Blog
To søstre og en software-virksomhed
Nanna og Jane Ulsøe er søstre, og så er de stiftere og indehavere af software-virksomheden CanvasPlanner. Sammen har de udviklet et digitalt whiteboard, der skal gøre op med ufleksible project management systemer og som henvender sig til visuelle og kreative teams. De har selv finansieret hele processen, og den har ikke været uden bump på vejen, for når man ikke selv kan kode, så er gode råd dyre. Idag står de klar med et færdigt software og er klar til næste fase, og her fortæller de lidt om rejsen - og deler også ud af et par gode råd og erfaringer.
Nanna & Jane Ulsøe Canvas Planner
Fulde navn: Nanna & Jane Ulsøe
Virksomhed: Co-founders af Canvas Planner
Alder: 31 og 38 år
Uddannelsesbaggrund:
Nanna Ulsøe, Founder, er uddannet kaospilot og har en MSc i Project Management fra England. Hun har over 10 års erfaring med projektledelse samt 3 års erfaring med at drive virksomhed.
Jane Ulsøe, Co-Founder, er uddannet Cand. mag. med 10 års erfaring i projektledelse og ledelse i bygge- og filmbranchen.
Fortæl lidt om Canvas Planner - hvordan opstod idéen, og hvordan har I realiseret den?
Canvas Planner er et software, der hjælper teams til at arbejde smartere ved at minimere forstyrrelser så som e-mails, møder og opfølgninger.
Ved at planlægge på et digitalt whiteboard med figurer, bevægelige opgaver og post-its får teamet et fælles visuelt udgangspunkt.
Alle i teamet ser nøjagtigt det samme og ved, hvem-der-gør-hvad. Det fælles udgangspunkt gør det nemt at arbejde i samme retning og reducerer tiden teamet bruger på at følge op på hinanden.
Idéen opstod fordi vi manglede et software, der gav os fuld fleksibilitet men samtidigt var så visuelt, at vi lynhurtigt kunne se, hvor lang vi hver især var med vores opgaver. De eksisterende project management softwares bygger primært på en lineær tankegang og traditionelle metoder, og er nok for de flestes vedkommende udviklet af folk, der tænker helt anderledes end os. Vi besluttede at lave Canvas Planner, fordi vi mener, at vi kan arbejde smartere, hvis vi alle har det samme visuelle overblik.
På kontorerne er der rigtig mange teams, der arbejder med post-its og tavler, men det er de færreste softwares, der understøtter fleksibiliteten, som vi netop er vandt til fra de analoge værktøjer. Så det er her, Canvas Planner kommer ind i billedet☺
Vi har en ret vild iværksætterhistorie, synes vi selv. I begyndelsen fik vi nej fra investorer og nej fra store banker men ja til fornuftig kassekredit fra de små banker på Vestkysten. Vores softwareudvikling har været en tur i både Pakistan og Egypten, vi har stået på en stor tech-messe med en ubrugelig prototype, arbejdet i en bygning uden strøm, haft en masse udfordringer med udviklere - men vi har også tjent penge på vores software, fået signups fra brugere i hele verden og er blevet nomineret til Iværksætterprisen 2017.
Hvad var ambitionerne og forventningerne, da projektet startede? Og har de ændret sig undervejs?
Ambitionerne var at vise folk, at man kan arbejde på en smartere måde og samtidig få mere ro og overskud. Vi forventede, at det ville kræve super meget af os, fordi vi med udviklingen af et software ville bevæge os ind i tech branchen, som vi ikke have noget kendskab til på forhånd.
Samtidig drømte vi om at skabe jobs til os selv, så vi kunne arbejde hvorfra i verden, vi ville. Der er vi næsten, så nu er målet at se det vokse og bygge en fornuftig forretning op.
I er jo søstre - har I haft nogen betænkeligheder ved at gå sammen omkring virksomheden?
Nanna: Jeg var meget i tvivl i begyndelsen, da jeg altid har lovet mig selv penge aldrig må komme i mellem os i vores familie. Omvendt så havde jeg brug for Jane, som allerede hjalp til hvor hun kunne, da vi har meget forskellige kompetencer, og vi arbejder pissegodt sammen. Så da der skulle skydes flere penge i projektet, så var det helt naturligt at få Jane med 100%. Det har jeg ikke fortrudt på noget tidspunkt.
Jane: Ja – det er selvfølgelig noget, som jeg også har overvejet meget, men som Nanna siger, så arbejder vi super godt sammen.
Nanna er chefen og jeg er den ældste. Det giver en fin balance, men det er Nanna, der har det sidste ord. Det fungerer super godt for os, og det at have en virksomhed med én, som man stoler 100 % på er virkelig guld værd.
Gør I jer nogle tanker om at være rollemodeller for andre kvinder i en mandsdomineret branche?
Vi har haft travlt med at lære sindssygt meget på meget kort tid.
Vi har også fejlet og måtte rejse os igen flere gange, så fokus har meget været på at - ja, holde fokus på forretningen. Vi har ikke haft så meget overskud til at orientere os udadtil før nu, men nu har vi en masse erfaring, som vi rigtig gerne vil give videre til andre kvinder.
Hvis vores rejse og erfaringer kan motivere andre til at gøre noget lignende og hjælpe nogle til at få det lidt nemmere, end vi har haft det, så vil det da være fantastisk.
Og med hensyn til at være i en mandsdomineret branche som tech-verdenen, så er det de bedste som står der til sidst. Det er derfor vores mål at blive blandt de bedste!
Hvad er den største udfordring I har mødt indtil videre? Og hvordan overkom I den?
Jane: Med et ord vil jeg sige: Udviklere! Vi er jo i den lidt specielle situation, at vi har udviklet et software, men kun selv kan kode ganske lidt. Det gør, at vi skal have vores idéer igennem en udvikler, inden vi kan teste det. Det har været en kæmpe udfordring.
Vi fighter stadig hver dag for at navigere bedst muligt i en verden af koder, databaser, systemer osv. Men eftersom vi tror 100 % på vores forretning, og vi nu ved, at vi gør en forskel for andre, så gælder det for os bare om at komme på ret køl igen hurtigt muligt, hvis vi får et spark i solar plexus.
Hvad er I allermest stolte af at have opnået?
Vi har selv skabt en software virksomhed, bootstrapped (dvs. uden penge i ryggen fra investorer), der idag har betalende kunder og hvor brugerne dagligt tikker ind fra hele verden. Det er da sejt☺
Hvordan træffer I beslutninger, hvis I er uenige om noget?
Vi er ikke 50/50, så det gør det lettere at tage svære beslutninger, da den ene har det sidste ord. Men vi er meget sjældent uenige og går typisk en tur, når vi skal drøfte noget, der er svært. Hvis vi skal høre hinandens uforbeholdne mening, så bruger vi metoden ”1-2-3… ja/nej”. Det betyder, at vi tæller til tre og samtidigt siger enten ja eller nej. På den måde kommer vores holdning frem, uden vi påvirker hinanden først.
Det er også vigtigt for os begge, at vores partnere hver især kan bakke op om de svære beslutninger, da det ofte har haft økonomisk konsekvens for dem. Derfor drøfter vi selvfølgelig også den slags med dem.
Hvis I kunne vælge én ting, som I aldrig vil gå på kompromis med i jeres arbejdsliv, hvad skulle det
så være?
At vi skal ha det sjovt!
Hvornår var I sidst rigtig meget i tvivl om noget? Og om hvad?
Hver uge! Vi er hele tiden i tvivl, men vi tager selvfølgelig beslutningerne alligevel. Heldigvis så har vi nogle super dygtige mentorer og et godt netværk, som vi ikke er blege for at spørge til råds. Vi mener, at det er virkelig vigtigt at kende sine egne styrker og svagheder. På den måde kan vi få noget hjælp, hvis vi er helt lost.
Hvad glæder I jer mest til lige nu?
Vi har nogle store mål her i efteråret - at nå dem ville være fantastisk.
Hvad er jeres bedste råd til andre, der drømmer om at starte deres eget?
Gør det! Det er den fedeste måde at arbejde på ☺
Når du har undersøgt og testet, at der er behov for dit produkt eller ide og folk du ikke kender er villige til at betale, så skal du vælge at gå videre med det, fordi:
- du selv tror 100 % på ideen og brænder for projektet, og du vil elske at arbejde med det.
- du ser din startup som et sted, hvor du kan skabe den perfekt arbejdskultur og gøre det, som du har savnet fra tidligere arbejdspladser til virkelighed.
- du elsker udfordringer og er klar til at give den gas!
Derefter har vi et hav af råd, når man først er i gang. Her er et par stykker:
- Mærk efter. Andres råd er gratis, men det er dig, der skal leve med beslutningen.
- Hold hele tiden fokus på, hvad der er bedst for forretningen.
- Lav gerne din forretning sammen med én, som du virkelig stoler på.
- Udbyg og brug dit netværk – husk altid at give noget igen.
- Sørg for at du har opbakning fra hjemmefronten – både i forhold til tid og økonomi.