Sarah Le fra BDO: Hvornår og hvordan skal du bruge en revisor?

Blog

10. maj 2015
| Selvstændig

Sarah Le fra BDO: Hvornår og hvordan skal du bruge en revisor?

 

Sarah Le, revisorassistent hos BDO

 

Sarah Le

Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

Går du i tankerne om at starte din egen virksomhed, eller er det allerede en realitet? I dette indlæg kan du blive klogere på, hvordan en revisor kan hjælpe dig i forbindelse med opstartsfasen, og hvilke faktorer du skal være opmærksom på. Sarah Le, Revisionsassistent i BDO, giver her et indblik i hendes hverdag og hvordan hun hjælper nyopstartede virksomheder og selskaber med at holde styr på tal, regnskaber og lovpligtige retningslinjer.

Vil du kort præsentere dig selv?

Jeg hedder Sarah Le og revisorassistent hos BDO. Efter jeg afsluttede min HHX i 2011 startede jeg hos BDO, hvor jeg følger et internt trainee-forløb og sideløbende læser HD i regnskab og økonomistyring. Det var faktisk helt tilfældigt, at jeg startede som revisor-trainee efter HHX, men eftersom jeg godt kan lide at arbejde med tal, gav jeg det en chance.

Uddannelsen til revisor kan gennemføres via enten den teoretiske eller den praktiske vej. Det vil sige, at man enten kan tage en kandidatuddannelse i revision, eller man kan starter som trainee hos et revisionsfirma, hvor man følger et internt uddannelsesforløb og sideløbende læser en HD.

For at starte som trainee kræver det, at man har en afsluttet eksamen fra enten HHX, finansøkonom eller HA. Jeg er rigtig glad for, at jeg valgte trainee-forløbet, da man anvender den teoretiske del i praksis, hvilket betyder at man hurtigt udvikler sin forståelse og kompetencer inden for faget.

Hvad er dine primære arbejdsopgaver ved BDO, og hvad motiverer dig i jobbet som revisor?

BDO er landets 4. største revisions- og rådgivningshus, hvor vi rådgiver små og mellemstore virksomheder. Mine primære arbejdsopgaver er revision, regnskabsassistance, skat og rådgivning af virksomheder. Arbejdsopgaverne udvikler sig i takt med ens erfaringer, hvilket betyder, at man hurtigt får ansvar for egne opgaver. Ved større kundeopgaver arbejder vi ofte sammen i teams, hvor vi er fælles om at løse de specifikke opgaver.

Når man er BDO’er, er man naturligt en del af BDO-netværket som knytter nationale og internationale bånd, hvor vi på tværs af afdelinger og lande kan udveksle erfaringer og inspiration. Vi har derfor et fantastisk sammenhold og det motiverer mig hver eneste dag.

 

Når man er BDO’er, er man naturligt en del af BDO-netværket som knytter nationale og internationale bånd, hvor vi på tværs af afdelinger og lande kan udveksle erfaringer og inspiration.

Hvordan vil du beskrive forskellen mellem en bogholder og en revisor?

En bogholder står primært for bogholderiet, herunder at bogføre bilag i regnskabsprogrammer, foretager diverse afstemninger af bogholderiet, udarbejde lønninger og indberette moms.

Når bogholderiet er afsluttet, fremsender bogholderen materialet til revisoren som herefter reviderer regnskabet, opstiller regnskabet samt yder skattemæssige- og økonomisk rådgivning. Det vil sige, at revisoren primært kontrollerer bogholderens arbejde.

Hvad hjælper du typisk iværksættere og mindre virksomheder med?

Jeg hjælper primært med rådgivning i forbindelse med opstart, og hvad der er vigtig at have fokus på i opstartsfasen. Virksomhedstypen er altafgørende for hvad der rådgives i, eksempelvis er rådgivning forskellig alt efter om det omhandler personlige virksomheder eller selskaber, herunder aktieselskaber, anpartsselskaber, K/S, I/S eller P/S. Der vil typisk være mere rådgivning i forbindelse med stiftelse af en virksomhed/et selskab end der er ved opstart af en personlig virksomhed.

Jeg rådgiver derfor primært iværksættere og nyopstartede virksomheder i, hvilke former for virksomhedstyper der findes, registrering hos Erhvervsstyrelsen, moms mv.

Hvornår er det lovpligtigt at bruge en revisor?

Aktieselskaber og anpartsselskaber er forpligtet til at have en revisor, dog vedtog folketinget i 2006 at fjerne revisionspligten for små selskaber. Selskaber, der er omfattet af årsregnskabslovens i regnskabsklasse B har derfor haft mulighed for at fravælge revision af årsregnskabet, hvis selskabet i to år i træk ikke overskrider en balancesum på 4 mio. kr., en nettoomsætning på 8 mio. kr. og et gennemsnitligt medarbejderantal på 12 personer.

Selskaberne skal dog fortsat udarbejde og indsende et årsregnskab til Erhvervsstyrelsen efter gældende regler i årsregnskabsloven. I og med, at selskabet stadig er forpligtet til at levere et regnskab, kan man sige, at en revisor giver en god sikkerhed for, at regnskaberne stemmer som de skal, hvilket kan være en begrundelse for at benytte sig af en revisor, selvom man holder sig inden for tallene og ikke er forpligtet til af have en revisor. Personlige virksomheder som følger regnskabsklasse A er ikke forpligtet til at bruge en revisor, dog anvender disse virksomheder ofte en revisor til rådgivning og sparring.

Hvad koster det at have en revisor?

Det er meget forskelligt, hvad det koster at have en revisor, da det kommer an på hvad revisoren skal udføre af arbejde. Skal revisoren revidere et større regnskab med meget aktivitet er prisen for revisors udførte arbejde højere, da der anvendes flere timer på en sag. Men hvis der blot er tale om regnskabsassistance uden revision er prisen naturligvis lavere.

Priserne svinger efter størrelse og behov, og jeg vil derfor anbefale, at man kontakter en revisor og aftaler en pris.

Jeg rådgiver derfor primært iværksættere og nyopstartede virksomheder i, hvilke former for virksomhedstyper der findes, registrering hos Erhvervsstyrelsen, moms mv.

Hvad kan man selv lave af regnskabet, og hvornår skal man være momsregistreret?

Hvis aktiviteten i virksomheden/selskabet ikke er kompliceret, men kun har få posteringer, kan man med fordel opstille regnskabet i Excel og selv opgøre momsen. Det er ikke noget krav at du skal momsregistreres, hvis din omsætning er under 50.000 kr. om året.

Hvad er de vigtigste ting at have styr på forinden det første møde med sin revisor?

Forinden det første møde med sin revisor, er det vigtigt at have skrevet en liste med de spørgsmål, man måtte have til revisoren. Det er også meget vigtigt at have en klar forretningsplan, hvori der indgår overvejelser omkring finansieringsmuligheder og et budget for virksomheden/selskabet. Hvis man ikke selv har erfaring med at udarbejde et budget, assisterer vi også gerne her. Så det vigtigste er helt klart at være forberedt med konkrete spørgsmål, og vide hvilken retning man ønsker at gå med virksomheden eller selskabet.

Info

Hos BDO tilbyder de den nødvendige hjælp til opstarten af en virksomhed, og hvis du har spørgsmål eller har brug for råd og rådgivning, er du altid velkommen til at kontakte en af deres revisorer og konsulenter. De er til stede i 30 byer over hele landet, hvor du på hjemmesiden www.BDO.dk kan finde dit nærmeste BDO kontor.