Blog
Vi møder børn forskelligt på baggrund af køn
Cecilie Nørgaard er 43 år og direktør i Mangfold, der arbejder med at skabe innovative initiativer til at fremme diversitet og ligestilling.
Cecilie Nørgaard er uddannet uddannelses- og kønssociolog, gift, mor til to og bor i København. Cecilie arbejder både på projekter i Danmark, Norden og i EU, og sidder i bestyrelsen i PLAN Danmark.
Cecilie Nørgaard
I anledningen af Kvindernes Internationale Kampuge har Ladies First sat sig for at portrættere seje kvinder, der har noget på hjerte og har lyst til at fortælle om, hvilke kvinder, der har åbnet døre for dem inden for deres branche.
Hvilket spørgsmål går du og søger svar på lige nu?
Hvordan vi kan få flere til forstå, at kønsstereotyper i kulturen er en barriere for alle, og at disse er roden til manglende ligestilling?
Hvilke kvinder i dit liv har hjulpet dig dertil, hvor du er i dag?
Min mormor, mor, min datter og mine veninder. Fordi de alle med deres udprægede integritet har været og er forbilleder på hver deres måde, og samtidig altid har haft og har min ryg.
Aldrig har jeg betvivlet deres solidaritet og tro på mig og mit projekt om at bidrage til en verden, hvor køn ikke bestemmer ens muligheder.
Mange kvinder har i dag dobbeltarbejde på den måde, at de stadig er ansvarlige for hjemmet samtidig med et krævende arbejdsliv.
Hvilke udfordringer står kvinder med indenfor arbejdsliv i dag?
En central udfordring for kvinder på arbejdsmarkedet er barsel. Og i det hele taget fordeling af ansvar i forhold til hjem og børn. Mange kvinder har i dag dobbeltarbejde på den måde, at de stadig er ansvarlige for hjemmet samtidig med et krævende arbejdsliv. Alt for mange kvinder er stressede.
En anden central udfordring er økonomi, som udover ligeløn for lige arbejde, også handler om bl.a. pension. Der findes mange fattige, ældre kvinder, der ikke har sat sig ind i deres økonomiske forhold, ikke har sikret sig pension og som derfor sidder dårligt i det, når de fx bliver skilt (som halvdelen gør).
Hvilken historisk kvindefigur har åbnet døren for kvinder i dit felt?
Simone de Beauvoir, ved at pege væk fra biologien og hen på kulturen – når hun fx sagde: ’One is not born, but rather becomes, a woman’. Med det understregede hun kulturens og socialiseringens betydning. Biologismen var på hendes tid og er stadig farlig, fordi den forsvarer stereotyper og ulige magtfordeling.
One's life has value so long as one attributes value to the life of others, by means of love, friendship, and compassion - Simone De Beauvoir (1908-1986)
Hvilke oplevelser har du med køn i det offentlige rum?
Jeg ser verden gennem en kulturel kønsbrille, ville nogle måske sige, og derfor ser og oplever jeg også fordomme og forventninger, privilegier og barrierer knyttet til køn i det offentlige rum. Det kan være kønnet repræsentation i reklamer, statuer i offentlige byrum, antallet af få kvindelige musikere på den offentlige, danske musikscene, byrum til (nogle) børn og unge som fx Israels Plads, som primært bruges af drenge osv.
Vi har stadig uligeløn, og halvdelen af Danmarks største virksomheder har ikke en eneste kvinde i deres øverste ledelse – på trods af, at der nu er mange flere veluddannede kvinder.
Mener du stadig, at der er noget at kæmpe for i 2019?
Ja, alt for meget. Overalt i verden – og også i Danmark. Ligestillingsproblemerne er ikke nødvendigvis de samme, men de former sig omkring samme patriarkalske kulturhistorie.
Helt grundlæggende møder vi børn forskelligt på baggrund af køn – og skaber herigennem ulige muligheder. Den stereotype socialisering i barndommen afspejler sig senere, og i DK har vi fx et af verdens mest kønsopdelte uddannelses- og arbejdsmarkeder.
Vi har stadig uligeløn, og halvdelen af Danmarks største virksomheder har ikke en eneste kvinde i deres øverste ledelse – på trods af, at der nu er mange flere veluddannede kvinder.
Hvornår har du selv oplevet, dit køn som en styrke eller udfordring i dit felt?
I min branche er jeg en del af majoriteten, så jeg falder ligesom inden for normen med mit køn. Jeg synes til gengæld, at mandlige feminister kan have styrke i deres køn – ikke mindst, når de arbejder for kvinders forhold. De kan til gengæld blive udsat for heftig kritik af særligt andre mænd, når de udfordrer maskulinitetsnormer.
I Ladies First har vi en vision om at skabe et univers, hvor kvinder bare gør. Hvad tænker du om det - og hvilke råd har du, for at det kan blive en realitet?
Jeg synes det er en god vision at minde hinanden om og hjælpe til, at gode ideer ikke forbliver gode ideer, men rent faktisk bliver til noget.