Jeg er optaget af, hvordan ledelse fungerer i praksis - hvad nærværende ledelse betyder og hvilken forskel det kan gøre.

Det er både afgørende i min rolle som formand for De grønne pigespejdere, hvor en række frivillige, der er vant til at mødes på kryds og tværs, lige nu må undvære den stærke fællesskabs-faktor, der til hverdag driver deres frivillige engagement.

Samtidig er det en af de tematikker, der fylder meget for de ledere, jeg taler med til hverdag i Københavns Kommune, der skal lede medarbejdere, de ikke har set i månedsvis - og hvordan i alverden får man det til at lykkes?

At stille op til pigespejdernes Hovedbestyrelse, netop som jeg var ved at starte en karriere op var noget, der krævede en del overvejelse - nøglen er, at se de to veje som noget, der kan supplere og styrke hinanden, frem for noget der bremser.

Jeg ved, at jeg bliver en bedre formand af at blive ved med at opsøge nye faglige udfordringer på mit arbejde, ligesom jeg fuldt og fast tror på, at jeg bliver en bedre HR partner af at gøre mig nye erfaringer med ledelse og bestyrelsesarbejde. Det giver fx nogle helt andre perspektiver på motivation, anerkendelse og ledelse i praksis, når man både for lov til at arbejde med frivillige og ansatte.

At skabe overblik over mulighederne, vælge en retning og så følge den.

Når først du har været faret vild i en skov et par gange, med nogle spejdere, der nervøst skæver til dig for at vurdere, hvor meget panik der er belæg for, lærer du hurtigt at handle i situationer, hvor det er påkrævet - og selvfølgelig at emme af ro og selvsikkerhed, selv når virkeligheden måske er en lidt anden. Det er en almennyttig kompetence, skulle jeg hilse og sige.

En udfordring, jeg har erfaret, er at prøve at sætte et aftryk på global udvikling som ungdomsdelegat i FN. Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke lykkedes med.

Men en gang imellem skal man også affinde sig med, at den forandring man prøver at skabe er afhængig af så mange forskellige faktorer eller et så fastgroet system, at en tilpas forstyrrelse af systemet kan være uden for ens egen rækkevidde. Det betyder ikke, at man ikke skal gøre forsøget - man skal bare være klar til at give stafetten videre og have tillid til, at den næste i rækken er ligeså opsat på at skabe en forandring.

En succes for mig, har været, at jeg er lykkedes med at etablere en tillidsfuld relation til den ledergruppe, jeg er HR partner for.

Som pigespejder har jeg altid været en del af et stærkt fællesskab, som helt konkret har vist mig, at kvinder kan løfte alle roller og typer af ansvar. Hvis jeg ikke havde mødt de rollemodeller, der er gået før mig og har taget både ansvar og lederskab på sig, ville min egen referenceramme for succes være langt smallere.

Jeg er også så heldig, at en stor del af mit frivillige netværk kan overføres 1:1 til mit professionelle liv. Når jeg i frivilligt regi har samarbejdet med alt fra ingeniører til skolelærer og politikere har det været med til at nuancere min forståelse af de forskellige faggrupper, og givet mig en bred vifte af kontakter i alle tænkelige brancher.

Frivilligt engagement er også en form for hemmelig klub - hvis jeg på et seminar én gang har nævnt, at jeg er pigespejder, kan det åbne døren for en anden slags forbindelse og forståelse blandt de andre i lokalet, der selv har været engageret i en frivillig forening.

Vi skal blive bedre til at spotte og værdsætte kompetencer, vi tilegner os uden for arbejdspladsen - for der kan man om noget lære handlekraft, holdånd og engagement. Os, der engagerer os, kan også blive bedre til at tale det op.