Blog

13. januar 2021
| Portræt

"Mange kvinder får ikke muligheden for at vise, hvad de kan, eller bringe deres idéer ud i praksis, før de bliver undervurderet eller mødt af fordomme og diskrimination."

Nagin Ravand er 21 år og studerer Uddannelsesvidenskab ved Aarhus Universitet. Derudover er hun bysamfundsrepræsentant i Aarhus Kommune, i Udvalget for Mangfoldighed & Ligestilling samt ambassadør i DBU Jylland, Youth Advisory Board.

Læs hendes inspirerende portræt her!

Ladies First fremviser alsidige, kloge og inspirerende kvinder i arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og ønsker at hylde.

Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?

Det, der optager mig meget lige nu, er kvinders muligheder i samfundet og herunder især minoritetsetniske kvinders muligheder. Jeg synes, at det er helt vildt vigtigt, at alle har de samme muligheder for at udnytte deres fulde potentiale, og det er desværre ikke tilfældet i dag. Mange kvinder får ikke muligheden for at vise, hvad de kan, eller bringe deres idéer ud i praksis, før de bliver undervurderet eller mødt af fordomme og diskrimination. Hvis denne barriere - eller rettere sagt tendens, bliver nedbrudt, er jeg sikker på, at vi som samfund udvikler os hurtigere, fordi at flere finder glæden og motivationen ved at være proaktive og innovative.

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

Et af de mange betydningsfulde valg, jeg har truffet i mit liv, har helt klart været beslutningen om at gå all-in som frivillig i en fodboldklub, der ellers kun havde mandlige medlemmer, og stifte en hel kvindeafdeling fra bunden. Et valg der har haft stor betydning for andre, hvorfor det også har stor betydning for mig.

Hvad er du særligt god til? 

Jeg er særligt god til at føre de projekter, jeg sætter i verden, til dørs og altid genfinde motivationen, selv når det ser sort ud. Tit får jeg at vide, at jeg har alt for mange bolde i luften i forhold til de mange målsætninger, jeg stiller op, så en god omgang pres må jeg egentlig også være meget god til at håndtere.

Tit får jeg at vide, at jeg har alt for mange bolde i luften i forhold til de mange målsætninger, jeg stiller op, så en god omgang pres må jeg egentlig også være meget god til at håndtere.

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

Min største udfordring og succes går faktisk hånd i hånd. I processen om at tiltrække flere kvindelige medlemmer til fodbolden oplevede jeg for første gang det udfordrende ved at være tålmodig. Som person ser jeg gerne forandring, forandring lige nu og her, men som frivillig lærte jeg, at store forandringer kræver stor tålmodighed. I løbet af omtrent to år indså jeg, at det, som jeg havde forestillet mig, var min mindste udfordring i virkeligheden var min største: rekrutteringen. I slutningen af det 2. år begyndte min tålmodighed og det arbejde, jeg havde lagt derimellem, at bære frugt og blomstre. Dér oplevede jeg min største succes, og jeg mærker den stadig til dagen i dag, selvom jeg har bevæget mig videre.

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?

Netværk har været afgørende for hvilke muligheder, jeg har haft, når jeg har taget mit næste skridt. Det er fællesskaberne og de ringe, man spreder i vandet, der støder og rammer de døre, man så gerne vil have åbnet op. Jeg er ikke i tvivl om, at egen vilje og hårdt arbejde også tager en hel del af æren for, hvor man ender henne, men netværket er ligesom bindeleddet til det hele. Ja, jeg kan godt selv, men sammen er vi bare stærkere, og sådan vil det altid være.

Hvordan kan vi alle blive endnu bedre til at løfte hinanden i arbejdslivet?

Apropos netværk; så ser jeg netværket som et af de stærkeste værktøjer, der findes, til at løfte hinanden i arbejdslivet. Vi vil alle gerne have en bid af kagen, og nogle har en større kage end andre, som de gerne må dele ud af. Lad os løfte hinanden ved at tale sammen og finde de fællesnævnere, der kan gøre samtalerne endnu mere interessante. Det bedste, vi kan gøre for os selv og for andre, er at udveksle ressourcer.

 

Lad os løfte hinanden ved at tale sammen og finde de fællesnævnere, der kan gøre samtalerne endnu mere interessante. Det bedste, vi kan gøre for os selv og for andre, er at udveksle ressourcer.

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt ny på arbejdsmarkedet?

Noget, jeg har lært igennem de seneste år, er at politik er inddraget i alt og alles beslutninger, og det er svært at komme udenom selv. Det ville jeg ønske, at jeg altid havde haft øje for.

Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog? 

De personer i mit netværk der virkelig har ønsket at se mig nå langt – jeg er sikker på, at de selv ved, hvem de er. Deres vilje som supplement til min egen har været bærende og afgørende for, hvor jeg er i dag. Der er særligt én person, jeg ikke kunne have opnået min største succes uden. En person der altid arbejder for at gøre andres arbejde lidt lettere og en person, der har været bærende for den forening, jeg tilbragte fem år at mit liv som frivillig i. Tak for dig.