”Det giver så meget mening!”: Rikke forenede arbejdsliv og personlige værdier

Blog

4. oktober 2018
| Portræt | Selvstændig

”Det giver så meget mening!”: Rikke forenede arbejdsliv og personlige værdier

Hvis du var med til det seneste Ladies:Meet hos Sinnerup i Aarhus, kan du sikkert huske Rikke Ullersteds inspirerende oplæg om en karriere præget af mange interesser, at have iværksætterblod i årerne, og at gå efter det, man allerhelst vil. Rikke droppede pilotuddannelsen og blev i stedet industriel designer fra Arkitektskolen i Århus. Fra 2004 stod hun bag designvirksomheden Made by Makers, men i maj 2017 sadlede hun om til en, på flere måder, mere bæredygtig/gennemtænkt tilværelse, da hun startede Makers and Explorers.

 

Rikke Ullersteds

”Der er en meningsfuldhed, der gennemsyrer det hele,” fortæller Rikke om sin nye virksomhed. Hun arbejder stadig med design, men der er en ny ansvarlighedstanke, som Rikke ikke tidligere har haft med i sit arbejdsliv.

 

Flere former for ansvarlighed
Selvom hun havde succes med Made by Makers, var Rikke til sidst nødt til at træde ud af virksomheden og skabe en ny med et andet værdisæt. ”Det skulle geares og skrues sammen anderledes,” siger hun og fortæller, at oplevelsen har ændret hendes syn på forretningsvisioner og ens private værdier.

 

Man taler meget om hvem man er på arbejde og hvem man er privat. Det der giver os stress i arbejdslivet er blandt andet at løbe stærkt efter et mål vi ikke kan mærke. Men hvis dit eget værdisæt og dit “arbejds værdisæt” ligger tættere på hinanden, vil tætte dage på jobbet sætte sig anderledes i din krop.

Det var ikke kun omtanke for sin egen mentale velvære, der fik Rikke til at starte Makers and Explorers. Der er også et miljømæssigt og socialt ansvarligt fokus i virksomheden. Efter Rikkes mening er der helt klart plads til flere designvirksomheder, der tænker bæredygtighed ind i deres forretning.

”Altså, der skal bare ikke spyttes flere kopper og reoler ud til os som forbrugere. Jeg har fået nok af ting” siger hun og tilføjer, at vi skal have mulighed for at købe ansvarligt produceret interiør uden at gå på kompromis med æstetikken.

 

Smukt genbrug og en social supply chain
I Makers and Explorers fordeles tid og kræfter 50-50. Den ene halvdel bruges på design samarbejder med større virksomheder. Den anden halvdel bruger teamet på at starte nye virksomheder op, og på at samarbejde med andre iværksættere.

”Vi arbejder også med start ups, der kommer ind ad vores dør og har brug for sparring og samarbejde på forretningsudvikling og på produktudvikling,” siger Rikke. Til gengæld for assistancen modtager Makers and Explorers anparter i virksomheden – hvis det giver mening for begge parter.

Den første start up, der er sprunget ud af teamet bag Makers and Explorers, er Peace Of. Virksomheden designer interiør ud fra en bæredygtig tankegang.

”Det opstod ud fra en tanke om det nære, det regulære og det ansvarlige - både produktet som interiør, men også en supply chain, som er ansvarlig og nær,” fortæller Rikke, og understreger, at designet også skal være smukt.

Det er æstetikken, der skal på førstepladsen. Derefter skal det være ansvarligt produceret. Det skal alt sammen være til stede, men det bliver nødt til at være smukt. Vi bliver nødt til at flytte reuse og recycling væk fra den hæklede grydelap, for der skal også kunne laves noget god forretning på det.

I produktionen af interiør produkter benytter Peace Of et værksted, hvor der arbejder borgere med psykiske problemer. Det er en stor del af hele idéen bag virksomheden.

”En ansvarlig supply chain er så vigtig. At der bliver taget ansvar for nogle mennesker, at det skaber værdi i nogle menneskers liv - og at vi genbruger ressourcer.”, siger Rikke. ”Det giver så meget mening at gøre det, og derefter tilrettelægge resten af forretningen efter det.”

 

Hvor skal man prioritere?
Når man har nogle idealer, man gerne vil leve op til, er der som regel andre ting, man er nødt til at gå på kompromis med. Således er der også punkter, hvor teamet fra Peace Of har måttet prioritere, for eksempel for at tilpasse produktdesignet til værkstedets formåen.

Rikke ser dog ikke på det som et kompromis. ”Vi har jo designet produkterne sideløbende med forretningsstrategien og forretningsansvaret. Så de 3 ben er udviklet sideløbende. Vi har hele tiden haft en dialog med dem (værkstedet, red.) om kompleksitet, formåen, maskiner og alt sådan noget.”

En anden konsekvens af den bæredygtige tankegang hos Peace Of er, at der kan gå længere tid end normalt før man får sin vare. ”Leveringstiden bliver nødt til at passe til de mennesker, der producerer”, siger Rikke og forklarer, at produktionen også afhænger af, at man kan finde de rigtige genbrugsstumper.

”Det er den måde, man køber ind på i vores butik - når du bestiller et produkt her, så vil der gå 3-4 uger før du får det leveret, hvis det ikke er på lager. Og vi bliver kun lagerførende i perioder. Men ellers bliver det produceret når det bliver produceret.” Rikke er ikke bange for, at det vil afskrække kunderne, så længe de er godt oplyste om processen. ”Det har vi i hvert fald ikke hørt noget til indtil videre,” siger hun.

 

Flyt dig – tag ansvar for at være glad
”Jeg er ikke i tvivl om, hvad meningen er med at gå på arbejde. Og jeg synes det er enormt tilfredsstillende og ret simpelt at manøvrere efter,” siger Rikke og fortæller, at man får en særlig mental ro, når værdisættet på ens arbejde stemmer overens med ens personlige værdier ”Det er ikke kun meningen i forhold til ressourcer og miljø, men også relationer mellem mennesker - at anerkende, at det for mig er enormt vigtigt.”

Forskellen kan Rikke mærke ”Jeg var ikke tro mod mine egne værdier og min egen energi. Så jeg blev faktisk nødt til at flytte mig, kunne jeg mærke – jeg brændte ikke for den rejse vi skulle på” siger hun.

Jeg troede faktisk en overgang, at det var mit eget fag, jeg havde mistet interessen for. For jeg kunne mærke, at jeg ikke havde lyst. Den jakke, jeg gik rundt med, den passede bare dårligt.

Selv om Rikke efterspørger et mere ansvarligt forretningsdesign hos flere virksomheder, vil hun ikke være efter dem, der ikke gør ligesom Makers and Explorers.

”Jeg vil ikke dunke folk i hovedet og sige, at de skal have dårlig samvittighed,” siger Rikke.

Jeg tror også, at man bliver nødt til at komme derhen helt naturligt. Der er nogle indre linjer i en selv, man skal have gjort op med. Hvad er vigtigt? Og hvornår er det vigtigt, i forhold til at man for eksempel er ved at stifte familie? Hvad er det for nogle kampe, man skal tage? Jeg tror virkelig også det er en timingsting.

 

En inspirerende fremtid
Hvad er så næste skridt for Rikke? Hos Peace Of har de lige ansat en kommunikationsmedarbejder, og der arbejdes på højtryk for at lancere en adventsstage i Piece of Pipes serien. Efterfølgende kommer en række produkter i  en Peace Of Wood serie.

”Tanken er at tage det til den flyvehøjde, vi selv kan, og derefter invitere flere spillere ind. Man skal fokusere, på det man er dygtig til. Vi er helt sikkert dygtige til at opdage potentiale, folde det ud og arbejde det op,” siger Rikke.

Hos Makers and Explorers er der kommet en ny partner. Desuden har de travlt i konsulentdelen af virksomheden, hvor LEGO og Coloplast er nogle af kunderne.

”Det er nogle virksomheder, som selv er ansvarlige. Det er nogle ambitiøse virksomheder, og man lægger jo ikke bare lige deres produktion over på et socialt værksted. Så sammen med dem er det nogle helt andre strategiske designløsninger vi roder med, og som vi kan stå inde for,” siger Rikke.

”De kunder, vi arbejder sammen med, de vil levere noget, som er bedre i stedet for bare mere.”

Det ser ud til, at Makers and Explorers er med til at skabe et opløftende fremtidsperspektiv. I hvert fald fortæller Rikke, at det bæredygtige standpunkt vækker inspiration hos mange.

Vi får godt nok mange uopfordrede ansøgninger og folk, der siger, uh, det hold gad jeg godt at være en del af. Det kan jeg godt mærke.

Læs mere på
www.makersandexplorers.com

Følg Peace of på Instagram:
Peace_of_interior