En pisse irriterende invitation
til at lære noget nyt

Første gang jeg blev introduceret til termen “Learning by frustration” var da jeg startede på CBS i 2006. 18 år gammel og pisse klog. Det er man nemlig, når man er 18. Så ved man ALT. Og jeg startede på drømmestudiet som en af de yngste og var bare klar til faglige og personlige udfordringer. Og til at lære noget nyt.

Det kom jeg også til, men bare på en lidt anden måde, end jeg havde forventet. Jeg tror måske jeg havde forventet en ‘udvidelse’ af Handelsskolen, som jeg kom fra. Altså bare et niveau sværere. Men i stedet skulle jeg løse ofte meningsløse opgaver i tvungne grupper sammen med folk som jeg måske oven i købet ikke arbejdede særlig godt sammen med. Og der var ingen forklaring.

Det var nemlig meningen, at det skulle være pisse irriterende. Learning by frustration.

Og det virkede. Jeg blev i hvert fald virkelig frustreret. Og jeg lærte at lære. Ikke bare at udenadslære nye teorier, men at lære nye perspektiver og tilgange, som jeg kunne bruge i praksis. Og allermest lærte jeg virkelig meget om mig selv og om mig selv i samspillet med andre. Om hvad der skal til for at jeg bliver frustreret. Hvor min grænse går. Hvornår jeg trives bedst.

Og jeg lærte hvad frustration egentlig er. Det er en pisse irriterende invitation til at lære noget nyt.

En finger i jorden
Lige nu befinder jeg mig midt i en til tider frustrerende opstart af en ny virksomhed, som laver noget helt nyt og ret usammenligneligt med noget eksisterende. No shit, at det kan være lidt frustrerende, for man ved jo ikke noget som helst og træffer 99 % af alle sine beslutninger på baggrund af en mavefornemmelse, en hypotese, en tilnærmelsesvis troværdig markedsanalyse eller en finger i jorden. I bogstaveligste forstand.

Frustrerende.

Lige for tiden er jeg så priviligeret at dele mine frustrationer med min datter på 11 måneder. Hun er nemlig ved at lære at kravle. Og hun er nået til frustrationsfasen. Den der fase, hvor hun ved at der er noget hun ikke kan, men hun har bare ikke knækket koden endu.

Det er en virkelig fascinerende proces, at observere et barn der lærer noget nyt. De er virkelig gode til det – altså til at lære. Men vi andre har nærmest “aflært” det at lære noget nyt. Når noget bliver ubehageligt og frustrerende, så flytter vi os fra det. Men i stedet burde vi blive i det. Undersøge frustrationen nærmere. Hvorfor bliver jeg så frustreret? Hvad er det for en kode jeg er lige ved at knække?

Jeg tror, at der ligger geniale ting på den anden side af frustrationerne, så jeg er begyndt at dyrke det lidt.

Jeg siger ikke at man altid skal gøre ting, der er frustrerende. Det skal jo komme i spiselige doser og alt det der. Men hvis ikke du ind imellem bliver lidt frustreret, så har du jo ingen grund til at gøre noget nyt eller lære noget nyt. Så nyd det.

Jeg har besluttet, at lige så længe som mine børn bliver ved, så gør jeg også. Det var da det mindste.

… Når alt det er sagt, så hvis der er nogen som er eksperter i prissætning af digitale produkter, så vil jeg altså alligevel virkelig gerne have et godt råd med på vejen. Har en fornemmelse af at det måske kunne hjælpe mig lidt hurtigere over på den anden side af den her frustrationsfase…

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *