Derfor skal du vise dine skitser frem

Blog

26. februar 2018
| Selvstændig

Derfor skal du vise dine skitser frem

Flere hoveder tænker bedre end ét - og flere øjne ser åbenbart fluer og æggestokke, når jeg ser en smuk, håndtegnet krusedulle af en bog. Jeg er ved at fortælle dig historien om en øjenåbner jeg fik så sent som i fredags. Jeg er midt i en relativt angstprovokerende fase af mit lille iværksætterprojekt, som jeg driver ved siden af Ladies First. Forlaget Fortæl er nemlig ved at tage de første små og lidt forsigtige skridt ud i offentligheden, og indlægget her handler om udviklingen af et logo.
Ladies First Maria Leerbeck Partner

Foto: Maria Leerbeck

Jeg ved faktisk ikke om vi er landet på noget endeligt, men vi er i hvert fald enige om, hvad det ikke skal ligne. Æggestokke.

Og min pointe kan jeg lige så godt afsløre med det samme;

Alliér dig med nogen, og vis dine skitser frem så tidligt som muligt.

Mange af os er så bange for at udstille os selv, at vi venter med at vise vores projekter og idéer og virksomheder frem for verden, indtil det er helt perfekt. Det er der kun ét problem i, og det er at vi aldrig bliver klar til at vise noget som helst frem. Og hvis vi endelig gør, så er vi så er vi blinde og sårbare, og slet ikke i stand til at høre responsen fra vores målgruppe.

Det var pointen - men nu til historien om æggestokkene... (som i øvrigt kan ses nederst i indlægget!)
Mette (min forretningspartner) og jeg sad i et sommerhus i torsdags og blev enige om at vi også hellere måtte få kigget ordentligt på det der logo. Lige nu har vi et 'midlertidigt' logo, hvor der står "fortæl" i en lidt snørklet mørkeblå skrift på en sart rosa baggrund.

Vi sætter os ned og kigger på skrifttyper, og leder særligt efter flotte F'er, da det føltes som et ret centralt bogstav i vores virksomhedsnavn Forlaget Fortæl. Det er da et sted at starte.

Et meget sirligt snørklet "f" dukker op (skrifttypen hedder Homemade Apple, hvis nogen er nysgerrige), og jeg forelsker mig. Hvorefter jeg opdager, at hvis man lægger det ned, så ligner det faktisk en åben bog. Det må næsten være et kald fra himlen? Jeg må i hvert fald indrømme, at det føltes næsten som om at det hele gik op i en højere enhed.

Mette virker mindre overbevist, og kan bedre li' det midlertidige logo. Men jeg er ret opsat på at vi er nødt til at have et "rigtigt" logo. Det andet var jo bare midlertidigt, og det skal jo være professionelt.

Vi bliver enige om at lave en sort/hvid version af begge logoer og sende dem til en håndfuld udvalgte kvinder. Både sociale og professionelle relationer og alle kvinder der potentielt set kunne være vores målgruppe - bl.a. nuværende og tidligere forretningspartnere og Anne Pernille Fischer, som har coachet os lidt omkring kundetyper og kommunikation. Og så spørger vi bare hvad de tænker. Uden dybere forklaring.

Nå, men det var de der æggestokke vi kom fra...
Jeg regnede ikke med at få nogen banebrydende feedback, men nok at nogle ville foretrække det ene og nogle det andet (ligesom mig og Mette), og så ville vi tage det med i overvejelserne, selvfølgelig og få hjælp til at vælge.

Men dommen var ret utvetydig, og den faldt allerede i løbet af fredag. Ikke bare sådan "jeg synes den ene er pænere end den anden"-agtig, men alle var enige i at det første (midlertidige, men måske nu endelige?) logo var bedst. Det andet blev beskrevet i følgende vendinger:

  • "det er uhyggeligt"
  • "det ligner æggestokke. Eller en møl."
  • "illustrator-disaster"

P.S. Tak for ærligheden, i øvrigt - I ved, hvem I er 😉

Først tænkte jeg lidt av og lidt øv. Og fik behov for at "undskylde" det totalt fejlede logo-forslag med min historie om et f, der var blevet til en bog. Mit smukke f.

Men lige bagefter fik jeg rigtig meget en øjenåbner. For tænk, hvis det ikke bare havde været en skitse.

Tænk, hvis vi var gået længere ned af den vej, og havde brugt mange timer på at lave det færdigt. Puslet med det, og lanceret det. Og det var gået i vasken, (blandt andet) fordi den visuelle profil på ingen måde udtrykker dét, som vi gerne vil stå for. Fortællinger, fordybelse og relationer. Ret langt fra æggestokke og møl. Og forhåbentligt det modsatte af uhyggeligt.

Så vi holder nok fast i det midlertidige tekst-logo lidt endnu - og så må vi se om det helt rette ikon dukker op en dag.

Og bare fordi jeg altså er lidt nostalgisk for tiden, så får I her lige et gammelt afrikansk ordsprog med på vejen.

If you want to go fast - go alone.
If you want to go far - go together.

P.S. Hvis du mangler sådan en gruppe inspirerende mennesker, du kan bruge som professionelt heppekor/sparring, og til at give dig et kærligt puf bagi til at vise verden dine ufærdige projekter, så kan du stadig nå at hoppe med på et netværksforløb, hvis du tilmelder dig senest onsdag 28. februarhttps://ladiesfirst.simplero.com/