Blog

11. juli 2021
| Portræt

Nogle vil mene, at det er hokuspokus med sådan en ’mavefornemmelse’, som det ofte siges lidt nedladende. For mig er intuition noget helt andet: Det er der din erfaring både professionelt og på et menneskeligt, dybt personligt plan, flyder sammen. Og det giver retning og gør klog, hvis man tør lytte til den.

 

Anne-Louise Sommer er 59 år og er Museumsdirektør ved Designmuseum Danmark. Derudover er hun adjungeret professor fra Syddansk universitet. Anne-Louise har igennem sin karriere lært, hvor vigtigt det er at tro på sig selv og egne kompetencer.

Ladies First fremviser alsidige, kloge og inspirerende kvinder i arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og ønsker at hylde.

Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?

For øjeblikket er vi i gang med en vild transformation på Designmuseet. Som følge af COVID-19 har vi besluttet at lukke museet helt ned for en længere periode, og gennemføre en gennemgribende renovering af vores fredede 1700-tals museumsbygning midt i København. Samtidig foretager vi en indholdsmæssig omstilling af såvel indhold som businessmodel. Vi har haft en meget høj egenindtjening og 80 pct. af alle vores mange gæster er internationale. Set med pandemiske briller, er det udfordrende, så nu har vi fokus på at styrke andelen af danske besøgende og skabe en forhåbentlig imponerende vifte af inspirerende udstillinger, designformidlingsplatforme og eventprogram – klar til vores genåbning til sommeren 2022.

Der er meget på spil, og vi knokler …. og glæder os til at åbne portene igen.

 

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

Det første vigtige skifte i mit arbejdsliv var da jeg besluttede mig for at forlade den traditionelle universitetsverden, hvor jeg havde været ansat i mange år. Jeg kom til Danmarks Designskole (nu Det Kgl. Akademi) først som lektor sidenhen som forskningsleder og rektor.

I 2009 stod Designskolen midt i en temmelig kompliceret og udfordrende proces med udflytning af hele skolen til Holmen og fusion med Arkitektskolen og Konservatorskolen. Kulturministeriet tilbød mig rektorstillingen, og jeg takkede ja. Det var på mange måder øretævernes holdeplads, men jeg smøgede ærmerne op og vi gik i gang med organisationskultur, forandringsledelse og medejerskab i hele huset – og vi lykkedes. Det var en fantastisk proces – og jeg er så glad for, at jeg tog udfordringen op.

På det tidspunkt blev jeg klar over, at det var indenfor ledelse, at jeg havde min styrke – og nok på mange måder kunne noget særligt. Så det var et afgørende valg.

I 2011 bevægede jeg mig så ud på endnu en professionel rejse, da jeg takkede ja til at bliver direktør på Designmuseum Danmark.

 

Hvad er du særligt god til?

Må man sige det selv? Egentlig ret mange ting, når det kommer til kompetencer, men ofte fremhæver folk mine evner som leder og kommunikator.

Jeg er god til at lytte og god til at leve mig ind i noget, der ligger uden for mig selv. Det har gjort, at jeg har skabt stærke resultater med transformationsledelse i gamle og traditionsrige organisationer, hvor jeg har taget tid til at lytte til det, der har været. Set værdierne i det historiske afsæt, og samtidig været åben over for sam- og fremtidsmuligheder.

Det har givet følgeskab, selv hvor jeg har sat en forandringsdagsorden.

Med alderen er jeg blevet bedre til at tro på mig selv, og agere i overensstemmelse med mine værdier. Det er nok min største styrke. Så kan man stå fast i stormvejr, og man får følgeskab. Jeg har en stærk intuition. Nogle vil mene, at det er hokuspokus med sådan en ’mavefornemmelse’, som det ofte siges lidt nedladende. For mig er intuition noget helt andet: Det er der din erfaring både professionelt og på et menneskeligt, dybt personligt plan, flyder sammen. Og det giver retning og gør klog, hvis man tør lytte til den.

Vi er alle afhængige af at være del af noget større. Og derfor er det vigtigt at række ud til andre og tage imod det, de kan berige dig med.

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

Jeg har været privilegeret, fordi jeg har haft mange successer i mit arbejdsliv. Der har næsten altid været udfordringer forbundet med de mere udviklende og komplicerede situationer og måske er det største privilegium, at disse to ting egentlig er flettet meget godt sammen.

 

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?

Ingen er en ø. Vi er alle afhængige af at være del af noget større. Og derfor er det vigtigt at række ud til andre og tage imod det, de kan berige dig med.

Omvendt så står min dør altid åben og det er skønt, hvis man kan give andre en hestesko.

Jeg er i en del netværker. Både med kolleger fra kultur- og museumsbranchen, men også med folk, der kommer andre steder fra. Sidstnævnte er for eksempel igennem min VL-gruppe, og det er ultra-berigende med nye insights og vinkler på tingene. Det stimulerer min grundlæggende nysgerrighed overfor det, der er anderledes.

 

Hvordan kan vi alle blive endnu bedre til at løfte hinanden i arbejdslivet?

Grundlæggende anerkendelse og respekt for andre mennesker. Åbenhed og nysgerrighed overfor noget, du endnu ikke kender eller har tænkt, er en vigtig forudsætning. Og så selvfølgelig erkendelsen af, at man ikke for alvor flytter noget, hvis man er en ’ en-mands-hær’.

Hvis man vil en arbejdsplads som løfter hinanden, så er et kursus i intersektionalitet ikke en dårlig ide.

Det er vigtigt, at man tror på sig selv – og at man strækker sig på tæerne for at nå det man gerne vil. Man kommer nemlig ikke sovende til noget. Og nogen gange kræver det mod at takke ja til en udfordring, der umiddelbart ligger lidt uden for ens liga.. 

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt ny på arbejdsmarkedet?

Jeg tror nok, jeg stille og roligt havde sagt: ”Du er god nok” til mig selv. Og i højere grad havde turde tro på, at jeg kunne levere unikke bidrag ind i projekter.

 

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?

Der har heldigvis været forskellige undervejs, der har set potentialer i mig og dermed åbnet døre.

Men i sidste ende er det også vigtigt, hvad man selv gør. Andre kan åbne døre, men i sidste ende er det dig selv, der vælger at gå ind igennem den åbne dør.

Det er vigtigt, at man tror på sig selv – og at man strækker sig på tæerne for at nå det man gerne vil. Man kommer nemlig ikke sovende til noget. Og nogen gange kræver det mod at takke ja til en udfordring, der umiddelbart ligger lidt uden for ens liga.

Hvilke tre værdier er vigtige for dig i dit arbejdsliv?

Personlig integritet, generøsitet og omsorg

Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?

Der er mange seje kvinder, jeg gerne ville åbne op for, men her er to bud fra corporate til kultur og sammenhængskraft: Mette Gade, partner i McKinsey  & Company og Nadja Pass, der er rektor for samtidsakademiet og grundlægger af Borgerlyst og Genopbyggerne.