Blog

13. januar 2020
| Portræt | Selvstændig

Der er ikke megen prestige i at forske i kvinder og karriere

Nina Smith er 64 år, professor i nationaløkonomi og  har en bestyrelseskarriere, hvor hun i årenes løb har siddet i diverse offentlige og private bestyrelser. Nina har det seneste årti helliget sin forskning til at undersøge, hvordan vi kan få flere kvinder til at nå de magtfulde poster i vores samfund.

 

Nina Smith Formand Forenet Kredit & Professor ved Økonomi, Aarhus Universitet

Ladies First vil skabe og fremvise alsidige, kloge og inspirerende kvindeportrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?

Mit arbejde består af to dele som på mange måder giver gensidig inspiration. Mit hovedjob er måske at være professor i nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Jeg underviser i både helt traditionel nationaløkonomi og så min store forskningsinteresse; Kvinder i topledelse. Siden jeg blev færdiguddannet i 1981 som cand.oecon. har jeg reelt altid haft interessen for ligestilling, og hvad der forhindrer at danske kvinder når frem til de magtfulde poster i både det offentlige og den private sektor. 

Min anden store interesse er bestyrelsesarbejdet. Jeg har i årenes løb siddet i mange offentlige og private bestyrelser, bl.a. Realkredit Danmark, PFA, NIRAS, Nykredit og Carlsberg. I de senere år er rigtig megen tid og energi gået med at få Nykredit, hvor jeg er næstformand, gennem en kæmpe transformation til en stærk finansiel virksomhed, som er foreningsejer. Jeg er formand for Forenet Kredits bestyrelse, som har haft ansvaret for at fremtidssikre Nykredits kapitalstruktur. Det er udfordrende at drive en stor finansiel virksomhed, der er foreningsejet og demokratisk ledet – dvs den øverste ledelse er på valg hvert fjerde år. Samtidig skal virksomheden drives effektivt og leve op til alle kravene i den finansielle sektor. Den udfordring har jeg brugt rigtig megen tid på – fordi det er vigtigt for hele den danske samfundsøkonomi og for alle danske boligejere at det kan lykkes at drive Nykredit som demokratisk ejet.

 

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

Når man har min alder, har der været mange valg. Jeg har aldrig været bange for at tage chancer og prøve ting som jeg ikke vidste om jeg kunne finde ud. Mit slogan har jeg stjålet fra Pippi Langstrømpe, som var min yndlingsbog som barn: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af”. Fx sagde jeg ja til at blive økonomisk vismand, da min yngste søn var 2 mdr. gammel, og jeg selv var ret ung og helt nyudnævnt professor. Det var lidt af et sats.

 

Hvad betyder balance mellem arbejds- og familie/privatliv for dig?

Balancen er en betingelse for mig. Selvom jeg har fire børn og altid har arbejdet virkelig meget, har jeg aldrig følt, at jeg var en dårlig mor. Tværtimod er jeg ret tilfreds med den barndom vores børn fik. Børnene blev meget selvhjulpne, havde ret lav service derhjemme, men de vidste altid hvor deres forældre var. Og når der var brug for det, var vi der. Jeg mener det vigtigste man som forældre skal gøre er at lære ens børn at blive selvstændige sociale individer, som selv lærer at klare at klatre over stenene på livets motorvej. Så de ikke pludselig står som unge eller voksne og slet ikke kan klare en dårlig karakter i skolen, en fyring eller hvad livet ellers kan give af modvind. Jeg har absolut ingen dårlig samvittighed i forhold til, at vi absolut ikke levede op til de krav, som mange af nutidens forældre stiller til sig selv med at hente børn tidligt i institution, gå til masser af aktiviteter med børnene osv. Til gengæld bruger jeg i dag megen tid på at hjælpe vores børn og svigerbørn, som lige nu står midt i deres travleste tid med småbørn og karriere. Vi passer rigtig meget børnebørn for at få deres liv til at hænge sammen – det synes jeg er meningsfuldt.

I det seneste årti har jeg valgt at hellige næsten al min forskning til ligestillings-området. Det gjorde jeg heldigvis ikke i starten, for så var jeg nok ikke blevet professor. Der er ikke megen prestige i at forske i kvinder og karriere blandt økonomer!

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

Jeg synes mange ting er lykkedes. Min største udfordring har altid været at få tiden til at slå til.

 

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?

Jeg har aldrig dyrket professionelle netværk – udover forskningsnetværk. Tværtimod. Jeg havde ikke tid. I dag ville jeg nok have prioriteret det højere. For det er vigtigt. Jeg har brugt al den ledige tid på familien – typisk kvindeligt!

 

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt grøn?

Jeg ville nok have forsøgt mig med en erhvervskarriere – jeg er superglad for at være forsker og har stadig masser af ideer og projekter. 

I dag ville jeg gerne have prøvet en erhvervskarriere, bl.a. efter at have fået indsigten via at have siddet i mange private bestyrelser. Det faldt mig bare ikke ind, da jeg var ung.

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?

Meget få. Jeg har haft nogle få ældre professorkolleger – mænd – som hjalp mig. Men ellers er det nok min mand, som aldrig har haft problemer med at være gift med en kone, der gjorde mere karriere end ham selv. Han har været min vigtigste støtte. 

 

Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?

Mit eneste forbillede gennem rigtig mange år var Bodil Nybo Andersen, der var den eneste kvindelige økonom jeg kendte. På mine gamle dage har jeg haft den glæde at træffes med hende ofte, og hun er en fantastisk kvinde, som jeg har lært meget af.

Og min direktør i Forenet Kredit Louise Mogensen, som jeg ansatte for godt 3 år siden, og som har gjort en fantastisk indsats i hele Nykredits omstilling som direktør for hovedejeren Forenet Kredit.