3 hurtige: Zinnini Elkington

Blog

11. maj 2017
| Selvstændig

3 hurtige: Zinnini Elkington

Den 31. maj holder vi forårets sidste Ladies:Meet, med titlen: Dyrk diversiteten, hvor du blandt andet kan møde Zinnini Elkington. Zinnini har netop haft sin instruktørdebut med filmen "Regnbuepiger", og blandede sig for nylig i diversitets-debatten med dette indlæg i filmmagasinet EKKO. Vi glæder os rigtig meget til at høre, hvad hun har på hjerte d. 31. maj og tager hul på glæderne med 3 hurtige spørgsmål: 

 

Zinnini Elkington

Hvordan oplever du at manglende diversitet har betydning for arbejdsmiljøet/arbejdsglæden i din branche?
De mest dynamiske og velfungerende filmset jeg har været på, er uden tvivl dem, hvor der er en ligelig fordeling mellem kønnene. Filmoptagelser er på mange måder en praktisk teknisk diciplin, et slags håndværkerfag - du arbejder mange timer og det er fysisk krævende. Jeg elsker den praktiske side af at lave film, men hvis du er den eneste kvinde på set, så tipper energien og bliver destruktiv macho. Tonen bliver hårdere, der bliver flere magtkampe og hvis der er problemer, er der ikke plads til at sige dem højt så de kan blive løst.

Der kommer balance i energien, jo tættere man er på 50/50, og det smitter uden tvivl af på arbejdsglæden for alle.

Hvad kan virksomheder gøre, for at få større diversitet blandt de ansatte?
Jeg tror på at åbenhed og at artikulere mål er vejen frem. Virksomheder skal turde se sig selv og sine medarbejdere igennem med kritiske briller. Ligner vi alle sammen hinanden og hvorfor gør vi det? Det handler om at få de umiddelbare og ubevidste valg frem i lyset, og så tage bevidste valg i den anden retning.
På 'Regnbuepiger' lavede vi en bevidst indsats om at få flere kvinder på de tekniske poster, fordi det var vigtigt for mig at vise de mange unge kvindelige medvirkende, at kvinder kan være mere end dem der står foran kameraet.

Med en bevidst indsats endte vi på en 50/50 fordeling på hele holdet. Det lagde de unge piger mærke til, og det skabte en god energi på set. Det var fedt.

Hvilke tips og råd vil du give til kvinder der enten overvejer at starte eller allerede er ansat i virksomheder med manglende diversitet?
Du skal da bare springe ud i det. Man virker måske lidt som den eksotiske fisk til at starte med - men det er ikke ensbetydende med at folk ikke respekterer ens evner  Hvis man allerede befinder sig i en virksomhed med manglende diversitet, så sæt fokus på det hver gang der byder sig en mulighed. Det er som regel en vanetækning der skal rystes lidt op i.

Fordelene ved diversitet er simpelthen så åbenlyse og veldokumenterede, så du har altid argumenterne på din side og dermed intet at frygte, hvis du bringer det på banen.