Blog
Stating the obvious
Paneldebatten til Female Founders
"Der er ikke nogen der har umuliggjort at en kvinde kan gå ind på virk.dk og oprette et CVR-nummer." Sådan startede paneldebatten i onsdags til Female Founders Konferencen i Kuppelsalen hos Danske Bank. Manden bag ordene var den eneste mand i panelet, og sandsynligvis nok også castet til netop at sætte gang i debatten. Han hedder Toke Kruse, og jeg må give ham ret. Det er en fuldstændig korrekt observation (stating the obvious), men også en observation, der er på grænsen til at være ret ligegyldig, hvis man spørger mig. Og det var der jo faktisk nogen der havde gjort. Altså spurgt mig. Det var godt nok ikke Toke, men dem der stod bag konferencen havde jo inviteret mig med i panelet, så lad os lige runde konferencen, inden vi går igang med selve debatten.
Konferencen Female Founder 2018 med undertitlen 'Kickstarting female potential', var initieret af Dansk Iværksætter Forening i samarbejde med Danske Bank og PwC. I invitationen stod der bl.a.:
Undersøgelser viser, at når en kvinde står bag en startup, bliver der skabt 63% højere værdi, end hvis en mand er i front. Så hvorfor er det kun en fjerdedel af danske virksomheder, der har en kvinde bag?
I Danmark alene er antallet af kvindelige iværksættere faldet fra 34 % i 2011 til 25 % i 2017, og udviklingen kalder på en undersøgelse af de nuværende strukturer inden for iværksætteri.
Der er lige så lidt der forhindrer en kvinde i at oprette et CVR-nummer på virk.dk, som der er ting, der fysisk forhindrer en mand i at holde 3 måneders barsel med sit barn.
Men faktum er bare, at virkelig få kvinder opretter CVR-numre og virkelig få mænd holder barsel. I 2018, that is.
Og hvorfor er det så et problem? Fordi vi som samfund går glip af et stort potentiale. Vi går glip af den gevinst vi VED, der er ved diversitet, og vi går glip af 50 % af vores (i øvrigt yderst veluddannede) talentmasse. Men også fordi vi gennem iværksætteri skal skabe løsninger for hele vores samfund. Og det har vi brug for repræsentanter fra hele vores samfund til at bidrage til. Og mænds barsel er ikke bare et tilfældigt mod-eksempel jeg har hevet ud af ærmet, for jeg tror faktisk at de to ting hænger ret meget sammen. Men det er en helt anden snak.
Min pointe er bare, at vi er nødt til at stoppe med at tale om "mænd" og "kvinder" og i stedet tale om, hvad der er i samfundets og vores fælles interesse. Og der vil helt sikkert være nogen der mener, at man skal lade markedskræfterne bestemme - som vi jo gør det idag.
Men havde markedskræfterne fået lov at bestemme, så havde vi alle sammen kørt rundt i biler uden seler med en smøg i kæften og en smartphone ved øret. Det er ikke alting, der bare løser sig selv.
Fra naturens side er vi mennesker nemlig forbandet dovne. Og det er smart, for sådan finder vi motivationen til at skabe nemme og smarte løsninger, og det har vi som samfund (også) brug for. Men vi har altså også brug for at blive udfordret og mindet om vores dårlige vaner, og i nogle situationer (som eks. rygning, seler, barsel og kvinder i iværksætteri) er vi nødt til at ændre på rammerne, hvis vi vil have et andet resultat end det, vi har idag. Og én af de dårlige vaner vi mennesker har, er at vi har en tendens til at mænge os med folk, der ligner os selv.
Og lad os så for søren tale om, hvordan vi kan gøre billedet lidt mere nuanceret i stedet for at blive ved med at tale om, at kvinder og mænd har lige muligheder for at trykke på en knap. Det er uinteressant og vi kommer ikke videre.
Stay tuned. Jeg tror ikke jeg er helt færdig med dén debat endnu.
//
Maria Leerbeck
Partner i Ladies First
Stifter af Forlaget Fortæl