Blog
Vi agerer alle efter en bestemt 'Model for Verden'!
Julie Maja Nielsen er Head of Business Development hos den globale virksomhed HR Manager Talent Solutions. Herudover har hun virksomheden JM Advisory, hvor hun skaber fokus på optimering og forbedring af produkter, koncepter og processer for virksomheder. Vi har taget en snak med Julie om netværk, ambitioner og om, hvad det vil sige, at alle agerer efter en bestemt 'Model for Verden'.
Navn: Julie Maja Nielsen
Uddannelsesbaggrund: Serviceøkonom, Bachelor in Innovation & Entrepreneurship, Business Leder Uddannelsen (Business Practitioner of NLP).
Nuværende beskæftigelse: Jeg arbejder i en global virksomhed; HR Manager Talent Solutions som Head of Business Development med fokus på salg, markedsføring og CRM. Jeg optimerer og udvikler nye koncepter inden for alle tre områder, hvor jeg her er ansvarlig for nye tiltag i virksomheden. HR Manager Talent Solutions implementerer, supporterer og udvikler HR- og rekrutteringssystemer.
Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her.
Hvad er det næste skridt, du drømmer om at tage i din karriere:
Jeg har ambitioner om at drive en større afdeling inden for Business Development. Jeg bliver drevet af at være en del af vores moderne samfund, hvor det i dag er vigtigt med konstant fokus på forretningsudvikling – samt at være fleksibel og omstillingsparat. Ved siden af mit fuldtidsjob, er jeg selvstændig i egen virksomhed; JM Advisory, hvor jeg her også ser nødvendigheden i at skabe fokus omkring optimering og forbedring af produkter, koncepter samt processer. Min spidskompetence er, at jeg er skarp i at udvikle innovative koncepter og tiltag, som jeg eksekverer i praksis, implementerer og fuldender med evaluering. Jeg brænder for at udføre mere af dette i min fremtidige karriere!
Hvad er det bedste, der er sket i din karriere indtil videre:
Jeg åbnede min egen café på Skindergade i en alder af 23 år, hvor jeg hurtigt lærte meget om daglig drift - både indenfor ledelse, indkøb, regnskab, salg, markedsføring samt kunderelationer. Dette medførte et bredt netværk samt et tydeligt mod på mit videre karriereforløb. Samtidigt i mit nuværende job i HR Manager Talent Solutions oplever jeg til stadighed en motivation i form af, at jeg danner rammerne for min egen arbejdsdag. Jeg startede som Business Development Manager for snart 3 år siden, hvor jeg blev headhuntet til at skabe og formidle vækst i form af nye tiltag samt konceptudvikling. Med anvendelse af mit energi- og ambitionsniveau kombineret med mine faglige kompetencer, er jeg nu ansvarlig for vores koncept- og udviklingsstrategi. Mit arbejde spejler sig i, hvem jeg er som person.
For mig handler det om at tage udgangspunkt i mig som individ - et solidt og stærkt selvværd kombineret med en vilje til aktivt at handle bevidst og løsningsorienteret.
Hvad danner grundlag for dit ambitionsniveau:
Fokus på udvikling i både forretningsmæssige- og personlige sammenhænge er vigtige elementer for mig i min bevidsthed. Ved at udvikle mig i takt med det moderne og udviklingsfokuserede samfund, øges mine forudsætninger for at kunne udføre og opnå mine ambitioner. For mig handler det om at tage udgangspunkt i mig som individ - et solidt og stærkt selvværd kombineret med en vilje til aktivt at handle bevidst og løsningsorienteret. Dybde er en af mine nøglekompetencer, hvor jeg har et fokuseret mål for min personlige udvikling i at handle bevidst i mine valg og tiltag. Hver morgen er for mig positiv, hvor jeg her bevidst starter med at motivere mig selv omkring dagens planlægning og -indhold. Jeg lever sundt, har god energi, er viljestærk og har troen på og i mig selv!
Hvad er grundlæggende for dig som person:
Jeg har gennem årene arbejdet tæt med coaching, ledelse, adfærdskommunikation og selvbevidsthed. Jeg arbejder gennem simple teknikker ved at bidrage samt skabe mulighed for positiv forandring hos den enkelte – heraf skabes bevidstheden omkring tanke- og sprogmønstre. Her kan en øget bevidsthed påvirke og omdanne den ønskede tilstand ved at fokusere på, hvordan den positive forandring kan opnås. Jeg lever ud fra forskellige ledelsesforudsætninger, og her er et par eksempler:
- ”Min adfærd er ikke min identitet”
- ”Det er mig, der styrer mit sind – og dermed mine resultater”
- ”Respekt for andres ’Model af Verden’”
- ”Enhver situation indeholder flere valgmuligheder”
- ”Der er en positiv hensigt bag enhver adfærd”
Jeg lever i en bevidst tilstand om, at vi alle oplever en ’Model af Verden’. Vi mennesker oplever ikke verden, som den er, da vi igennem udefrakommende information som enkelt individ har et filter af sanser, erindringer, værdier, overbevisninger og fysisk tilstand. Vores sind udelader, generaliserer og forvrænger dét, vi ser, hører, føler, smager og lugter. Vi filtrerer den ydre verden til vores indre ’Model af Verden’. Alle disse grundprincipper har givet mig indsigt samt forståelse og empati for mine medmennesker.
Jeg anvender min sanser, så jeg ikke længere ubevidst ”fornemmer”, men specifikt iagttager, lytter og er bevidst om, hvad jeg ser og hører.
Hvordan skaber du et bredt netværk:
Jeg har altid prioriteret hvert individ seriøst og troværdigt - kollegaer, kunder, venner som familie! Igennem min personlige udvikling, er jeg blevet bevidst om, hvor stærkt et værktøj, det er at kunne henvende sig til andre på en tillidsfuld samt loyal måde. Min evne til at kalibrere er en stor del af min bevidste adfærd, og kalibrering betyder finindstilling af vores evne til at observere og genkende egne og andre personers forskellige sindsstemninger – faktisk ved at være opmærksomme på ændringer i vores nonverbale adfærd.
Jeg anvender min sanser, så jeg ikke længere ubevidst ”fornemmer”, men specifikt iagttager, lytter og er bevidst om, hvad jeg ser og hører. Jeg kan bl.a. kalibrere på øjenbevægelser, hænderne, talehastighed, stemmens toneleje og åndedrættet.
Individets sammenbygning udsprunget fra arv og miljø i takt med forståelsen omkring, at vi alle ser en ’Model af Verden’, medfører en accept og respekt af andres holdninger, meninger samt følelser. I min dagligdag oplever jeg en anerkendelse omkring mig og min tilgang til mine medmennesker.
Hvad er netværk for dig:
Netværk er alt for mig. Mit netværk er mit arbejde, min hverdag, min fortid samt min fremtid! Mit netværk samler verden omkring mig og er med til at skabe dét, jeg har ambitioner om for mit liv. Netværk medfører en vis form for viden samt fokus på mine personlige relationer i alle sammenhænge. Hvis du har ambitioner og vil fremad, er netværk dit guld!
Hvorfor har du tilmeldt dig Ladies First netværksforløbet i KBH:
Jeg tilmeldte mig netværksforløbet, fordi jeg netværker meget – hvorefter jeg tilmeldte mig for at afprøve dette forløb. Tidligere har jeg forsøgt mig i forskellige netværksarrangementer, men her ender jeg oftest med at finde det trivielt og kedeligt. Tiden for mig skal prioriteres og anvendes med omhug i bevidsthed omkring, hvad der giver mig energi. Det har indtil videre været en positiv oplevelse med Ladies First.