Blog
Nina Shini
Jeg tror meget på anerkendelse frem for ros. Ros er også vigtigt, men det er i anerkendelsen, at vi virkelig skaber relationer.
Nina Shini er 29 år og partner og direktør for Social Works, et bureau af eksperter indenfor influencer-marketing. Derudover er hun medlem af Modebranchens Etiske Charter og på Forbes liste '30 under 30' indenfor Marketing.
Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet.
Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?
Jeg er meget optaget af vores internationalisering og er ved at sætte de første spadestik til en omfattende vækststrategi.
Derudover er jeg meget fokuseret på udvikling af vores organisation - både mennesker og processer. Og prøver at få et mere strategisk greb omkring vores forretning, som er vokset en del.
Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?
Jeg vil sige, at valget om, at satse fuldt og fast på influencer marketing for små 9 år siden, i den grad har påvirket min karriere rigtig meget.
Men det er altid meget sjovt, hvordan de bittesmå valg vi træffer i livet, ender med at påvirke hinanden og danne det store billede.
Derudover vil jeg også sige, at det har haft rigtig stor betydning at flytte forretningen fra Århus til København - dette er helt klart epicenter for Norden ifht. influencer marketing.
Hvad er du særligt god til?
Åh, det er altid lidt svært at tage stilling til sig selv på den måde. Men jeg vil sige at jeg har en særpræget evne til at analysere kompleksitet og brække det i konkrete handlinger. Der skal ikke så mange ord til, før jeg har forstået kernen af en problemstilling.
Derudover, så tror jeg, at jeg har tillært mig at blive god til udvikling af mennesker. Dette er jeg bestemt ikke kommet sovende til, men man lærer jo hver dag, og jeg synes det er super spændende at arbejde med synergier og forskellige personlighedstræk.
Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?
Jeg har altid været super tilbageholdende omkring mit arbejde, og altid skubbet andre i front, fordi jeg ikke turde tage spotlightet. Men det seneste års tid har det udviklet min selvtillid super meget, at der har været så meget anerkendelse (startende med min Forbes Award). Så hvad der før har været en relativt stor begrænsning for mig i mange, mange år er ved at bløde op, pga. omverdens opbakning. Jeg begynder at tro på, at jeg har noget unikt at byde ind med... og det har vi jo allesammen.
Det er altid meget sjovt, hvordan de bittesmå valg vi træffer i livet, ender med at påvirke hinanden og danne det store billede.
Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?
Super, super meget! èn ting er, at det netop er netværk, jeg beskæftiger mig med til daglig...
Så tror jeg super meget på menneskelige relationer, og kan faktisk bedre lide det ord frem for "Netværk."
Relationer er vigtige hele vejen rundt... ellers kommer du ikke særlig langt med noget som helst.
Hvordan kan vi blive bedre til at løfte hinanden i arbejdslivet?
Jeg tror det er vigtigt, at man anerkender hinandens styrker og svagheder, lige såvel som at man også anerkender sine egne.
1+1 = 3... Hvis vi ikke har ødelagt samarbejdet inden, så kan det også give minus.
Jeg tror meget på anerkendelse frem for ros. Ros er også vigtigt, men det er i anerkendelsen vi virkelig skaber relationer. Forskellen er, at anerkende hinanden for dem man er, så man føler sig værdsat som menneske. Ros er at rose en præstation eller indsats, et resultat. Dvs. at føle sig værdsat for det, man kan.
Begge dele er vigtigt, men den allerbedste teamdynamik kommer, når alle anerkender hinanden på kryds og tværs. Så det kigger jeg meget efter ved rekruttering: Er det en person, som teamet oprigtigt vil kunne lide, og kunne lide at bruge størstedelen af deres tid sammen med? Vil de kunne bygge relationer, og i sidste ende have en anerkendende tilgang til hinanden?
Jeg tror meget på anerkendelse frem for ros. Ros er også vigtigt, men det er i anerkendelsen, at vi virkelig skaber relationer.
Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt ny på arbejdsmarkedet?
Et eller andet sted, skal man selv gå vejen og tage alle læringerne, for at de rigtigt sidder fast. Men jeg ville helt klart prøve at tale til min lyst til at udvikle mennesker og styrke menneskelige ressourcer. Det forstod jeg ikke vigtigheden af i starten.
Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er idag?
Jeg tror på, at et team er vigtigt. I vores ejerkreds i Social Works, handler det i høj grad om at åbne døre for hinanden. Remee og Mathilde er super gode til at åbne dem, som Kasper og jeg kan gå ind ad.
De investorer, der så potentialet i vores lille Århus influencer agency for fem år siden, har også åbnet døre og muliggjort grundstenene for, der hvor vi er i dag.
Hvilke tre værdier er vigtige for dig i dit arbejdsliv?
Integritet, Udvikling og Menneskelighed.
Hvilken kvinder i dit netværk vil du åbne døre for?
Min veninde Stine Rosgaard, der er designer og founder af WabiSabi. Jeg er meget imponeret over hendes vilje og den rejse hun har taget med sit startup... på enormt kort tid!