Blog
Forståelsen af teknologi giver frihed og magten til at skabe noget nyt
Helt fra barndommen har Sara Shafiee, postdoc på DTU Mechanical Engineering, villet forstå, hvordan teknologi virker. Den forståelse giver magt til at skabe noget nyt, og den skaberkraft giver hende en enorm følelse af frihed. Sara er en del af Innowomen.
Sara Shafiee
Ladies First vil skabe og fremvise endnu flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter om arbejdsliv. Dette portræt er af én af de otte iværksættere og forskere i Innovationsfonden initiativ, InnoWomen, der skal komme med input til diversitetspolitik og være synlige rollemodeller for potentielle ansøgere til fondens programmer.
Sara Shafiee har altid interesseret sig for matematik og teknologi.
Jeg har altid godt villet forstå, hvordan teknologi virker. At arbejde med IT giver en enorm følelse af frihed. Når du forstår, hvordan IT-teknologien virker, har du værktøjerne til at skabe næsten alt, du kan forestille dig. Det er ekstremt inspirerende.
Forståelsen af IT-teknologi har jeg brugt i min erhvervs-Ph.D. hos Haldor Topsøe til at løse en udfordring, ingen andre i ingeniørfirmaet var lykkes med før: Udviklingen af et konfigurations-system til at håndtere komplicerede ordrer. Haldor Topsøe laver katalysatorer og reaktorer til fremstilling af kemikalier.
Da Sara Shafiee startede på sin erhvervs-Ph.D. i 2014, tog det flere hold af ingeniører og salgsfolk omkring 10 dage at opstille et tilbud og pris på en løsning til en kunde. I dag indtastes alle oplysninger i Sara Shafiees konfigurationssystem, hvorefter en algoritme i løbet af cirka 10 minutter opstiller et tilbud med pris. Idéen om at lave sådan et system havde virksomheden haft i lang tid, men det var så kompliceret og krævede, at man skulle indhente og kombinerede så mange forskellige oplysninger hos så mange forskellige personer, at ingen havde kastet sig ud i det.
Da Sara kom til Danmark fra Iran i 2014 og blev ansat som forskningsassistent på DTU, var det hendes vejleder Lars Hvam, der foreslog, at hun måske var den rette til at løse den udfordring. Det lykkedes, og i dag har konfigurations-systemet givet besparelser hos Haldor Topsøe på 1,3 millioner kroner.
Piger forstår da ikke IT
Som kvinde er Sara Shafiee en minoritet inden for IT-teknologi. Det gør efter hendes mening, at hun skal gøre mere for at få folk til at tro på hendes evner.
Jeg kan godt mærke, når jeg stiller mig op til en forelæsning, eller da mit projekt blev præsenteret hos Haldor Topsøe, at det ikke er sådan en som mig, folk forventer at se. Jeg har skullet arbejde hårdere for at få folk til at tro på mit projekt og stole på mig.
Hun peger på to ting, som mulig årsag til, at kvinder er så underrepræsenteret inden for hendes fag: Ubevidst går rigtigt mange af os rundt med en idé om, at piger har sværere ved at forstå teknologi og IT. Det lærer vi vores døtre, som bærer den idé med sig. Der er det også vores ansvar som kvinder at tro på, at selvfølgelig kan vi sagtens forstå og gøre karriere på det her område.
Den ubevidste bias i samfundet gør, at vi ubevidst kommer til at forskelsbehandle kvinder -ofte i den bedste mening.
Fordi den netop er skjult, er den ubevidste bias på mange måde sværere at gøre op med end den direkte undertrykkelse af kvinder i en række udviklingslande, som selvfølgelig er meget værre.
Hun har for eksempel oplevet en kvindelig kollega, som kom tilbage fra barsel. Hendes chef havde sørget for, at alle de komplicerede opgaver var blevet lagt hos andre medarbejdere, nu hvor kvinden havde et lille barn derhjemme. Det var selvfølgelig i bedste mening, men bremser jo i virkeligheden hendes karriere.
Efter hendes mening kan vi komme langt i forhold til at nedbryde bias ved for det første at være opmærksom på, at det eksisterer, og for det andet ved at promovere flere rollemodeller: "Under min ph.d. holdt jeg forelæsninger, hvor der vel var 80 procent mænd og 20 procent kvinder. Men efter de forelæsninger fik min vejleder hele fem kvindelige ph.d.-studerende. Det havde han aldrig prøvet før. Og de havde alle sammen hørt mine forelæsninger", fortæller hun.
Sara Shafiee er en af de otte InnoWomen:
Jeg tror på, at diversitet giver bedre forskning og innovation, og jeg tror, at det at have rollemodeller er rigtig vigtigt som led i at få større kønsdiversitet. Derfor er jeg super glad for at være med i det her initiativ.
Sara Shafiee var den ene modtager af Innovationsfondens Erhvervsforsker Priser i 2018.
Sara Shafiees karriere som erhvervsforsker
- Født 1986 i Iran. Kandidat i tekstil-teknologi og ingeniørvidenskab fra Isfahan University of Technology i 2013.
- 2014-2017 Erhvervs-Ph.D. hos Haldor Topsøe.
- Derudover it-projektleder og senior consultant hos Haldor Topsøe.
- 2017-2020 postdoc på DTU Mechanical Engineering.
En del af InnoWomen
I 2018 lancerede Innovationsfonden et nyt initiativ, som skal fremme en bedre kønsbalance inden for iværksætteri og topforskning. Som led i initiativet har fonden nedsat en gruppe på otte kvindelige iværksættere og forskere med tilknytning til fonden. Gruppen har fået navnet InnoWomen, og de otte kvinder skal både komme med input til fondens egen diversitetspolitik og agere rollemodeller for potentielle ansøgere.