er jo selvfølgelig deres hårde arbejde og mange andre faktorer der også spiller ind. Men jeg tror det kan gøre en forskel at have en mentor og adgang til et stort netværk.

Hvad får du ud af at investere i virksomhederne?
Det er så sjovt at følge dem og deres virksomheder og den udvikling der hele tiden sker. Jeg nyder at være med og glæder mig hver gang vi skal være sammen og jeg lærer også rigtig meget. Det er næsten som at få nye børn.

Hvad er dit bedste råd til fremtidige deltagere i Løvens Hule?
Sørg for at komme med et gennemtestet produkt, et realistisk budget og så fortæl din historie og vær ærlig og autentisk. Og så synes jeg bare man skal gøre det. Man får TV-tid og man lærer helt sikkert noget – uanset om man får en investering eller ej.

Hvem håber du selv på at møde i den kommende sæson?

Jeg vil selvfølgelig gerne møde nogle fra min egen branche – altså servicevirksomheder. Og så vil jeg nok også investere i noget tech. Men det, der tiltaler mig generelt er idéer og opfindelser som er håndgribelige, og som alle kan være med til. Jeg tror på service og jeg tror på dele-økonomi. Det bliver dét, vi skal investere i fremadrettet. Jeg håber, tror og ønsker at der kommer en masse kvinder i Løvens Hule. Det kunne været sjovt, og jeg lover at være sød!

DR1 leder lige nu efter ambitiøse og dygtige iværksættere, som står overfor en investorrunde og som ønsker at deltage i Løvens Hule med deres forretning. Optagelserne finder sted i København i uge 16 og 17. Panelet består igen af Jesper Buch, Christian Stadil, Ilse Jacobsen, Tommy Ahlers og Birgit Aaby. Alle danske iværksættere kan være med. Iværksætterne skal allerede have en virksomhed, som har brug for en kapitalindsprøjning til at nå nye højder. De kan også have en god idé eller en allerede eksisterende forretning. De skal have et behov for at møde en erfaren sparringspartner/investor til at drive deres virksomhed videre.

Læs mere og download ansøgningsskemaet her!