Åbenhed overfor samarbejdspartnere styrkede etableringen af Fitmeal

Blog

30. april 2016
| Selvstændig

Åbenhed overfor samarbejdspartnere styrkede etableringen af Fitmeal

Navn: Helena Jensen
Alder: 30 år
Beskæftigelse: Medstifter af Fitmeal
Uddannelsesbaggrund: Cand.ling.merc Engelsk i PR og International Markedskommunikation fra Aarhus BSS.

Navn: Charlotte Reeckmann
Alder: 29 år
Beskæftigelse: Medstifter af Fitmeal
Uddannelsesbaggrund: Cand.soc i Erhvervsøkonomi og Psykologi fra Aarhus Universitet

Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

Kender du udfordringen ved at have en travl hverdag og leve et sundt liv samtidigt? Den udfordring har de to storbypiger Charlotte Reeckmann og Helena Jensen ofte stået overfor. Lidt for mange gange har de stået i situationer, hvor de har haft svært ved at bevare den sunde livsstil og været nødsaget til at gå på kompromis med aftensmaden, når det er gået for stærkt. Det har de gjort noget ved. Læs mere nedenfor og hør deres vej til skabelsen af Fitmeal. 

Hvornår og hvorfor startede I Fitmeal?

Vi konstaterede en aften, at vi altid fik mad fra samme restauratør i Aarhus, når det skulle være sundt. Og hvorfor gjorde vi det? Fordi vi ikke havde overblik over, hvilke andre steder i byen, der kunne tilbyde noget tilsvarende. Helena: De første spæde skridt i Fitmeals historie blev taget tilbage i 2011, hvor vi deltog i et iværksætterforløb i Studentervæksthus Aarhus. I den forbindelse sad vi mange dage og aftener og brainstormede på idéer, der langt hen af vejen tog afsæt i, hvad vi begge manglede i vores hverdag. Det gav anledning til at starte en takeaway-portal, der kunne formå at opfylde de behov, vi havde: 1) at få et overblik over, hvilke restauratører der tilbyder takeaway, der matcher nogle individuelle behov, og 2) bestille og få leveret den sunde takeaway til døren, så man ikke skal gå på kompromis, når det skal gå stærkt.

Det var dog først i november 2015, at idé blev til virkelighed. Her blev Fitmeal lanceret i København, efter vi indgik samarbejde med vores IT- og logistikpartner. Herefter begyndte det virkelig at rykke, idet vi kunne koncentrere os om vores kernekompetencer i forhold til at få markedsført konceptet over for både restauratører og kunder. Markedet var også til det på dette tidspunkt.

 

Hvordan har processen været ved opstarten af Fitmeal?

Charlotte: Set i bakspejlets perspektiv, så vil jeg sige, at processen har været præget af en god kombination af vedholdenhed, timing i forhold til markedet og outsourcing af ansvarsområder.

Dét der har holdt os til ilden i alle de år, har været en gennemgående tro på Fitmeals potentiale. Dog har vi også undervejs erkendt, at der er mange andre faktorer end en god idé, der er i spil, når det handler om at skabe et godt forretningsgrundlag. Vi har derfor afsøgt muligheder og lavet en masse opsøgende arbejde i forhold til restauratører, potentielle kunder og strategiske partnerskaber.

Det har været hårdt arbejde, hvor vi også har været nødt til at træffe valg, der har haft økonomiske og sociale konsekvenser for os. Blandt andet boede vi nærmest i København de sidste 3 måneder op til lanceringen, og måtte derfor sige vores arbejde i Aarhus op.

Selvom der har været situationer undervejs, hvor vi har kigget på hinanden og tænkt ”Hvad er det dog, vi gang i”, så har passionen og vores målrettethed altid formået at drive os videre og efterladt os med en kæmpe læring.

Hvordan er Jeres arbejdsfordeling?

Charlotte: Vi er stifterne af Fitmeal og har indgået et partnerskab med en eksisterende virksomhed, der forestår Fitmeals IT og logistik. Vi har det primære ansvar for salg, markedsføring, administration og (koncept)udvikling af Fitmeal.

Vi har begge vores styrker inden for det strategiske arbejde med kommunikation, markedsføring og konceptudvikling og samarbejder om arbejdet inden for disse områder, da der også er en del større beslutninger, vi begge skal inddrages i. Dog er vi så småt begyndt at finde os selv og vores styrker i samarbejdet, således vi i højere grad kan allokere vores arbejdskraft inden for de områder, hvor vi hver især er stærkest.

Helena: Ved siden af Fitmeal arbejder jeg som freelance kommunikationskonsulent, hvor jeg primært er optaget af arbejdet med strategisk kommunikation, som jeg drager nytte af. I Fitmeal er jeg i højere grad den ansvarlige for den praktiske udførsel af vores kommunikation, der spreder sig over sociale medier, offline materiale etc.

Charlotte: Min kreative og relationsorienterede tilgang gør det helt naturligt for mig selv og for vores team, at jeg i højere grad er ansvarlig for at opsøge de strategiske samarbejdsmuligheder og partnerskaber og har et stort fokus på selve forretningsudviklingen af Fitmeal. Kombineret med de IT – og logistikkompetencer som vores partnere bidrager med, så supplerer vi hinanden godt.

Hvilke benspænd har I mødt på nuværende tidspunkt?

Det første benspænd opstod i 2012, hvor vi måtte konstatere, at markedet i Aarhus ikke var klar til en portal som Fitmeal.

Charlotte: Der var praktisk talt ikke nok restauratører, der passede til Fitmeals koncept i Aarhus, hvorfor vi ikke kunne skabe et volumen for forbrugerne. Derfor vurderede vi, at forretningsgrundlaget for Fitmeal på daværende tidspunkt var for tyndt, selvom alle vi mødte – potentielle kunder som samarbejdspartnere – synes, at idéen var god og bakkede op om den.

Helena: Derudover har et stort benspænd for os vist sig at være, at vi i lang tid har troet på, at vi kunne klare det hele selv. Vores forretning er langt hen af vejen baseret på et komplekst IT-system, som ingen af os har kompetencer indenfor. Det var ved at æde os op i 2011/2012. Vi forsøgte selv at lave en kravspecifikation og fik lavet en mindre prototype af et webbureau, men det var simpelthen for stor en mundfuld at sidde med projektstyringen af det, som dermed også var med til, at vi ikke gik videre med konceptet i 2012.

Hvad har I af gode råd til andre kvinder, som ønsker at starte op på egen hånd?

Helena: Find dig nogle samarbejdspartnere! Samarbejdet kan strikkes sammen på mange måder – det kan være eksterne sparringspartnere med erfaringer inden for opstart af virksomhed, en mentor der kan trække helikoptorblikket for dig, investorer der bidrager med viden og kapital eller det kan være nogle mennesker, der besidder nogle kompetencer, der er nødvendige for din forretning og derfor bliver en del af virksomheden. Man undgår ikke ups and downs som selvstændig, og det er guld værd, at man ikke står alene i begge scenarier, men at man derimod har nogen at dele det hele med.

Charlotte: Et godt råd er at være åben og lydhør for markedet, dine kunder og samarbejdspartnere. Vi har lært af vores proces, at vejen mod målet ikke altid er lige – og ikke altid er den vej, man forventede. I stedet for at stirre dig blind på en bestemt måde at gøre tingene på, så vær nysgerrig og åben for de input som dine omgivelser glædeligt giver fra sig, og inddrag de vigtige spillere i din proces.

Det lyder ret banalt, men ofte kan man være sit eget største benspænd i processen, fordi man er så passioneret og målrettet mod at realisere sin idé, som man synes, er verdens bedste.

Hvad har netværk betydet i forhold til etableringen af Fitmeal?

Charlotte: Netværk har en kæmpe betydning for mig rent professionelt! Mit netværk har været guld værd inden for mange områder vedrørende Fitmeals opstart – og er det stadig. Folk er generelt bare meget interesseret og vil gerne hjælpe – det er så dejligt og enormt værdsat!

Ud over mit arbejde i Fitmeal arbejder jeg også freelancekonsulent for forskellige virksomheder i Aarhus - blandt andet som netværksfacilitator. Alt det konsulentarbejde jeg har, får jeg udelukkende tilbudt via mit netværk. Omvendt prioriterer jeg også højt at pleje mit netværk, og bidrager meget gerne selv de steder, hvor min hjælp kan gøre en forskel.

Hvordan håber I, at fremtiden ser ud for Fitmeal?

Vi går en spændende fremtid i møde, hvor vi vurderer, at folks ønsker om en nemmere adgang til sundere mad, herunder takeaway, kun vil blive større. På samme måde vil behovet for at vide, hvad der er i den mad, vi får, også blive større.

Når vi kigger længere frem, så ser vi Fitmeal udvikle sig til at blive dén portal i København og Aarhus, som folk forbinder med den sundere takeaway, og som de foretrækker at bruge, når der skal bestilles takeaway. Det er i hvert fald det, vi arbejder benhårdt på. Og så har vi selvfølgelig også en drøm om, at Fitmeal når til andre storbyer i verdenen og får samme omdømme.