Blog

28. januar 2021
| Portræt

"Det er min oplevelse, at en del virksomheder kommer styrket igennem Corona-krisen og fremover vil have sparede omkostninger på fx forretningsrejser og generelt forbedret konkurrenceevne. Jeg tror også, de nye vaner med hjemmearbejde og videokonferencer for mange vil lede til bedre balance mellem job og arbejde og dermed skabe bedre trivsel. Det er win-win for arbejdsgivere og medarbejdere".

 

Lotte Fløe Marschall er 54 år. Hun er selvstændig, professionelt bestyrelsesmedlem og konsulent. Hun har mange års ledererfaring fra forskellige virksomheder i konsulentbranchen, tech og finans, og så har hun også været administrerende direktør flere gange.

Lotte siger om sig selv: 

En fascination for månen som barn gjorde, at jeg drømte om at blive astronaut. Det kunne en pige fra Danmark ikke blive dengang – i hvert fald var det ikke et job i bogen; ”Hvad kan jeg blive” i 80’erne. Jeg har dog alligevel været på en unik rejse i karrieren fra aktuarstudiet, til consulting i New York, videre til at skabe innovation i en af de mest konservative brancher og til ledelsesansvar. I dag hjælper jeg andre med at nå deres drømme dels som mentor for iværksættere og startups og dels som aktiv i flere bestyrelser og selvstændig konsulent.

Ladies First fremviser alsidige, kloge og inspirerende kvinder i arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og ønsker at hylde.

Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?

Som bestyrelsesformand og -medlem står jeg på sidelinjen i flere virksomheder, der er i slutspurten af et meget vanskeligt år. Jeg bistår med at kridte banen op til en god start på fremtiden. Det er min oplevelse, at en del virksomheder kommer styrket igennem Corona-krisen og fremover vil have sparede omkostninger fx på forretningsrejser og bedre konkurrenceevne. Jeg tror også, de nye vaner med hjemmearbejde og videokonferencer for mange vil lede til bedre balance mellem job og arbejde og dermed skabe bedre trivsel. Det er win-win for arbejdsgivere og medarbejdere.

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

Det mest betydningsfulde valg, jeg har truffet, var at springe af ”hamsterhjulet” og skabe bedre balance i livet. Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg har arbejdet mere, end hvad der var godt. I dag har jeg en mere fleksibel hverdag med stor indflydelse på min egen kalender. Jeg har kontor hjemme og kan løbe en tur i skoven midt på dagen, hvis jeg ikke har planlagt møder.

Hvad er du særligt god til?

Jeg er god til at skue lidt længere frem og agere proaktivt. Jeg er mentor for flere virksomhedsledere og sidder i flere bestyrelser. Her er noget af det væsentligste at skue fremad og skabe værdi ved at udnytte muligheder i markedet samt minimere eller håndtere risici. Og så er jeg ikke bange for at bistå hands-on og engagere mig, når det brænder på. Jeg lægger vægt på, at mine omgivelser kan regne med mig, når det gælder, eller når der er brug for min støtte. Det gælder både arbejdsmæssigt og privat. Jeg nyder at være noget for andre og at se mennesker og virksomheder udvikle sig. Arbejdsmæssigt er det en stor triumf for mig, når det går godt for dem, jeg er mentor for, eller de virksomheder, jeg sidder i bestyrelsen hos.

Jeg lægger vægt på, at mine omgivelser kan regne med mig, når det gælder, eller når der er brug for min støtte. Det gælder både arbejdsmæssigt og privat. Jeg nyder at være noget for andre og at se mennesker og virksomheder udvikle sig.

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

Jeg har haft mange succeser i form af at drive innovationsprocesser og bringe noget nyt til markedet. Særligt har jeg bidraget til at udvikle det private, forebyggende sundhedsmarked i Danmark, og det var virkelig op ad bakke i starten (i 00’erne), da mange omkring mig ikke rigtig troede på det. Udfordringer har især været relateret til modvilje mod forandringer og janteloven, desværre.

De seneste år har jeg haft stor glæde af GAME, hvor jeg nu er formand for bestyrelsen. GAME er en NGO, der arbejder for varige sociale forbedringer for udsatte børn og unge i 10 lande. GAME bruger frivillige rollemodeller som instruktører i gadeidræt i udsatte områder. Det er en stærk sag at arbejde for, som berører flere af verdensmålene - f.eks. sundhed, uddannelse, ligestilling, mindre ulighed mv. Det er rollen i GAME, jeg er mest stolt over i min karriere.

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?

Jeg har ikke prioriteret arbejdsrelaterede netværk ret højt i min karriere. I stedet har jeg haft gode netværk privat blandt venner og veninder, som jeg har brugt som sparringspartnere omkring karriere og livet som sådan. Det har derfor været meget mangfoldigt og alsidigt. Ikke alle har haft lederjobs som jeg, men jeg har fået gode inputs, når nogen i mit netværk har brugt mig som sparringspartner i en jobsituation f.eks. omkring uenighed med en chef eller dårlig ledelse.  Erfaringer fra personer i mit netværk har været med til at forme mig som leder.

Hvordan kan vi alle blive endnu bedre til at løfte hinanden i arbejdslivet?

Jeg er og har været opsøgende mod bestyrelsesroller i 5 år, og som bekendt er kønsstatistikken i danske bestyrelser langt fra noget, vi kan være stolte over. Der er for lidt diversitet, for lidt udskiftning og alt for meget navlepilleri i danske bestyrelser. Men netop gennem mit netværk har jeg fået et par af mine bestyrelsesposter. Vi kan alle blive bedre til at hjælpe andre i karrieren, og særligt oplever jeg, at kvinder kan blive bedre til at hjælpe andre kvinder. Men det er ikke alle kvinder, som vil hjælpes - jeg har oplevet at få nej tak.

Vi kan alle blive bedre til at hjælpe andre i karrieren, og særligt oplever jeg, at kvinder kan blive bedre til at hjælpe andre kvinder. Men det er ikke alle kvinder, som vil hjælpes - jeg har oplevet at få nej tak.

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt ny på arbejdsmarkedet? 

At hvis man gør sig umage og er åben for feedback, så lærer man rigtig meget de første år i karrieren. Man kan i høj grad selv præge sit jobliv, og man skal ikke vente til, man bliver spurgt. Man skal være ydmyg og vise andre respekt, men man skal ikke finde sig i hvad som helst eller lade sig træde på; men derimod være tro mod sine egne værdier. Ens faglige grunduddannelse betyder ikke så meget, men den erfaring, man får undervejs, er vigtig. Man skal derfor ikke sidde fast for mange år i en stilling, virksomhed eller branche, man ikke trives i, da man så får en ”etiket”, der kan være svær at ryste af.

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?

Min mentor, tidl. direktør i Codan Jens Erik Christensen hjalp mig i gang med en bestyrelseskarriere. Ellers har jeg egentlig selv åbnet de lukkede døre ved at være insisterende og opsøgende. Overordnet må man må selv tage ansvar for sin karriere og tage initiativ til at nå derhen, hvor man gerne vil være. Jeg har brugt min livsledsager – min mand – som en vigtig sparringspartner i min karriere. Vi har kørt hver vores karriere sideløbende med fuld gensidig forståelse for behovet for faglig inspiration og udvikling, og parallelt har vi fået familieliv til at fungere med 2 børn, der nu er voksne. 

Hvilke tre værdier er vigtige for dig i dit arbejdsliv?

Respekt

Loyalitet

Balance

Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?

Sasha Denham er Client Service Director i konsulentfirmaet CO/Plus. Hun er super sej og har både et stort kunde og lederansvar samtidig med, at hun er en god mor for sine to små piger.