Nina Uller

Nina Uller

Jeg er tit blevet opfattet som ”djævelens advokat”

Nina Uller er 57 år og co-founder og partner i DEX – Diverse Executive Search. Nina har været 36 år i Forsvaret i forskellige ledende roller og har været udstationeret i NATO ad flere omgange – senest 6 mdr. som ledelsesrådgiver i Afghanistan. I dag arbejder hun med at forbinde arbejdspladser med de rette kandidater i DEX, hvor de dykker under overfladen og ser dybdegående på potentialer og kompetencer hos den enkelte.

 

Nina Uller

Ladies First Network portrætterer seje kvinder, der har noget på hjerte og har lyst til at fortælle om arbejdslivet og hvilke kvinder, der har åbnet døre for dem inden for deres branche.

Hvilket spørgsmål går du og søger svar på lige nu?

Jeg er meget optaget af, hvordan vi kan få diversitet ind i ledelse som den største selvfølge og at få mest muligt talent i spil. Så vi samlet set kan træffe de bedste beslutninger.

Der er nok af opgaver at tage fat på i den verden, vi har mellem hænderne.

Hvilke kvinder i dit liv har hjulpet dig der til, hvor du er i dag?

Ud over min dejlige familie har jeg haft veninder, der har givet mig safe-space og et rum, hvor det var muligt at sætte nye perspektiver på oplevelser, tanker og overvejelser. Med både medspil og kærligt modspil. Min forretningspartner, Hilde Seglem, har jeg en ufattelig stor tillid til, og den måde, vi kan kombinere vores forskelligheder i dyb respekt for hinandens værdier, småfejl og totale ærlighed er fuldstændig afgørende for, at jeg er kommet der til, hvor jeg er i mit arbejdsliv i dag.

Hvilke udfordringer står kvinder med inden for arbejdsliv i dag?

Hilde Seglem og jeg startede DEX – Diverse Executive Search sidste år. Her arbejder vi aktivt på at flytte nye typer af ledere ind på executive niveau – og vi kan godt finde kvinderne til de høje stillinger. Det er ikke sikkert, de har de samme uddannelsestyper på CV’et som deres forgængere, men det har de kommende generationer af arbejdsstyrken heller ikke.

I virkeligheden er det, der gør en virksomhed attraktiv for kvinder, også det, der tiltrækker de nye generationer. Det er meget tit et oversættelsesarbejde i forhold til kompetencer og muligheder - både for virksomheden og den enkelte - og modet til at tænke nyt. Vi har rigtig gode erfaringer med at følge vores nyansatte executives i et mentorforløb, der skaber et fortroligt rum. Og minder den nyankomne om hendes styrker og kompetencer i den turbulente indkøringsperiode.

Sammen med Copenhagen School of Entrepreneurship har vi været med til at udvikle talentprogrammet RISE, hvor unge kvinder uddanner sig til at blive iværksættere. Det glæder vi os meget til at være med til at facilitere her i foråret.

Hvilken historisk kvindefigur har åbnet døren for kvinder i dit felt?

Det må være piloten Amelia Earhart. Det var muligheden for at lære at flyve, der gjorde, at jeg startede i Flyvevåbnet. Jeg havde tidligt den der ”hvis andre kan gøre det, så kan jeg også” – og det tror jeg i høj grad, hun har været udtryk for i den tid, hun levede i. Der har været ret meget ”pionerarbejde” i min tid i Forsvaret – jeg var fx den første kvindelige eskadrillechef i Danmark.

“Women, like men, should try to do the impossible. And when they fail, their failure should be a challenge to others.” - Amelia Earhart (1897-1937)

Mener du stadig, at der er noget at kæmpe for i dag?

Som headhunter hører jeg kvinder på højt niveau sige. ”Tænk, hvis jeg bare kunne arbejde på mine opgaver uden at skulle arbejde på at blive accepteret!"

Så, ja, der er meget at kæmpe for, men vi skal gøre det sammen. Jeg er en stor fan af FN’s verdensmål og vil gerne bruge mål nr. 17 - partnerskab - for vores arbejde for ligestilling her i Danmark. Vi begynder så småt at forstå problematikken med vores egne ubevidste fordomme og det arbejde tror jeg kræver flere værktøjer til at fange vores bias end løftede pegefingre.

Jeg er optaget af, at vi som ledere skaber arbejdsmæssige sammenhænge, hvor mennesker bliver set og oplever at have betydning. Rum, hvor vi kan gå på arbejde med hele hjernen uden at skulle bruge af den mentale båndbredde for at passe ind.

Hvornår har du selv oplevet dit køn som en styrke eller udfordring i dit felt?

I min tid i Forsvaret, senest som prodekan på Forsvarsakademiet og under udsendelse som Leadership Advisor til afghanske generaler i Kabul, har jeg klart gjort brug af at kunne tilføre ”noget andet”. Jeg har gennem tiden koblet min ledelseserfaring med studier i psykologi og har i det hele taget interesseret mig for hvad det er, der får mennesker til at yde deres ypperste.

I forhold til mænd og kvinder er det super interessant, hvordan vi i virkeligheden vil meget af det samme. Men tit tackler tingene på meget forskellige måder - som vi så har svært ved gensidigt at respektere. Jeg har arbejdet i mange organisationer, der har været optimeret til det, der giver mening set fra et maskulint univers, og jeg ved med sikkerhed, at jeg tit er blevet opfattet som ”djævelens advokat” i det, der ellers blev besluttet. Det er jo det, vi kalder ”thought diversity”.

I Ladies First har vi en vision om at skabe et univers, hvor kvinder bare gør. Hvad tænker du om det - og hvilke råd har du, for at det kan blive en realitet?

Jeg synes, det er pragtfuldt at kvinder bare gør. Og det at ”gøre” starter med at føle sig relevant. Mit råd vil være at finde det størst mulige mål - en klar intention - at koble sin handling op på. Dit ”Big Why” eller et verdensmål. Det styrker dit mandat til dig selv - din evne til at føle dig ”autoriseret” til at agere. Og når man først mærker, man er relevant og begynder at interagere bevidst med sine omgivelser, så får man bedre vilkår til at handle og derfor bedre resultater. Og så kan man ”gøre” mere.

 

 

 

 

 

 

 

Hjælp os ved at følge Ladies First på Instagram.