Blog
Mere en farverig villa-ville-kulla-dame end dame i suit
Rebecca Vera Stahnke er 30 år og grundlægger og direktør af Veras Vintage, en bæredygtig start-up og et cirkulært tøj-bytte-koncept.
Rebecca bor i dag i København og sammen med Veras har hun startet en tøjrevolution, der skal opfordre kvinder til at ændre deres måde at forbruge og genbruge tøj på, mindske tøjspild og gøre verden et grønnere sted. Det gør Rebecca og Vera bl.a. ved at afholde nogle af landets mest populære genbrugstøjmarkeder og fysiske tøjbutikker i Odense og København.
Rebecca Vera Stahnke
I anledningen af Kvindernes Internationale Kampuge har Ladies First sat sig for at portrættere seje kvinder, der har noget på hjerte og har lyst til at fortælle om, hvilke kvinder, der har åbnet døre for dem inden for deres branche.
Hvilket spørgsmål går du og søger svar på lige nu?
Jeg tænker over virkelig mange ting, men noget jeg virkelig undrer mig over er:
Hvordan folk kan gå så meget op i miljø og bæredygtighed på så mange fronter i forhold til, hvad vi indtager og smører vores krop ind i, men ikke hvad vi putter på vores krop?
Er det fordi, man ikke kan åbne sit køleskab på samme måde og være flov over ens ubæredygtige valg?
Folk taler så meget om klimaet og om, at vi skal være bæredygtige. Det kommer til udtryk i, hvad de spiser og ikke spiser af kød, hvilke produkter de bruger på deres krop og hvor meget deres flyrejser forurener. Men jeg synes, der er få som tager et aktivt valg og ansvar hvad angår deres tøjforbrug. Det er “pinligt” ikke at tage ansvar for dyrevelfærd - og at købe økologiske æg er “normalt”. Men i stedet for at vi klapper hinanden på skulderen for at købe bæredygtige varer, så burde vi i stedet forarges over, når der købes nye varer produceret i langt-bort-istand. Hvordan kan nogen retfærdiggøre at købe det samme basic tøj i polyester - en i hver farve - for kun 79 kroner?
Hvilke kvinder i dit liv, har hjulpet dig dertil, hvor du er i dag?
Min mor Louise og bedstemor Ann. De er de stærkeste og mest selvstændige mennesker jeg kender. Jeg har virkelig fået ind som barn, at jeg er min egen lykkes smed og for at se resultater, så må man handle. Både min mor og bedstemor er de flotteste, stærkeste damer, som også har givet mig inspiration til at klæde sig smart på. Små råd fra hvordan man sammensætter farver, til at jeg skal klæde mig flot inden jeg går ud af døren - og at det ikke handler om mærket i nakken - også hvis jeg bare skal besøge bageren om morgenen.
Mine dejlige veninder fotograf Sarah Buthmann og iværksætter Pernille Lykke har hjulpet fysisk og mentalt i hele opstarten. Sarah har hjulpet meget med at danne min visuelle identitet med de vildeste fotoshoots, og er selv en kæmpe genbrugshaj, forstår mit game og er altid klar kl. 6 søndag morgen til loppis. Pernille Lykke har været største støtte og det mest inspirerende mennesker jeg kender. Hun havde selv i gang i sit iværksætter-eventyr og har mange år på bagen som selvstændig, og var virkelig én af de eneste som kendte de voldsomme op- og nedture ved at være selvstændig. Hvordan det hele på et splitsekund var magisk og for vildt til at være sandt - og hvordan det hele dagen efter kunne falde pladask sammen, og alle drømme var knust.
Vi har selv grinet meget over, at vi var som egernet i Ice Age, der mister sit agern konstant, men dagen efter alligevel målrettet prøver at fange det, som om intet var hændt.
Sidst, men ikke mindst, så skylder jeg et kæmpe tak for det mest livsgivende forløb hos min psykolog Malene Schmidt. Jeg ved ærligt ikke, hvordan jeg skulle have udviklet mig som menneske, og tro på, at jeg helt perfekt som jeg er, havde det ikke været for hende.
Hvordan folk kan gå så meget op i miljø og bæredygtighed på så mange fronter i forhold til, hvad vi indtager og smører vores krop ind i, men ikke hvad vi putter på vores krop?
Hvilke udfordringer står kvinder med indenfor arbejdsliv i dag?
Nu kan jeg jo kun tale for mig selv og af egen erfaring.
Men det kan være svært at blive taget seriøst i start-up verdenen, når man også gerne vil vise sin ærlige personlighed - og jeg er mere en farverig villa-ville-kulla dame end én i suit.
Jeg havde selv svært at få mine mandlige investorer til at forstå, hvordan kvinder shopper med deres følelser. Jeg gav for et år siden et interview til Berlingske Business som netop handlede om, at vi kvinder henter mindre kapital end de mandlige - på trods af at vi generer større omsætning på investeringerne end mænd. Det siger det jo egentlig ret godt.
Hvilken historisk kvindefigur har åbnet døren for kvinder indenfor dit felt?
Astrid Lindgren var en mega sej kvinde, og elsker hendes bøgers særlige kærlighed til børns nysgerrighed og tro på deres egne evner. Og hele universet omkring Pippi Langstrømpe og mentaliteten af, at man kan hvad man vil og se muligheder i ting og sager og gøre forpligtelser til en leg. Mit yndlingscitatet:
Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert - Pippi Langstrømpe af Astrid Lindgren (1907-2002)
[Men ellers...] Ha, det er næsten lidt for kækt, så vil jeg faktisk sige mig selv. Jeg føler ikke rigtig, at der var nogen jeg kunne spejle mig i, og som ægte ville gøre en forskel og bekæmpe det overforbrug som herskede, og stadig hersker, og samtidig gøre genbrug trendy på samme måde som jeg har gjort.
Hvilke oplevelser, hvis nogle, har du med køn i det offentlige rum?
Jeg har faktisk ret svært ved hele den her kønspolitiske snak, som tit hersker i medierne, hvor kønnet på en mærkværdig måde vægtes “højere” end selve handlingen.
Jeg tænker ikke over køn - jeg ser mennesker. Jeg tror på, at vi gør det bedst ved at handle “udenom” kønnene og bare se menneskerne bag. Jeg forelskede mig som 22-årig i en kvinde, og jeg er hverken biseksuel eller lesbisk, blot et menneske der forelskede sig i et andet menneske.
Mener du stadig, at der er noget at kæmpe for i 2019?
Ja, det tror jeg bestemt der er. Hvis jeg skal tale for mig selv og de områder jeg selv bemærker, så har det i særdeleshed været svært at være kvinde i tech-start-up verden.
Der sidder mange mandlige investorer, og på trods af, at jeg ikke tror, at de ser mig med andre øjne, fordi jeg er en kvinde, så har mænd en anden pragmatisk og dataorienteret tilgang til det - som selvfølgelig også er vigtig - men de forstår ikke kvinders tankegang og snusfornuft.
Jeg har faktisk ret svært ved hele den her kønspolitiske snak, som tit hersker i medierne, hvor kønnet på en mærkværdig måde vægtes “højere” end selve handlingen.
Hvornår har du selv oplevet dit køn som en styrke eller udfordring indenfor dit felt?
Jeg går meget efter min mavefornemmelse. Min mave er min anden hjerne, som jeg virkelig har lært at bruge i denne Veras process. Min mave har ALTID ret.
Jeg tror, at det er kvinders styrke, at de kan relatere sig til hinanden på et mere følelsesmæssigt plan - og i stedet for at se det som svagt “pige-agtigt”, så skal vi bruge det aktivt i forretningen.
I Ladies First har vi en vision om at skabe et univers, hvor kvinder bare gør. Hvad tænker du om det - og hvilke råd har du, for at det kan blive en realitet?
Jeg er kæmpe tilhænger af det! Jeg vil faktisk vove og påstå, at Veras ikke var blevet til, hvis ikke jeg var en kvinde der bare gør. Jeg handler før jeg tænker. Jeg taler også før jeg tænker. Det tror jeg bringer mere positivt end negativt med sig, især i en opstartsfase. Jeg er super åben for kritik og er også min egen største kritiker.
Men det er vigtigt, at man ser sine “fejl” (og hvem siger også det er fejl) som en læringsproces og ikke slår sig selv oven i hovedet. Jeg har været plaget af dårlig samvittighed og ærget mig over ting, jeg ikke kan gøre en skid ved.
I stedet, så synes jeg det er vigtigt at fokusere på, hvad jeg kan ændre og gøre det bedre næste gang. Jeg føler også (føler!), at det er friheden jeg som kvindelig start-up CEO kan tilegne mig.