Blog

Iris Engelund

16. marts 2023
| Portræt

“Jeg er typen, der springer ud af sengen på en mandag, fordi jeg elsker at hjælpe andre mennesker”

Iris Engelund brænder for at få mennesker til at lykkes, og derfor har hun arbejdet med talentudvikling i mere end 20 år. I dag driver hun virksomheden Play Your Talent, hvor hun hver dag hjælper folk med at spotte deres talenter.

Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet.

Iris Engelund har over 20 års erfaring med ledelse, coaching og team- og talentudvikling fra både det kommunale og det private erhvervsliv. Og så har hun skabt virksomheden Play Your Talent. 

Iris er drevet af at få folk til at få øje på deres talenter, og hver dag hjælper hun både enkeltpersoner og virksomheder med at bringe deres talenter i spil, så det kan øge medarbejdernes effektivitet, motivation og drive. 

“Jeg er typen, der springer ud af sengen på en mandag, selv når det regner, fordi jeg synes, det er så spændende at kunne være med til at hjælpe andre mennesker og sætte gode rammer – det driver mig så meget,” fortæller Iris.  

Udviklede app, der sætter ord på vores talenter 

Men Iris har ikke altid vidst, at det var talentudvikling, hun skulle arbejde med. Da hun gik ud af gymnasiet, havde hun ingen idé om, hvad hun ville. Det var først, da det gik op for hende, at hun skulle have et job, hvor hun kunne hjælpe med at udvikle og sætte rammer om mennesker, at alting faldt på plads – og det blev starten på Play Your Talent. 

Play Your Talent er en app, hvor man kan “game” sine talenter frem. Ifølge Iris er der stort behov for redskaber som Play Your Talent-appen, der kan hjælpe folk med at sætte ord på deres talenter: 

“Mange mennesker kan ikke svare på, hvad de er gode til. Derfor kan appen hjælpe med at skabe en dialog omkring, hvilke opgaver der egner sig til de forskellige medarbejdere,” forklarer Iris. 

“Jeg kunne aldrig være her, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde lånt andres talenter og været ydmyg omkring de ting, jeg ikke er særlig god til, og bedt om hjælp”

Fik hjælp fra andre talenter 

Selvom Iris ikke har nogen IT-baggrund, kastede hun sig ud i at designe den IT-virksomhed, som Play Your Talent er. 

“Jeg samlede 10 eksperter og bad dem hjælpe mig med at lave en løsning, som kunne hjælpe alle med at sætte ord på deres talenter. De rådgav mig godt, og efter tre måneder fik jeg en investor, som smed nogle penge i projektet,” fortæller Iris. 

I dag er investoren Iris’ partner, og sammen har de bygget platformen Play Your Talent, hvor man kan kahoote sit talent frem. De har haft platformen i fire år, og i dag er der over 12.000, der bruger den.   

“Jeg kunne aldrig være her, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde lånt andres talenter og været ydmyg omkring de ting, jeg ikke er særlig god til, og bedt om hjælp,” fortæller Iris. “Når jeg har bedt om hjælp, har der altid været talentfulde folk, der gerne ville hjælpe mig, fordi alle elsker at bruge deres talenter. På den måde kan man komme utrolig langt, hvis man åbner op omkring det, man ikke er så god til.” 

Vil du vide mere om Iris Engelund?

Hvis du er blevet nysgerrig på Iris’ arbejde i Play Your Talent, kan du læse meget mere om virksomheden her