Leder på min egen måde

Blog

14. august 2018
| Portræt

Leder på min egen måde

Trine Cecilie Hansen er 30 år og for fire måneder siden tiltrådte hun formelt i sin første lederstilling som som Operations Manager for logistik-teamet i WhiteAway Group, efter 5 år i virksomheden. Vi har talt lidt med Trine om den første lederpost, om at være introvert og om diversitet, perfektion og at blive leder på sin egen måde.

 

Trine Cecilie Hansen

Jeg har aldrig drømt om at blive leder, men jeg har længe drømt om at have med personale at gøre.

Skrevet af Maria Leerbeck

Uden rundsave på albuerne
Når Trine bliver bedt om at beskrive sin karriere, er det første hun siger, at det hele er kommet lidt uventet. ”Jeg har faktisk altid troet at jeg skulle arbejde med dyr, men jeg fandt aldrig det helt rigtige job, og så skulle jeg prøve noget helt nyt. Så jeg startede som kontor-elev i en virksomhed, som blev opkøbt af WhiteAway Group, hvor jeg så færdiggjorde min elev-tid. Og så gik det lidt derfra.”

Trine har aldrig gjort opmærksom på sig selv i arbejdssammenhæng og har efter egen vurdering bestemt ikke haft rundsave på albuerne. I en periode, hvor der var udskiftning i hendes team og et par kollegaer forsvandt, faldt det hende naturligt at påtage sig ansvaret for afdelingen. ”Min daværende chef fik øje på, at jeg var effektiv og tog nogle gode beslutninger, og så har jeg automatisk fået mere og mere ansvar”, fortæller hun.

For 4 måneder siden blev Trine Hansen formelt set indsat som leder for 8 mennesker, og den største omvæltning har været, også engang imellem at skulle være mere kontant og finde den hårde side frem i sig selv. I dag er det uden tvivl menneskerne der fylder noget, når Trine fortæller om sit lederjob hos WhiteAway Group.

Jeg er god til at læse mennesker og sørge for at de har det godt. Det har været naturligt for mig, og det er uden tvivl menneskerne jeg brænder for.

Leder på den hårde måde
Trine blev kastet ud i lederrollen på den hårde måde, og kun et par dage efter hun havde fået ny titel, fik hun til opgave at opsige et par af sine ansatte.

”Det har uden tvivl været det sværeste indtil videre. Jeg går meget op i at være forberedt, og hvis jeg skal gøre ting, så skal jeg gøre det fuldt ud og være sikker på at jeg gør det rigtigt. Jeg vil ikke gøre noget halvt og være uprofessionel.” Men selvom Trine ikke havde regnet med at opsigelser ville være det første hun skulle tage sig af som teamleder, så har hun helt sikkert lært noget af det.

Nu har jeg prøvet det, og ved hvad det handler om. Det er aldrig sjovt at skulle opsige folk, men jeg er ikke bange for det længere. Man kan aldrig vide hvordan modparten reagerer i sådan en situation, men nu ved jeg hvordan jeg selv reagerer.

Selvom det var en situation som Trine brugte meget energi på, så er det også noget af det, hun er stolt over at kunne som leder. ”I sådan nogle beslutninger, så bliver jeg meget professionel og holder masken, men har stadigvæk mig selv med i processen, så man taler med et menneske. Jeg prøver at være den leder, som jeg selv gerne ville møde i sådan en situation.”, fortæller hun.

Introvert leder
Når Trine taler om det med at være leder, komme vi unægtelig også til at tale om personlighedstyper, og Trine er netop blevet certificeret i DISC personlighedsprofil og har i den forbindelse fået øjnene op for, hvordan hendes introverte side også kan bruges som en styrke i rollen som leder.

Jeg er mega introvert, men jeg tror bestemt at det introverte kan være en styrke som leder. Jeg møder ikke ret mange introverte ledere, og jeg synes det har været hårdt nogle gange at være introvert beslutningstager, når man sidder i et rum med primært ekstroverte ledere og beslutningstagere.

Trine oplever i høj grad at de ting, hun kan bidrage med som introvert er blevet værdsat hos WhiteAway, og hun indrømmer, at hun aldrig havde søgt lederstillingen selv, hvis ikke hendes leder havde prikket hende på skulderen. ”Det ville have krævet for meget at skulle sælge mig selv. Men jeg er stolt af at jeg er kommet dertil hvor jeg er i dag – på min egen måde”.

Som introvert leder lægger hun mærke til nogle andre ting, og hun har også fokus på, at hun kan noget helt særligt med mennesker. ”Jeg er god til at minde folk om, at det er mennesker vi arbejder med og at vi når længere, hvis menneskerne i vores organisation har det godt. Og kun sådan kan vi nå de resultater, som vi skal.”

Men hun har også udfordringer i rollen som leder. ”Jeg er sådan et menneske, der gerne vil vide alting og være 100 % sikker på at jeg kan svar på alting og det kan jeg selvfølgelig ikke. Som leder foretrækker jeg bare at anerkende det, og så vende tilbage til folk, når jeg har undersøgt det nærmere.”

Hverdagen som leder
Tiden som leder frem til nu, har været krævende og med en hel del udskiftning i teamet. ”Vi har i en periode været underbemandede og det har været en udfordring også at være den, der skal holde humøret højt på kontoret. Men det er vigtigt for mig, at være en del af mine medarbejderes hverdag. Jeg vil aldrig stå i den situation, hvor mine medarbejdere føler sig alene, eller tænker ’hun ved slet ikke hvad vi laver eller hvor hårdt det er’. De skal føle sig hørt og værdsat”, fortæller Trine som en ting, hun tager med sig fra også at have siddet på den anden side af bordet.

På spørgsmålet om, hvorvidt Trine har gode råd til andre der gerne vil videre i deres karriere er hun eftertænksom. ”Jeg synes det er mega spændende, men det falder mig ikke naturligt, at snakke om mig selv. Men jeg synes jo det er vigtigt. Man kan godt arbejde sig op og blive leder på sin egen måde, og det vil jeg gerne vise. Man skal ikke nødvendigvis lave om på sig selv”. Og så bliver det alligevel til et enkelt godt råd;

Tro på, at du kan gøre det på din egen måde.

Og som afsluttende bemærkning fortæller Trine om fremtiden at; ”Jeg vil altid have noget for dyr, men tror jeg har fundet den rette karrierehylde for mig. Det er en virksomhed som jeg elsker at være i og WhiteAway Group ser muligheder i mig, fordi jeg er sådan som jeg er og har opnået de ting, jeg har. Det er en virkelig god følelse at blive klappet på skulderen for det, som er vigtigst for mig.”


Blogindlægget er en del af et løbende samarbejde mellem Ladies First & WhiteAway Group.