Blog

14. juni 2020
| Portræt

Det må aldrig gå så stærkt, at jeg glemmer at se andre og mærke stemningen omkring mig

Julie Rokkjær Birch er 36 år. Hun er museumsdirektør på Kvindemuseet, et museum, der vil være førende dialogskaber om kønnets betydning og skabe indsigt og styrke viljen til et ligestillet samfund. Julie er cand.mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Kunsthistorie.

Derudover spiller Julie trommer og prøver i øjeblikket at naile et helt bestemt Metallica-nummer. Hun siger: "Selvindbildning kan man komme langt med…"

 

Julie Rokkjær Birch

Ladies First skaber og fremviser alsidige, kloge og inspirerende kvindeportrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?

Det optager mig at være normkritisk og gøre en forskel. Mit ’big why’ er sgu at ændre verden lidt. Jeg vil gerne nå mange forskellige mennesker med viden og dialog om kønnets betydning. Og så tænker jeg meget over at lytte til dem, jeg umiddelbart er uenig med. Det lyder nemt, men det er det ikke. Men det er vigtigt at åbne sig op og være ydmyg ift andre mennesker – ellers tror jeg, man bliver vældig fastlåst.

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

Det har betydet meget, at jeg sultent har grebet de muligheder, der har ligget foran mig. Jeg er konkurrencemenneske og kan godt lide at gå efter målet. Spillet derhen er selvfølgelig også vigtigt, men altså – det der med at score – det er det, der driver mig.

Jeg har opnået mange succeser, fordi jeg har maset på og været tålmodig og haft holdningen: "Går den så går den" og: "man kan jo altid lige spørge…"

Hvad betyder balance mellem arbejds- og familie-/privatliv for dig? 

Alt. Men mit arbejdsliv er også en del af mit privatliv. Jeg har svært ved at sige, hvor grænsen egentlig går, og det har jeg det helt fint med. Jeg elsker jo det, jeg laver. Jeg flekser min tid i vildskab og arbejder tit på skæve tidspunkter, så jeg ikke skal hente børnene sent hver gang. For mig handler et effektivt og succesfuldt arbejdsliv ikke om at arbejde 8-17, men om at udnytte momentum, når det er der. Det er ikke for alle, men det fungerer for mig.

Mit arbejdsliv er også en del af mit privatliv. Jeg har svært ved at sige, hvor grænsen egentlig går, og det har jeg det helt fint med.

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

Den største succes er når museets medarbejdere giver udtryk for, at de har det godt og er glade i deres job, at de brænder for den rejse, vi er på. Det gør mig vildt glad – og giver en ro over det at lede. Sådan et museum som vores kunne slet ikke køre rundt eller opnå så meget som vi gør, hvis der ikke var den gode ild. Det er mit job at holde godt gang i bålet!

Og så var jeg ret stolt, da Kvindemuseet lavede udstilling med den verdensberømte feministiske kunstner ORLAN (fr.). Alle sagde: hende kan du godt glemme at få til Aarhus – men det gik jo nemt nok. Jeg synes i øvrigt også, vi har været OK seje under corona-krisen…

Og så var der dengang vi skrev ”museumsareawesomebecauseeveryoneshutsthefuckup” på museets gavl. 4x4 meter. Det gik crazy viralt… og der er faktisk mange, mange andre  ting – det er jo skønt!

En udfordring for mig er, at jeg kan være super distræt, fordi jeg har gang i tusind ting på en gang. Jeg prøver at italesætte det overfor museets medarbejdere og andre, så alle ved, at det er helt OK at rykke mig – også tredje gang. Beklager folkens – it’s not you, it’s me! Jeg drømmer om en PA – men museets få midler rækker altså ikke til den slags luksus.

En anden udfordring er, at jeg i kraft af mine roller som talsperson, debattør og skribent også står på mål i den større kønsdebat. Jeg gør det gerne, for det er vigtigt og relevant, at vi som museum kvalificerer debatten – men visse spydige kommentarer vænner jeg mig nok aldrig helt til.

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat? 

No woman is an island – som man (ikke) siger. Jeg er dybt bevidst om mine begrænsninger. Jeg har for længst lært, at det er godt at spørge om hjælp til det, man ikke selv ved noget om. Jeg spiller bolden op af mange mure for at se, hvordan bolden kan bevæge sig forskelligt. Jeg er heldig at have nogle gode mentorer – både i museumsverdenen og privat.

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt grøn? 

Jeg ville helt sikkert sige til mit yngre selv: "Slap af: du er mindst ligeså klog som dem, du er lidt duperet over – du har bare ikke erfaringen med at bevise det endnu." Jeg ville også sige til mig selv, at jeg skulle tage at omfavne min indadvendte side i stedet for at bekæmpe den. I dag bruger jeg min stille og kontemplative side aktivt og ved, at den store følsomhed, der følger med, er vigtig – især når det kommer til ledelse.

 

"Slap af: du er mindst ligeså klog som dem, du er lidt duperet over – du har bare ikke erfaringen med at bevise det endnu."

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag? 

Jeg har haft gode chefer, der har lært mig meget og villet mig det bedste. Og så opsøger jeg selv aktivt mentorer, der er (eller i hvert fald virker – haha) klogere end mig selv.

Er du nærværende nok lige nu?

Det er altid vigtigt for mig at spørge mig selv om. Det må aldrig gå så stærkt, at jeg glemmer at SE og MÆRKE andre og stemningen omkring mig – og ikke mindst: mærke efter i mig selv. Svaret for tiden er: nej, jeg er slet ikke nærværende nok!

Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?

Sanne Madsen fra Implement. Fordi hun er det menneske jeg kender, som har gennemgået den vildeste personlige udvikling. Hendes succes er affødt af et stort mod og evne til at se dybt ind i sig selv. Hun er meget modigere og meget stærkere end jeg. Hun er den, jeg sidst ville ende med i en slåskamp: hun har truckcertifikat og er bare en lady uden bullshit. Vi er på mange måder meget forskellige, men hun respekterer og elsker mig for den, jeg er – ligesom jeg respekterer og elsker hende for den, hun er. Jeg ønsker hende alt det bedste.