Blog
Vi skal være solidariske og turde ødelægge "den gode stemning".
Sandra Yi Sencindiver er 40 år. Hun arbejder som instruktør, skuespiller og manuskriptforfatter. Hun beskriver sig selv som en intersektionel feminist, der abonnerer på søstersolidaritet og alliancer.
Ladies First fremviser alsidige, kloge og inspirerende kvinder i arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og ønsker at hylde.
Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?
Jeg er så priviligeret at arbejde med min lidenskab, som er historiefortælling. Jeg arbejder inden for film, tv og teater som instruktør, skuespiller og forfatter. Jeg brænder for kunst og kultur, og jeg tror det langsomt er ved at gå op for både politikere og den brede befolkning, at kunsten og kulturen ikke bare er cremen på kagen. Det er ikke nice to have, det er need to have. Hvad ville vi have gjort under lockdown uden film, tv, musik, bøger, podcasts m.m.?
Kunsten evner at transformere verden omkring os til en maggiterninger af tanker, billeder, fortællinger, følelser og farver, som ræsonnerer intellektuelt og følelsesmæssigt. Den bringer verden tættere på os, spejler os som mennesker, bearbejder og forvandler den menneskelige erfaring. Kunst og kultur er mad for sjælen.
Når kunsten kan det, hvad betyder det så, når man ikke ser sig selv repræsenteret; er usynlig eller fejlagtig repræsenteret? Hvad betyder det for din sjæl, dit blik på dig selv og andres blik på dig?
Derfor er bred repræsentation vigtig at sikre! Og det handler ikke kun om synlig repræsentation, eller performativ repræsentation, hvor man tjekker bokse af: en kvinde, en minoritet osv, som bifigurer, statister eller i det perifere.
Vi har brug for repræsentation i fortællingens DNA. Hvad er det for nogle historier, der bliver fortalt? Hvem fortæller dem? For hvem? Fra hvilket perspektiv? Der er lang vej igen til en ordentlig repræsentation, hvad angår køn, etnicitet, kultur, alder, kultur, klasse, handikap, seksualitet m.m. Så det er jeg meget optaget af.
Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?
Jeg traf for lidt over et års tid siden et stort valg. Efter at have arbejdet tæt sammen med nogle meget dygtige mennesker i mange år, hvor vi fik opbygget et teater sammen (Teatergrad, som nu er Lille Storby Teater i København), valgte jeg at forlade vores fælles teater, da jeg havde lyst og brug for at kunne forfølge andre kunstneriske projekter, jeg brændte efter at kunne kaste mig over, men som der ikke havde været tid til. Jeg ville gerne begynde selv at lave film og tv, og jeg ville gerne kunne sige ja til skuespillerjobs i udlandet.
Hvad betyder balance mellem familie- og arbejdsliv for dig?
Det betyder mere og mere for mig. Min familie og tiden sammen med dem var også en overvejelse, som havde indflydelse på mit valg. Teater er statsstøttet og desværre ofte underfinansieret. Mens jeg brændte for de ting, vi lavede, krævede det en lang arbejdsuge for at få tingene til at løbe rundt. Der er man mere priviligerede i tv og film, og ikke mindst på internationale projekter, som kan give en virkelig god løn. Selvfølgelig betyder det at jeg er væk fra familien i perioder, men lønnen giver mulighed for at have fri i perioder også. Det kan lyde som en no-brainer. Men det var det ikke. Teatret fik stabilt bevillinger, selvom de var små, og det var så nær en fast stilling, man kan få i den del af teaterbranchen, hvor det at gå efter en international karriere var en satsning.
At være 40 år, kvinde og minoritet. Det er logisk set ikke oplagt at skifte spor! Men jeg havde en international agent, og det havde jeg haft i et år på det tidspunkt og havde været tæt på at lande store jobs, men kun lige ved og næsten. Så der var ingen garantier. Men her lidt over et år senere arbejder jeg nu på en stor international Amazon tv-serie og skal optage en stor tv-serie foren anden stor streaming tjeneste lige efter, samtidig med at jeg udvikler en tv-serie for DR som manusforfatter og instruktør. Så jeg er lykkelig og taknemmlig over, at det at have turdet at tage en chance gav pote.
Jeg har jo som 40-årig en bagage fuld af erfaring, entreprenørskab, faglighed og værktøjer. Set i den internationale sammenhæng, kan det virke overvældende at skulle arbejde for Amazon, når man kommer fra så lille et land som Danmark og fra den lille danske branche. Men jeg har opdaget, at det ikke er, fordi jeg nødvendigvis kommer op i en helt anden liga, men der er klart mange, mange flere penge involveret. Det hele er ligesom større. Det er spændende at være med på produktioner, som ikke tænker value for money, men som tænker virkelig stort, som dyrker detaljen og et stort æstetisk og teknisk setup.
Det er noget helt andet end at arbejde på en lavbudget serie på DR, men som jeg værdsætter på en helt anden måde, for der er jeg ikke kun en brik i et stort maskineri, men arbejder sammen med et fantastisk lille hold af mennesker, der prøver at skabe en tv-serie, som ønsker at betyde noget, ændre noget, som skal ramme en underrepræsenterede gruppe, som ikke bare skal underholde, selvom det bestemt også har sin værdi, men som stræber efter at udfylde et hul i det kulturelle landsskab.
Det er mange nye udfordringer, men jeg elsker, at få lov til at prøve nye ting af, at lære nyt!
Det er egentligt også en utrolig snæversynet tankegang, det der med at man helst skal vide fra man er helt ung, hvad man skal lave resten af sit liv, og hvis man ikke er på rette spor, når man er 30 kan man ligeså godt glemme det.
Det er egentligt også en utrolig snæversynet tankegang, det der med at man helst skal vide fra man er helt ung, hvad man skal lave resten af sit liv, og hvis man ikke er på rette spor, når man er 30 kan man ligeså godt glemme det.
Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?
Da jeg var yngre, oplevede jeg som mange kvinder gør, en del sexistisk og krænkende adfærd. Og som kvindelig skuespiller med minoritetsbaggrund oplevede jeg også, at blive sat i bås i forhold, hvad jeg kunne spille. Ikke så meget i teater, men hardcore i tv og film. Jeg blev tilbudt stereotype roller som rengøringkone, luder, aupair og lignende. Eller biroller som udfyldte en funktion (læge, sekretær, assistent, tekniker o.lign). Det er meget begrænsende, fordi man som skuespiller ønsker at folde et helt menneske ud.
Jeg gik ikke ind i faget for at spille roller, der var reduceret til en etnicitet, en accent og funktion. Men den frustration gjorde også noget godt for mig. Det blev en benzin. Jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan verden så mig, hvilke historier jeg, min krop, mit udseende, min identitet kunne fortælle. Hen af vejen begyndte jeg også at afsøge og undersøge, hvilke måder, man fortalte på, og for hvem. Det var der jeg fandt sammen med gode kollegaer, som også havde lyst til at gøre tingene anderledes.
Hvis man ikke kan lide den måde tingene bliver gjort på, kan man vente lang tid på, at tingene forandrer sig, eller man kan tage skeen i den anden hånd og være den forandring, man ønsker.
Så jeg begyndte at interessere mig for at sætte rammerne for processen, for hvilke historier, der skulle fortælles, hvordan, hvorfor og for hvem.
Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?
Det er vigtigt at finde sammen med mennesker, du stoler og tror på, og som ikke mindst tror på dig. Det gælder både i privaten og i arbejdslivet.
Man skal vælge en partner, som støtter dig i dit arbejdsliv. Det kan man simpelthen ikke tage for givet. Uanset om man er sammen med en mand eller kvinde. Men man skal være særlig opmærksom, hvis du er kvinde, der lever i et heteronormativt forhold med en mand, for der er stadig så mange indgroede forventninger til, hvordan man indretter sit arbejdsliv som mand eller kvinde, når det kommer til barsel, forældreskab og life-work balance.
Selvom der heldigvis er flere og flere unge mænd, der synes, at lige forældreskab er naturligt, og at mange i den unge generation gerne vil være fædre på en anden og mere involveret måde, end deres fædre var det. Man skal altså ikke tage for givet, at man automatisk som moderne mand og kvinde deler omsorg af børn og de huslige pligter lige. Så et godt råd til unge kvinder; tag den snak med din partner, inden I får børn. Hvordan forestiller I jer, at jeres karrierer skal forløbe? Hvad skal der til for at det lykkes? Hvad forventer man af hinanden, når der kommer små børn ind i billedet?
Selv når man er gift med en moderne mand, som tror på ligestilling, og som tror på fuldt faderskab, hvor man deles om barsel, opdragelse, sygedage og huslige pligter, er det hårdt at få små børn samtidig med, at man forsøger at få gang i sin karriere.
Så der har et andet netværk virkeligt været vidunderligt og uundværligt: min svigerfamilie! De har spillet en kæmpe rolle. Både svigerinde, svigermor og svigerfar! De har været der for os under begge barsler og hjulpet med at passe bittesmå babyer, der skulle ammes på teatret (de små putter ville ikke have flaske), således at min karriere ikke led af, at jeg forsvandt fra branchen i et helt år ad gangen. Det er jeg evig taknemmlig for. Så var jeg endvidere så heldig at arbejde for og sammen med kvinder, der simpelthen indrettede prøverummet og processen efter, at en baby skulle ammes.
Hvis du vidste, hvad du vidste i dag, hvad havde du så fortalt dig selv da du var helt grøn?
Jeg ved ikke om, det ville have gjort nogen forskel, for når jeg kigger tilbage, kan jeg fuldt ud stå inde for alle valg, fejltagelser og succeser. Det har været en læring og en proces, som selvfølgelig har formet mig personligt og professionelt. Enkelte ting ville jeg have gjort anderledes i dag. I dag kan jeg f.eks. tillade mig at vælge jobs fra, som jeg synes, portrætterer kvinder fattigt eller sexistisk, og jeg kan fravælge roller og projekter, der er racistiske.
I dag finder jeg mig ikke i hverken racistiske eller sexistisk opførsel og sprog. Men tidligere var det ikke så lige til… det er svært at sige nej til de muligheder, man får, når man er ny og grøn, og jeg har selvfølgelig gerne have arbejde, få erfaring, prøve ting af, få foden indenfor. Så hvis mulighederne ikke er mange, og hvis kulturen er på en bestemt måde, så er det svært at sige fra, eller takke nej. Hvis jeg oplevede de samme ting i dag, eller fik tilbudt nogle af de samme type roller, ville jeg sige nej. Men det kan jeg kun sige i bagklogskabets lys. For igen, alle erfaringer har været med til at forme mig. M.h.t kulturen så har Metoo været en milepæl i forhold til at gøre op med en rådden sexistisk kultur.
Men nogle gode råd
Stol på din intuition og mavefornemmelse. Vær ikke bange for at spørge. Vær ambitiøs omkring, hvad du fortjener, og hvad du tror du kan klare. Vær ikke beskeden. Vær din egen bedste ven. Behandl dig selv ordentligt. Vær tilgivende. Du skal turde at gøre det, der gør dig glad og ikke det, der pleaser andre. Vær solidarisk, turd at ødelægge den gode stemning. Sexisme, chauvinisme, racisme har ingen plads.
Jeg kan være med til f.eks. at sætte spørgsmåltegn ved og ændre praksis for, hvordan man rekrutterer, som man ikke altid ender med de samme mennesker, der får mulighed for job og erfaring. Når folk siger, at de gerne vil mangfoldighed, inklusion og repræsentation, men siger, at de ikke kan finde talentet, så er det fordi, man ikke gør sit arbejde godt nok.
Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?
Der er forskellige mennesker igennem mit liv, som har givet mig en chance, som har givet mig et skub, og som har troet på mig. Da jeg var 20 år, var der en teaterdirektør i Århus (Torben Dahl på Katapult), der mig mulighed for at opsætte og spille et stykke, jeg selv havde skrevet (jeg var kun 20). Det var en kæmpe læring og mulighed for mig for at skrive og producere for første gang.
Da jeg som 20-årig spillede med i Miss Saigon på Århus Teater, opfordrede en af hovedrollerne (Tomas Ambt Kofod), mig til at søge ind på skuespilleruddannelsen. Det var ikke faldet mig ind, at man kunne det. Jeg vidste godt at skolen eksisterede, men jeg kom selv fra en baggrund, hvor teater var en hobby og ikke et karrieremulighed. Så den opfordring gav mig et skub i den retning, så jeg søgte og kom ind i andet forsøg.
Senere i min karriere arbejdede jeg sammen med en anden jævnaldrende kvindelig kollega, som i dag er teaterleder og producent, Christine Worre Kann. Vi arbejdede sammen i mange år og voksede fagligt sammen. Vi var sindssygt gode til at bakke hinanden op, støtte hinanden i at udvikle os og til at turde tage chancer, tage plads og lederskab.
En anden stærk kvinde, instruktør Ditte Maria Bjerg, gjorde også en stor forskel for mig. Jeg kan huske, vi havde en samtale, hvor jeg fortalte om en forestilling, jeg havde spillet med i, og hvor jeg slet ikke var enig i instruktørens måde at skabe et rum og proces. Efter at have lyttet, konkluderede hun, at jeg vist var klar til at instruere selv. Dittes lille skub og min førnævnte kollega Christines opbakning, resulterede i at jeg et år senere debuterede som instruktør. Det var en kæmpe overvindelse at træde i karakter som leder. Men det var det bedste! Jeg befandt mig godt i den position, og jeg har mest mig selv at bebrejde, hvis processen ikke bliver, som jeg ønsker.
Sidste sommer arbejdede jeg sammen med den svensk instruktør Jonathan Sjöberg på den svenske tv-serie Bäckström. Jeg fortalte, at jeg havde en historie, som jeg drømte om at lave til en kortfilm, men at jeg havde alt for travlt med teatret til at kunne gøre det. Det måtte blive i et andet liv. Han bad mig pitche historien. Det gjorde jeg blufærdigt og nervøst. Og så kunne jeg mærke, at jeg skulle lave filmen i dette liv, ikke i det næste. Det var snebolden, der fik lavinen til at rulle, og gjorde at jeg efterfølgende forlod teatret.
Nogle gange har man brug for det lille skub, for at give sig selv lov til at anerkende den lyst, man har inden i sig. Det lille skub kan være lige det, der skal til, at man kaster sig ud i noget nyt og ukendt.
Hvad føle du du ansvar og forpligtigelse overfor?
Jeg føler et stort ansvar for at være det menneske, der giver ser potentialet i yngre kollegaer og giver dem et lille skub.
At jeg skal, ligesom de mennesker som har set mig igennem tiden, prikke de kvinder på skulderen og sige, at de skal springe ud i det, hjælpe dem, give råd og vejledning. Jeg ville ønske folk ikke var så nærige med deres viden. Vi skal være bedre til at fortælle og dele ud af vores erfaringer, netværk og viden. Jeg føler mig forpligtet til at udnytte, at jeg nu har en platform og privilegier, til at også at løfte andre. Det kan være igennem mentorship eller til at være med til at ændre nogle ting strukturelt, hvis jeg kommer i en position med indflydelse.
Jeg kan være med til f.eks. at sætte spørgsmåltegn ved og ændre praksis for, hvordan man rekrutterer, som man ikke altid ender med de samme mennesker, der får mulighed for job og erfaring. Når folk siger, at de gerne vil mangfoldighed, inklusion og repræsentation, men siger, at de ikke kan finde talentet, så er det fordi, man ikke gør sit arbejde godt nok. De findes, men de har ikke altid gået den lige vej, de har ikke altid den blåstemplede uddannelse med sig, og nogle gange skal man kigge adjacent [red: tilstødende] i andre brancher for at finde det rigtige talent. Og så er talent ikke kun medfødt. Den blomstrer ved at blive set, at blive plejet, at blive eksponeret og trænet.
Man skal have mulighed for at få erfaring, for at øve sig, for at begå fejl. Det kan godt være man ikke kan give store stillinger, store roller til uerfarne mennesker, men hvis de kompetencer skal eksistere, så er du nødt at tænke længere end her og nu, du er nødt til at tænke strukturelt og på fødekæden. Hvis jeg ønsker mig at kunne vælge et talent til ledende stillinger: til at instruere, skrive, spille, producere, sætte lys, lave lyd etc., hvem er der længere nede af fødekæden? Hvem er statist, hvem er birolle, hvem assisterer lysmesteren, kostumen, producenten, hvem er runner? Hvis ikke der er bred repræsentation i alle led af produktionen, så har du heller ikke nogen fødekæde, der kan sikrer mangfoldighed i øverste led!
Man skal som virksomhed og leder se på hele strukturen og spørge sig selv, hvad du kan gøre for at sikre, at det ikke er en lukket klub. Det handler ikke om medmenneskelighed og barmhjertighed. Det handler om at når mange forskellige hjerner og talenter arbejder sammen, bringes det mest originale til verden. Det gælder i kunst og i business!
Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?