Store drømme i Aarhus’ nye YO Studios

Blog

19. august 2015
| Portræt | Selvstændig

Store drømme i Aarhus' nye YO Studios

 

Malene Arvin, stifter af YO studios.

 

Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

Malene Arvin er en kvinde med mange idéer og store drømme, og lige for tiden har hun rigtig travlt. Hun er nemlig kvinden bag Aarhus' nye yogastudio YO Studios, og  som åbner dørene for første gang til åbningsevent på lørdag! Her fortæller hun lidt om sin passion for dans og bevægelse, sine ambitioner med den nystartede virksomhed og om den uundværlige støtte fra familie og venner.

Hvad er din baggrund og hvorfor starter du YO Studio?

Jeg er vist en type af Malene’r, der altid har haft travlt med at komme ud over stepperne. Lysten til at få ting til at ske, drive noget og være min egen lykkes smed startede tidligt. Samtidig har tanken om at passe ind i rammerne på en almindelig 8-16 arbejdsplads altid været lige så fjern, som at drive tiden på sofaen dag ud og dag ind.

Jeg er opvokset på Djursland, men har siden jeg var 17 boet i Aarhus. Min største passion er moderne dans. Jeg blev færdiguddannet danser fra Dansestudiet i Aarhus i 2008. Ret hurtigt blev det klart for mig, at jeg ikke skulle leve som professionel danser, men i stedet ønskede at bruge dansen i undervisningsregi. Jeg ønskede at kombinere min dansekunnen med noget andet, og valgte yoga. I  Indien tog jeg 200 timers Ashtanga uddannelse, og siden 2010 har jeg undervist i yoga, først for andre virksomheder og siden for mig selv.

Min store interesse for kroppen, for sundhed og for et stærkt og harmonisk sind førte til, at jeg også begyndte at arbejde som personlig træner. De forløb jeg indtil nu har haft med seje mennesker, der ønskede at blive sundere og stærkere har været noget af det mest berigende i mit liv. Jeg er vild med at deltage på en sådan rejse og udvikling for et andet menneske!

Siden 2010 har jeg altså undervist ved siden af en HF på VUC, rejser, arbejde på en efterskole og det sidste år, studie på Danmarks Journalisthøjskole. For godt et år siden besluttede jeg så, i samråd med min største støtte og kærlighed Jacob, at åbne eget studio. And here I am. Vi åbner på lørdag!

 

Kan du fortælle lidt mere om studiet?

YO STUDIOS er mere og meget andet end et yogastudio. Det er et træningsstudio, der samler på sunde og stærke mennesker. Jeg har altid vidst, at den dag jeg selv åbnede et sted, skulle der ikke kun tilbydes en ting. Yoga er fantastisk, men det kan i min verden ikke stå alene.

Generelt tror jeg på variation i træning. Derfor tilbyder YO STUDIOS Yoga, men også pilates, barre træning, styrketræning og personlig træning. Og selvfølgelig YO WEAR, en shop med eksklusivt og anderledes træningstøj og udstyr. Det er da efterhånden ved at være lidt brugt, at iføre sig mainstream Nike tights og tage på Stram Op hold i Fitness World!? 😉

Jeg mener at Aarhus mangler YO STUDIOS. Et centralt beliggende studio, der tilbyder mange forskellige hold. Et studio der er åbent for alle, mænd og kvinder, unge og gamle, nye og erfarne, og dem der ikke har mange hundrede kroner at spendere på træning. Det vigtigste for mig er at gøre træningen tilgængelig for alle. Alle skal føle sig velkomne, og alle skal have råd til at komme hos os. Det er nok der, vi adskiller os mest fra andre på ’markedet’- vi tilbyder høj kvalitet på alle hold, men til virkelig fornuftige priser. Studerende kan træne frit hos os for 275 kr. I måneden!

 

Det sværeste har været at nå frem til erkendelsen af, at jeg er kompetent nok. At jeg er god nok, til det jeg vil.

Hvordan føles det at YO STUDIO endelig bliver en realitet, og hvad har været det mest udfordrende i processen?

Pyh, jamen det er sgu for vildt! Det sidste år er gået så stærkt, at jeg virkelig øver mig i at stoppe op og ’være’ så ofte som muligt. Jeg er blevet mor for første gang i juni måned, og det er det største, der er sket. Det afslører nok også, at timingen for projekt selvstændig ikke er den bedste. Men det skal nok gå! Og jeg glæder mig simpelthen bare så meget.

Lysten og drømmene driver meget, men der skal sgu en stor portion arbejdsomhed, viden og forretningssans til at sejle projektet hjem. Man vågner jo ikke bare op en dag og siger: ”Jeg har lyst til at åbne et studio”, hvorefter man får det til at ske. Der har været så meget forberedelse det sidste halve år. Jeg har tænkt et par gange, bliver vi nogensinde klar? Nu er vi klar. Og jeg ved, at jeg er god nok. Det er skræmmende, spændende, nervepirrende og helt vildt at sige højt. Men man er nødt til at drømme stort og sætte barren rigtig rigtig højt, hvis man gerne vil lykkes. Og det vil jeg!

Hvad får dig til at blive ved på dage, hvor det er hårdt eller der er modgang?

Jeg tænker tilbage på der, hvor det hele startede. Hvor jeg stod på et dansegulv, og bevægede mig til musik. Jeg finder ind til kernen af min passion, og husker på hvor privilegeret jeg er og har været. Det giver mig lysten til at forsætte.

Derudover har jeg nogle vanvittigt inspirerende forbilleder i mit liv. Veninder der er startet selv, og som er de sejeste og mest succesfulde iværksættere. Nær familie der altid har levet deres drøm og ikke har ladet modgang stå i vejen. En mor og nogle søskende der altid har været klar på lange samtaler om alt. Og vigtigst af alt har jeg min kæreste Jacob, der er min klippe. Han inspirerer mig, motiverer mig og  giver mig et puf, når jeg trænger til det. Uden ham, var YO STUDIOS aldrig blevet en realitet.

Hvad er dine forhåbninger for fremtiden?

Jeg håber på at lykkes med YO STUDIOS. Den dag jeg møder glade og sunde mennesker i studioet, der nyder at bevæge sig og komme hos os, er jeg lykkes med mit projekt. Selvfølgelig er det også en forretning, der skal køre rundt, men det tror jeg på den gør, den dag folk er glade for være der. Det spredes hurtigt, når der findes steder fyldt med glæde, engagement, udfordringer og muligheder. Det bliver et travlt og hårdt første år. Men mest dejligt.

Hvordan kommer en typisk arbejdsdag til at se ud for dig?

Den nye hverdag starter fra på mandag. Jeg forestiller mig en typisk dag vil starte ved 06 tiden, hvor jeg giver min søn Nor lidt mad, og forhåbentlig  får ham til at sove lidt videre. Herefter åbner jeg computeren og tjekker mail for både YO WEAR og YO STUDIOS. Ved 8-9 tiden lægger jeg Nor i vognen og jogger mod studioet. Her venter en arbejdsdag med planlægning af personlige træningsforløb, hold,  administrativt arbejde (alt det kedelige som også hører til livet som selvstændig) og selvfølgelig leg med Nor al den tid, jeg overhovedet kan finde. Hen på eftermiddagen overtager Jacob på hjemmefronten, hvis ikke han er i møder rundt omkring i den store verden, hvor bedsteforældre så forhåbentlig kan træde til.

Eftermiddage og aftner skal jeg nemlig være i studioet som underviser. To dage i ugen holder jeg fri for aftenundervisning, og der skal Jacob og Nor have al min opmærksomhed. De dage bliver hellige og uden tvivl meget nødvendige. Her skal jeg lade op. Det bliver et travlt og hårdt første år. Men mest dejligt. Det er jeg helt overbevist om, og jeg ser bare frem til at møde en masse dejlige mennesker i YO STUDIOS.

Hvis du vil se YO STUDIOS så er der åbningsevent på lørdag d. 22. august. Se mere her.