Ekaterina Andersen

17. juni 2019
| Portræt

Jeg er den første frie kvinde i en række generationer før mig

 

Ekaterina Andersen er 32 år og feministisk forfatter og instagrammer, klummeskribent hos EB, samfundsdebattør, studerende i køns- og religionsvidenskab med indretning på Judaistik ved Lunds Universitet. Ekatarina er gift og har 2 døtre på 12 og 1,5 år.

 

Ekaterina Andersen

Ladies First fremviser alsidige, kloge og inspirerende kvinder i arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og ønsker at hylde.

Hvad optager dig lige nu indenfor dit arbejdsliv?

Lige nu fokuserer jeg på at komme af med den skam, som følger med at monetisere min succes. Det er et følsomt emne, da mange ikke synes at man burde tjene penge på en ideologi, så som feminisme. Jeg brænder for at skrive mine tekster og klummer, men for at kunne leve af det skal der også sælges foredrag og laves reklame.

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

Jeg var standhaftig i mit valg af uddannelse – religionsvidenskab og kønsvidenskab. Noget som alle omkring mig syntes var dumt, da det ikke giver en konkret profession. Jeg kan nu med sikkerhed sige, at jeg ikke ville være mig selv i dag, havde jeg ikke udforsket de emner jeg brænder for.

Jeg var også standhaftig i mit valg af profession – at leve af at sælge mine ord, selvom disse ord ikke engang kan udgives uden en omgang rettelser af en dansktalende redaktør. Det synes mange var galskab.

Jeg er glad for, at der i dag findes flere forbilleder for succes trods en ikke-dansk baggrund, som jeg kan spejle mig i, så som Sara Omar.

Hvad betyder balance mellem arbejds- og familie/privatliv for dig?

For mig er min familie og mit virke én og samme ting. Jeg læste den sidste korrektur af bogen ”Ludermanifestet” mens jeg bogstavelig talt lå på fødesengen med Shoshana for 1,5 år siden. Da jeg fik hende, holdt jeg en barsel på to uger og fortsatte derefter med at gå på universitetet som jeg plejede. Bare med en barnevogn.

Da jeg fik min første datter som 19-årig, blev min karriere bygget omkring dét at være en mor og være fleksibel. Det er både en styrke og en svaghed. En styrke, fordi jeg som regel er bedre til at balancere mit arbejds- og privatliv end de kvinder, som først bliver mødre i 30erne.

Jeg har aldrig været voksen uden også at være mor - at udføre al muligt intellektuel og fysisk arbejde med en grædende baby i skødet er en naturlig tilstand for mig. En svaghed, fordi jeg fra starten af har nægtet mig de karrierevalg som ville forhindre mig i at kunne være hjemme for min datter 'on demand'.

Det gjorde min mand ikke, ligesom mange andre mænd, hvilket gjorde at i mange år var husholdning udelukkende min byrde. Vi har rettet på det nu, men det tog et stykke tid og kostede mig en del nerveceller for ingen gider at give sine privilegier op uden en kamp.

Helt lavpraktisk står jeg op kl 3.30, for at nå at fodre katte, lave en kop kaffe og børste tænder før klokken slår kl 4:00, og så sætter jeg mig til at skrive. På den måde sikrer jeg mig at jeg hver dag få skrevet noget – før familien står op, emails begynder at komme ind, og jeg skal på universitetet eller til møder.

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

De konkrete succeser for mig kommer til udtryk i mine følgeres beskeder. De mange kvinder som hverken har givet op på projekt baby eller projekt uddannelse, fordi de så mig gøre det. De mange gymnasiepiger, som tør stå op for sig selv og hinanden, når de bliver udskammet og kaldt for ”ludere”. Det, at mine ord og handlinger har formået at løfte andre kvinders selvværd er for mig den vildeste succes.

Den største udfordring i mit arbejdsliv er de overdrevet hadske reaktioner jeg sommetider får. når jeg udtaler mig om politiske emner. Det er selvfølgeligt noget man bliver bedre og bedre til at håndtere, men det kommer stadigvæk bag på mig, at man kan blive truet med voldtægt på baggrund af at forespørge otte uges øremærket barsel til mænd.

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt grøn?

Der er ingen smutveje. Man skal altid ”betale” for sin succes, om det er hårdt arbejde eller konsekvenser af ”hurtig succes”. Gå ikke efter hurtig fame, fordi den er ikke holdbar. Har du ikke organisk opnået det, vil du heller ikke kunne finde ud af at vedligeholde det.

Det er lettere at blive ved, når man gennem netværk konsekvent får bekræftiget, at ingen problemer jeg har stået med, har kvinder før mig ikke kunnet håndtere.

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?

For det meste de kvinder, som har troet på mit potentiale før jeg selv turde gøre det. Der kan, blandt andet, nævnes Karen Bro, som har heppet på mig og været en af grundene til hvorfor jeg tør skrive i dag. Det er journalisten Marie Carsten, som har taget mig alvorligt på et tidspunkt ingen gad. Det er også min forlagschef, Siri Aronsen, som har taget imod min nye bog, fordi hun tror på projektet, selv efter et andet forlag sagde fra. Det er journalisten Maja Adoja og co, som har lavet den allerførste artikel om mig. Det er Alma Bertughanova som har stået for organiseringen af mit første foredrag.

Hvad er din motivation for at fortsætte på de dage, hvor det er svært?

Jeg minder mig selv om det faktum, at jeg er den første frie kvinde i en række generationer før mig, der levede i Sovjetunionen og det Russiske Imperium.

De har levet og udstået udfordringer langt værre end dem jeg har i dag. Derfor har jeg ikke retten til at give op på at ytre mine holdninger, tage en lang uddannelse og have et liv så storslået, som mine drømme kan rumme.

Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?

Det er nemt at være feminist på et ideologisk plan ved bare at slå en ”You go Girl”-status op en gang i mellem på Instagram.

Men at være en feminist er altså at forårsage en faktisk forbedring i sine medsøstres vilkår.

Emilie Meldgaard Jacobsen er det mest strålende eksempel på hvordan en kvindesolidarisk business skal se ud. Når noget skal outsources i hendes virke, investerer hun altid i andre kvinder, selvom det sjældent er den mest lønsomme situation. Hun er et forbillede på hvordan man kan have en super succesfuld business og løfte andre kvinder igennem det.