Blog

15. april 2019
| Portræt

Min passion er biler og at hjælpe andre finde deres

 

Karen Juhl, 42 år, er karriere- og iværksættercoach og partner i Kvindernes Bilmagasin. Karen Juhl er tidligere bilsælger, bilpassionist og partner i Kvindernes Bilmagasin, der er et online univers med inspiration og 'know-how' om biler og hvad der sker i bilbranchen. Her er mottoet "Vi hjælper branchen med at nå ud til kvinder".

 

Karen Juhl

Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

Hvad optager dig lige nu indenfor dit arbejdsliv?

Jeg har sagt mit job op og bliver selvstændig fra maj 2019, så lige nu handler det om at balancere at afslutte mit gamle job på en god måde samtidig med, at jeg skruer op for det nye. Det kræver en del logistik, og der er ikke helt timer nok i døgnet.

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

Efter min mening handler det om at følge sit hjerte og passion.

Det har jeg forsøgt at gøre og har derfor sagt et godt lønmodtagerjob op, for at forfølge min drøm om at være selvstændig og være med til at bygge en virksomhed op, nemlig Kvindernes Bilmagasin, som jeg har været en del af på sidelinjen de sidste to år.

Hvad betyder balance mellem arbejds- og familie/privatliv for dig?

For mig betyder frihed virkelig meget. Frihed til selv at strukturere min arbejdsdag og arbejde på det tidspunkt der passer min familie og mig bedst. Min datter fylder snart tre og det er nu både hun og jeg har brug for, at jeg kan være fleksibel og skabe den bedste balance, så jeg har energi og overskud, når jeg er sammen med min familie.

Du skal gå efter din drøm, lytte til dit hjerte og intuition og altid behandle andre mennesker med respekt og tolerance.

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

Min tid som bilsælger var en stor udfordring. Det er en meget mandsdomineret verden, og der er virkelig rundsave på albuerne og desværre ofte dårlig ledelse. Derfor er en af min kæpheste at skabe større diversitet i autobranchen og skabe fokus på det kvinder kan bidrage med.

Jeg har arbejdet med outplacement de sidste fire år og hver gang jeg lykkes med at få mennesker til at se og udnytte deres potentiale, er det faktisk en succes for mig.

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?

Netværk betyder rigtig meget. Jeg bruger mit netværk så ofte jeg kan. Jeg tror på, at vi kommer længst med at spille hinanden gode, og bidrage med de kompetencer vi hver især har.

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt grøn?

At du skal gå efter din drøm, lytte til dit hjerte og intuition og altid behandle andre mennesker med respekt og tolerance.

Jeg synes, at kvindelige iværksættere er virkelig seje, og de fortjener virkelig, at vi slår et slag for dem!

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?

Det klassiske svar er mine forældre, som altid har støttet mig og givet mig en tro på mig selv. Og så min chef gennem de sidste fire år som i den grad har hjulpet mig med at udnytte mit potentiale og udvikle mig. Så tak til Käthe Sandström.

Hvad gør dig glad og hvad er din største passion?

Udover min familie, så gør det mig glad at forfølge min drøm, være eventyrlysten og udfordre mig selv. Det giver mig glæde og energi. Min passion er dels biler, dels at hjælpe andre med at finde deres potentiale, og derfor glæder jeg mig som et lille barn til, at jeg kan bruge al min arbejdstid på min passion.

Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?

Jeg synes, at kvindelige iværksættere er virkelig seje, og de fortjener virkelig, at vi slår et slag for dem!

Så mit bud er Malene Von Kiær som har bygget foredragsvirksomheden One Decision op.