Olivia Nanny Khayinza Sørensen og Theresa Ekua Dickson

Vi gode til at tale om ting, der er svære at sætte ord på

Olivia Nanny Khayinza Sørensen er 25 år og studerer Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Theresa Ekua Dickson er 28 år og sanger og sangskriver. Sammen har de stiftet podcasten “Ingen Kvaler Vi Taler” i 2018, hvor de taler om ting, som optager dem med et humoristisk twist.

Det er bl.a. emner som dating, venskab og relationer, de svære følelser og skam. Da de begge har rødder fra henholdsvis Uganda og Ghana, har de deres egen vinkel på emnerne i kraft af vores kulturelle baggrund.

Ladies First skaber og fremviser alsidige, kloge og inspirerende kvindeportrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet.

Hvad optager jer lige nu inden for jeres arbejdsliv?

Vi er optaget af, at finde en balancegang mellem vores privatliv, og arbejdet med vores podcast. Det er et projekt, som vi driver på frivillig basis, og det kan være udfordrende at være personlig og samtidig værne om sit privatliv.

Olivia: Det som optager mig i mit arbejdsliv, er arbejdet med kvinders seksuelle sundhed og HIV/AIDS problematikker i et globalt perspektiv. Jeg har en intersektionel feministisk og anti-racistisk tilgang til NGO arbejde og studie. Tilgangen udfører jeg i praksis ved, at jeg hele tiden forsøger at udfordre min egen privilegeblindhed, og ligeledes mine omgivelsers blindheder, ved at skrive og råbe højt om det.

Theresa: Jeg er i gang med udgivelse af ny musik, som er resultatet af nogle års arbejde, hvor jeg har eksperimenteret med nye lyde, og hvor jeg har samarbejdet med forskellige musikere.

Det er angstprovokerende at skulle give slip på noget, som man har arbejdet på, men det er også en spændende tid.

Hvilke betydningsfulde valg har I truffet i jeres arbejdsliv?

Olivia: Jeg tog et sabbatår mellem min bachelor og kandidat for at komme lidt på arbejdsmarkedet, hvilket gav mig luft til at tage hånd om mit mentale helbred og desuden starte vores podcast.

Theresa: Jeg har sagt de jobs op, som jeg kun har haft af praktiske grunde, og nu er jeg landet et sted, hvor jeg får lov til at bruge mine kompetencer, og hvor jeg bliver udfordret. Tid er vigtig for mig, og sommetider har jeg perioder, hvor jeg arbejder på lavt blus, og bliver inspireret til kreativitet.

Hvad er I særligt gode til? 

I vores podcast er vi gode til at tale om ting, der er svære at sætte ord på og at kommunikere det videre med humor. Vi er ikke bange for at grine af os selv, hvilket letter stemningen i vores podcast. Vi er gode til at fokusere på de positive ting, opmuntre hinanden, pille os selv i navlen og samtidig se os selv som en del af en større helhed.

Det er angstprovokerende at skulle give slip på noget, som man har arbejdet på, men det er også en spændende tid.

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har I haft i jeres arbejdsliv?

For os begge to har det været en succes at skabe noget fra bunden, som vi har gjort med vores podcast.

Olivia: Det har været en udfordring for mig at studere på universitetet, at have arbejde ved siden af, at pleje mine venner og interesser og samtidig have tid til sig selv. Det er en svær balancegang for mig.

Theresa: Jeg har også brugt en del år på at jonglere med musik, arbejde, venner og forventninger til mig selv og andre. Jeg skal ofte minde mig selv om, at jeg ikke kan det hele, og nogle gange må jeg sige nej til ting, jeg gerne vil, men ikke har mentalt overskud til.

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i jeres liv, både arbejdsmæssigt og privat?

Netværk og fællesskaber har åbnet en masse døre for os begge to på mange fronter.

Olivia: Det er specielt det netværk og de fællesskaber, som jeg har fundet gennem Instagram og mine studiejobs, der virkelig har sat vind under sejlene for mig og fået mine øjne op for nye veje, jeg har kunnet tage.

Theresa: Sociale medier har åbnet flere musikalske døre for mig. Jeg har både kunne gøre opmærksom på mig selv, er blevet inspireret, og for vores podcast er vi blevet støttet af nogle andre platforme, som har styrket vores fundament.

Hvordan kan vi alle blive endnu bedre til at løfte hinanden i arbejdslivet?

Olivia: I det danske arbejdsliv skal vi være bedre til at give vores plads videre til de underrepræsenterede og give opmærksomhed til de erhverv, som ikke har “prestige” i vores samfund, fordi de arbejder i felten og får snavs på fingrene såsom SOSU’erne og pædagogerne.

Theresa: Og vi skal glemme janteloven og stoppe med at tro noget bliver taget fra én, hvis andre opnår succes.

 

Jeg skal ofte minde mig selv om, at jeg ikke kan det hele, og nogle gange må jeg sige nej til ting, jeg gerne vil, men ikke har mentalt overskud til.

Hvis I vidste, hvad I i dag ved om arbejdslivet, hvad havde I så fortalt jer selv, da I var helt nye på arbejdsmarkedet?

Du skal ikke regne med at få ros for dit arbejde, men det siger intet om dit værd og dine kvalifikationer - du er god nok!

Hvem har åbnet døre for jer og muliggjort, hvor I er i dag?

Olivia: Mange kvinder har været en inspiration for mig til at gå efter det, som jeg gerne vil, nu og i fremtiden. Det har været drivkraften for mig til at åbne døre for mig selv.

Theresa: Fordi at jeg har valgt musik at lave musik, er jeg nødt til selv at gå forrest. Men helt konkret har sangerinde Nabiha været en stor støtte for mig. Jeg synger kor for hende, og hun spiller en vigtig rolle for, hvor jeg i dag er.

Hvad er specielt ved jeres venskab og podcast?

Vi er stolte af, at vores venskab har kunne tåle at lave en podcast på trods af vores forskelligheder, og hvordan vi generelt har forskellige arbejdsrytmer. Men vi er gode til rumme det, og så har vi fundet tryghed i hinanden i kraft af vores sorthed, og hvad det medfører af fordele og udfordringer.

Hvilken kvinde i jeres netværk vil I åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?

Vi synes, I skal portrættere Nazila Vida Roxana Ghavami Kivi, som er oversætter af Shahrnush Parsipurs “Kvinder uden mænd”, anmelder, foredragsholder, debattør og aktivist. Hun er skaberen af “Salon Hysteria”, der beskrives som, “Et next level rum for feministisk og dekolonial vidensproduktion”, rummet findes på instagram og ved samtalesaloner med Nazila som moderator. Hun formår, at mestre mange ting på én gang alt sammen med en skarp pen og en feministisk agenda, og det beundrer vi!