Blog

20. august 2021
| Portræt

"Vi skal være bedre til at rose hinanden og give ærlig feedback. Derudover skal vi opbygge en kultur, hvor vi spiller hinanden stærke. Vi skal gå fra en jeg-kultur til en vi-kultur. Det skal være ok at spørge om hjælp."

 

Camilla Kloss Fenneberg er 41 år, og stifter af virksomheden Go2Green Energy, hvis primære formål er at få flere danske virksomheder til at støtte den grønne omstilling. Hun har fundet en unik forretningsmodel, der gør det muligt for de fleste virksomheder at blive mere bæredygtige og CO2-neutrale på energi uden en meromkostning.

Camilla er meget passioneret omkring grønne start-ups og er i dag også en del af Profounders, som er et nyt venture-builder program med fokus på FN’s verdensmål. Dette program gør det muligt for folk i arbejde at blive en del af et klima start-up sammen nogle af de bedste trænere, rådgivere og investorer indenfor branchen.

Før dette var Camilla marketingchef i Global Marketing i Coloplast. Uddannet Cand.merc i Økonomisk markedsføring fra CBS og så er hun til og med mor til to drenge og bor i Gentofte med hendes mand.

LinkedIn: Camilla Kloss Fenneberg

Ladies First fremviser alsidige, kloge og inspirerende kvinder i arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og ønsker at hylde.

Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv? 

Hvordan vi kan skalere Go2Green Energy og samtidig blive bedre til at differentiere os.

 

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv? 

Et af de mest betydningsfulde valg traf jeg for 2 år siden, da jeg valgte at forfølge min drøm om at blive selvstændig. Jeg har altid vidst, at jeg ville være iværksætter og nu gjorde jeg det endelig.

Gennem mit arbejdsliv er jeg glad for, at jeg har kunne få to børn, som jeg ønskede, og fået det til at gå op med løbende at sige ja til nye udfordringer. Jeg har altid godt kunne lide at udfordre mig selv og lære noget nyt og jeg har derfor typisk skiftet stilling hvert andet år.

Hvad er du særligt god til? 

Jeg er god til at brænde igennem, hvis der er noget jeg virkelig tror på og det kan have en positiv afsmittende effekt på andre omkring mig.

Jeg er visionær og tør kaste mig ud i nye ting. Igennem min karriere er jeg blevet bedt om at tage ansvar for områder uden på nogle måder at være ekspert. Jeg tror, det er vigtigt for ens karriere, at man tør springe ud i nye ting, også selvom man springer ud på dybt vand og skal lære at svømme undervejs.

Selvom jeg har kastet mig ud i nye ting, ville jeg ønske, at jeg havde været endnu bedre til dette. Det er ofte de ting vi ikke fik gjort, vi fortryder. Ofte sidder vi i faste stillinger og drømmer uden at handle. Hvis du har mulighed for det og mavefornemmelsen er der, så kast dig ud i det.

Vi skal turde fortælle hinanden, hvad vores styrker og svagheder er og derigennem arbejde sammen på en måde, så alle præsterer deres bedste og sammen oplever succes.

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv 

Jeg er glad for at have fået muligheden for at starte mit eget firma, hvor vi er med til at gøre det attraktivt for andre virksomheder at blive mere bæredygtige. Fokus på bæredygtighed har stigende interesse og det er heldigvis ikke bare en ny cool trend. Verdensmålene kommer til at transformere den måde, virksomheder drives på og bliver for de fleste virksomheder en del af en langsigtet strategi der vil sikre både virksomheder, vores planet og befolkningens velvære.

Iværksætterlivet er fuld af udfordringer. Selvom de fleste udfordringer gør en både klogere og stærkere, og man lærer at løse nye ting, så er det også noget af en rutchebanetur. Nu tænker du måske, at du er vant til, at det går op og ned. Det var jeg også, men syntes rutchebanen er blevet noget vildere og kurverne noget stejlere. Trods dette, har jeg været glad for mit valg fra første fløjt.

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat? 

Et godt netværk betyder alt. Det har aldrig været så vigtigt at have et godt netværk som det er i dag. Jeg oplever dagligt værdien af et godt netværk.

Jeg har fået en masse inspiration og værdifuld hjælp fra mit netværk, som jeg er meget taknemmelig for. Derudover er det vigtigt at kunne sparre med nogle løbende, så man bliver bekræftet i, at man er på det rette spor.

Jeg er imponeret over, hvor gode iværksættere er til at hjælpe hinanden og jeg bruger selv en del tid på at hjælpe andre iværksættere.

Mit private netværk har altid betydet meget for mig. Efter jeg er blevet iværksætter, bruger jeg mere tid på mit professionelle netværk og har virkelig oplevet værdien af at udveksle erfaringer med andre.

Hvordan kan vi alle blive endnu bedre til at løfte hinanden i arbejdslivet? 

Vi skal være bedre til at rose hinanden og give ærlig feedback. Derudover skal vi opbygge en kultur, hvor vi spiller hinanden stærke. Vi skal gå fra en jeg-kultur til en vi-kultur. Det skal være ok at spørge om hjælp.

Vi lever i et konkurrencesamfund, hvor det ofte gælder om at være den bedste og hvor jeg har oplevet, at man ikke tør spørge om hjælp. Jeg er derfor i dag meget fokuseret på, at opbygge en kultur, hvor man tør spørge om hjælp, input og sparring fra både kollegaer og netværk. Dette gør jeg blandt andet ved at udvise tillid og lade teamet vide, at de ikke står alene og altid kan spørge om hjælp.

Vi skal turde fortælle hinanden, hvad vores styrker og svagheder er og derigennem arbejde sammen på en måde, så alle præsterer deres bedste og sammen oplever succes.

Se dine fejl som en nødvendig forudsætning for at blive bedre. Men hold fast i dine værdier. Følg dit moralske kompas og gør det til et ufravigeligt princip at spille efter reglerne. Du bør aldrig gå på kompromis med din integritet.

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt ny på arbejdsmarkedet?

Find ud af, hvad du brænder for, og gå målrettet efter din drøm. Dine drømme kan skifte undervejs, men følg din egen sti. Du behøver ikke altid gå de traditionelle karriereveje. Skæve karrierevalg kan føre til uventede og karrierefremmende muligheder. Lad derfor være med kun at lytte til din rationelle stemme.

Omgiv dig med folk, der er klogere end dig selv. Lyt til dem, og giv dem plads til at udfordre dig.

Se dine fejl som en nødvendig forudsætning for at blive bedre. Men hold fast i dine værdier. Følg dit moralske kompas og gør det til et ufravigeligt princip at spille efter reglerne. Du bør aldrig gå på kompromis med din integritet.

Vælg den rigtige ægtemand. Din mand skal støtte dig og syntes, at det er fedt, at du har karriere. Støtte hjemmefra er enormt vigtigt, og det er jeg meget taknemmelig for, at jeg har.

Drop perfektionismen! Noget jeg selv har kæmpet rigtig meget med. Overdreven perfektionisme kan gøre dig udmattet. Det er godt at brænde for noget og gøre sig umage, men det kan gøre livet surt, hvis man hver gang føler man skal presse sig selv til det yderste. Jeg har med alderen lært, at man sagtens kan lykkedes, selvom man ikke har udført alle opgaver lige så godt, som man gerne ville og jeg er derfor blevet mere afslappet omkring det.

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?

Det er der mange fantastiske mennesker der har, men der er særligt en jeg gerne vil fremhæve.

Min far har altid været en kæmpe inspiration og læremester i mit liv. Han var selv iværksætter og et godt eksempel på, at man kan skifte karriere og kaste sig over nye projekter udenfor ens fagområde med succes.

Vi er opdraget med ’man kan, hvad man vil’. Man kan opnå det man ønsker, men man skal være villig til at knokle for det og intet kommer forærende. Mit drive og arbejdsomhed kommer helt sikkert fra ham og det har åbnet mange døre gennem tiden.

Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog? 

Stine Mangor Tornmark, Adm. direktør i Legal Monster