Spørger du folk, der møder mig første gang, vil de nok sige, at jeg er en glad, udadvendt kvinde med en fantastisk optimisme, energi og drive. Lærer de mig lidt bedre at kende, vil de nok fastholde deres billede af mig - og tilføje at jeg også er reflekteret og eftertænksom ind i mellem.

Ser du mig i dag, vil du nok i midlertid sige noget helt andet. For i dag er jeg bekymret. Virkelig bekymret.

Jeg er bekymret ikke bare på mine egne vegne, men virkelig på Danmarks vegne. Det lyder måske lidt stort og lidt flot. Men det ændrer ikke ved, at jeg er bekymret.

 

Det startede ellers så godt. Vi havde klaret både 2012 og 2013 rigtig flot. I 2012 havde jeg været alene. I 2013 havde jeg fået en række folk ind, der skulle hjælpe med kommunikation og salg til kunderne.

 

Min plan var helt klar: Stille og roligt, at arbejde på at få mine medarbejdere i front, så jeg ikke selv længere skulle stå på podiet dag ud og ind. Fordi det er opslidende i længden. Fordi jeg har gjort det længe. Og fordi jeg gerne vil bruge mine kompetencer til mange andre ting, f.eks. mere 1:1 sparring, ledelsessparring, ledelsescoaching og bestyrelsesarbejde. Alle de steder, hvor jeg synes, jeg har nogle rigtig gode erfaringer at bidrage med. Så jeg havde en plan. Vi havde en plan i PE3A BusinessAntropologi.  En vækstplan. En plan for, hvordan vi skulle have ansat de første medarbejdere. Dem der, indtil nu, havde været hyret ind som eksterne konsulenter eller praktikanter skulle nu ansættes. Vi havde planlagt efteruddannelse af medarbejderne, så de kunne levere forskellige konkrete ydelser ude hos kunderne. Kulturoceanet - et brætspil, hvor medarbejderne bliver bevidste om den kultur, der er i virksomheden (Læs mere om det her). DiSC-certificeringer, så medarbejderne kunne lave DiSC-personprofiler. (Læs om dem her). Vi var klar. Havde en klar plan.

 

Men så væltede det. Stille og roligt. Det startede med, at et par kunder i starten af året ikke betalte deres regninger. Store kunder. Der ikke har problemer med likviditeten. De var bare ikke enige i vores kontrakt. Jeg var dog ikke bekymret der. Kontaktede banken. Bad om en øget kassekredit. Tænkte, at det var en formsag, fordi vi havde vist vækst i omsætningen i 2013. Og havde en god og klar plan.

 

Så mistede vi en større opgave. Sådan en til 150.000 kr. Og kunne stadig ikke få pengene fra de dårlige betalere ind i kassen. Likviditeten begyndte at snævre til. Jeg måtte i gang med jonglere med betalingerne. Nogle leverandører måtte vente længere på at få deres betaling end andre. Jeg ventede på banken. I tålmodighed. Havde stadig svært ved at forestille mig, at det ville blive et stort problem at få en øget kassekredit. Når de kunne se, at vi faktisk havde klaret os ret godt de to første år. Naivt. Men jeg tænkte vel, at banken også kunne se det.

 

Mine medarbejdere arbejdede støt videre. Eller det troede jeg, de gjorde. Troede de arbejdede på at få kunder i kassen. Sådan som jeg havde bedt dem om. Og sådan som jeg spurgte til hver gang, vi havde møder.

 

Den manglende likviditet gik ud over den ene medarbejder, der arbejdede som ekstern konsulent og som skulle til at ansættes fast. Han var selvfølgelig ikke tilfreds. Jeg forsøgte at forsikre ham om, at jeg arbejdede som en besat på at få løst problemet: At få øget kassekreditten, så han kunne få sine penge. For vi ventede stadig på en endelig afgørelse i banken. De udtrykte hele tiden at de ville hjælpe. Men understregede også, at de syntes, situationen var meget alvorlig. De lignede et begravelsesoptog, når jeg mødtes med dem.

I Politiken slår sociologiprofessor Martin D. Munk fast at: "Danmark er blevet et stordriftssamfund, der satser på lønmodtagere i store virksomheder og kolossale velfærdsstatsinstitutioner, mens selvstændighedskulturen er trådt fuldstændigt ned." (link til artikel).

 

Det overrasker mig ikke, for jeg har tidligere blogget om, at man ikke nødvendigvis bliver mødt af roser og anerkendende klap på skulderen, når man er iværksætter. Det blogindlæg kan du læse lige her.

 

Så artikel i Politiken er som sådan ikke overraskende, men trods det meget meget bekymrende. Og faktisk ikke kun for Danmark som helhed. Også for os, der drives af iværksætteriet. Os der kan skabe nye arbejdspladser. Kan skubbe væksttoget i gang, hvis man lytter til andre røster i debatten. For vi er afhængige af, at vores ideer får en bane at spille på. At der bliver truffet de rigtige beslutninger. Ikke for banken. Ikke for revisoren. Eller advokaten. Men for virksomheden.

 

I mit eget eksempel skete der kort og godt følgende: Efter flere ugers snak frem og tilbage med banken, var jeg så presset på likviditet, at jeg bad banken om helt undtagelsesvist at udbetale honoraret til den eksterne konsulent, som gennem et år havde været i gang med at opbygge min forretning. Han skulle have sine penge, havde han ladet mig fortælle - ellers så han sig ikke længere som en del af virksomheden. Banken mente, at han måtte forstå situationen og vente. At han jo nok var afhængig af indtægten, og at hans udsagn derfor nok bare var en tom trussel. Det var det ikke.

 

Så mens jeg sad i Barcelona og gjorde klar til at holde strategiseminar med ham og hans kolleger indgav han sin opsigelse. Det blev selvsagt et lidt andet strategiseminar end forventet. Du kan læse mere om det her. Umiddelbart gik det over al forventning, da hans kolleger fik beskeden. Men efter nogle dage spredte nervøsiteten sig til de øvrige medarbejdere. Efter en uge måtte vi holde et krisemøde. Medarbejderne gjorde opmærksom på, at de ikke kunne sove, at de var meget nervøse, og at de var nervøse over, at jeg ikke var nervøs. Det var jeg ikke, både fordi jeg er som jeg er - og fordi jeg hele tiden har tænkt at strategien var den rigtige. At vi var i fuld gang med at lykkes med en række ting. Ting der villle skaffe de nødvendige kunder i butikken.

 

Som en del af hele snakken med banken, havde jeg selvfølgelig været i gang med at lægge budgetter. Og havde i den forbindelse trykket medarbejderne ret meget på maven. Mere end de brød sig om. De reagerede på hver deres måde. Det kan du læse lidt mere om i mit blogindlæg om forskellige personprofiler her. Men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at de ikke syntes, det var fedt at skulle levere den omsætning, jeg bad dem om. For de havde umiddelbart hver deres grund til, at de ikke mente det kunne lykkes.

 

Efter vores krisemøde sagde yderligere en medarbejder op. En anden meldte sig klar til kamp, men med en række forbehold. Og en meldte pas på at varetage en relativt nem opgave, der lå lige for. En opgave, vi skulle have dækket ind efter én af de medarbejdere, vi havde mistet. Jeg havde altså et behov for, at der blev "rykket sammen på bænken". Det blev der ikke. Ihvertfald var det på ingen måde den oplevelse jeg fik. Og det gav mig en mavefornemmelse af, at jeg måtte satse anderledes.

 

Et par uger senere kom der yderligere et krav om mere i løn. Fra samme medarbejder. Og der tog jeg den endelig beslutning. Der handlede jeg på den fornemmelse jeg havde haft længe: At jeg ikke skulle have den type medarbejdere mere. At jeg skulle redefinere, hvad det egentlig var, jeg gerne ville. Fordi min plan om at få de unge medarbejdere i front til at trække læsset ikke så ud til at lykkes. Og at jeg ikke følte, at der var den nødvendige forståelse for vores situation, hverken i banken, hos revisoren eller blandt mine medarbejdere. Der var kort sagt mere lønmodtagerånd end der var iværksætter-fighterånd.

 

Mine medarbejdere var også smittede med lønmodtagerånden!

Og det var faktisk det værste i alt det her. Og stadig grunden til min bekymring i dag.

 

At deres forståelse af situationen var som den var. At de hver især i deres rolle ikke så mere ansvar. Mere lyst og evne til at "rykke sammen på bænken". Ikke så det store billede. Og ikke så, hvordan de hver især var vigtige ind i det billede - den forståelse var der ikke. Den havde jeg som leder og virksomhedsejer ikke været i stand til at give dem. Hverken internt eller eksternt.

 

Jeg havde simpelthen ikke gjort det tydeligt for dem, hvor vigtigt de hver især var med deres beslutninger for at vi kunne fortsætte virksomhedens vækst, sådan som vi havde planlagt det - og dermed i sidste ende sikre deres arbejdspladser.

 

Min bank vurderede, at min eksterne konsulent, der måske var min vigtigste ressource, måtte vente på sine penge på trods af, at han havde sagt, at han ikke ville det. Min revisor vurderede, at det var bedre at betale en ordinær opkrævning fra Skat fremfor at udbetale pengene til min eksterne konsulent. Min eksterne konsulent vurderede, at han ikke kunne være med i foretagendet længere. Mine øvrige medarbejdere blev i tvivl om de kunne klare presset, om de havde kompetencerne til at løfte salgsopgaven etc. Osv. osv.

 

Min pointe er, at der måske i virkeligheden er noget om citatet fra Politiken:

"Katastrofen er, at den enkelte ikke længere føler et ansvar for at skabe sit eget job".

 

Altså, at hver især ikke så, at den her beslutning faktisk kom til at betyde, at vi ikke skaber den vækst, jeg havde regnet med at skulle bidrage med i år.