Blog

12. oktober 2020
| Portræt

Jeg er nok lidt på vagt over for ordet “networking”

Puk Qvortrup er 34 år og arbejder som forfatter og journalist. Hun har blandt andet skrevet romanen "Ind i en stjerne," været redaktør på kunstantologien" Det hul af lys" og er vært på podcasten "Læsefeber".

Ladies First fremviser alsidige, kloge og inspirerende kvinder i arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og ønsker at hylde.

Hvad optager dig lige nu inden for dit arbejdsliv?

Det er altid primært litteraturen, der optager mig, men jeg har længe været nysgerrig på nye kunstneriske samarbejder og har blandt været med til at tage initiativ til en antologi, der kombinerer tekst og billede. Mange kunstnere indenfor mit felt er vant til at skabe alene, så jeg finder det afsindigt spændende at arbejde med det kontroltab, der er i at blive sat sammen med andre.

Jeg reagerer meget hurtigt på gode ideer, og det er antologien et godt eksempel på. Det har været fedt, men hårdt. Jeg kan godt mærke, at jeg begynder at trække mig mere tilbage i mit sneglehus nu. Det river og flår i mig for at skrive min nye roman færdig. Helt konkret optager det mig meget lige akkurat nu, om jeg skal skrive den i 1. person eller 3. person. Eller “optager” og “optager”: Jeg ligger søvnløs om natten over det.

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

Da jeg sagde op på mit tidligere arbejde som festivalproducer. Jeg holdt meget af selve festivalen, men det var slet, slet ikke min drøm at lave den slags planlægningsarbejde. Der skulle et nervøst nervesammenbrud til, før jeg fattede, hvad jeg måtte give slip på. Jeg elsker bøger, jeg elsker at skrive, og jeg er god til at skrive, fordi jeg elsker det. Det har også haft stor betydning for mig, at jeg var meget grundig i forhold til at finde den rette forlægger og redaktør til min litterære debut.

Hvad er du særligt god til?

Jeg har ikke mange hæmninger, når jeg skriver, og det er godt. Som journalist er jeg anderledes afdæmpet og god til at gribe det, folk siger. Og så er jeg en dygtig tekstlæser.

Mange kunstnere indenfor mit felt er vant til at skabe alene, så jeg finder det afsindigt spændende at arbejde med det kontroltab, der er i at blive sat sammen med andre."

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

Det var kæmpestort, da min roman blev solgt til udgivelse i tre lande og et produktionsselskab købte filmrettighederne. Så har det også været en spændende udfordring at begynde at lave nye former for journalistik: Hvor jeg tidligere var vant til at skrive artikler, laver jeg mere sceneinterviews nu og optager podcast, hvor jeg skal bruge mine stemme. Det har blandt meget andet betydet, at jeg skulle få styr på mine alt for lange og kringlede spørgsmål - og mine læspende s’er.

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat? 

Jeg er nok lidt på vagt over for ordet “networking”. Det kan blive så beregnende i forhold til de mennesker, man omgås. Jeg tror i stedet på venskaber og på fællesskaber om det, der interesserer os. For mig er det kvindefælleskaber og fællesskaber med andre forfattere og kunstnere. De giver mig nye ideer og mere tro på mig selv og en kritisk bevidsthed overfor ulige magtstrukturer og ligestilling i forhold til omsorgsarbejdet i familier.

Jeg er nok lidt på vagt over for ordet “networking”. Det kan blive så beregnende i forhold til de mennesker, man omgås. Jeg tror i stedet på venskaber og på fællesskaber om det, der interesserer os.

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt ny på arbejdsmarkedet?

At jeg skulle sige nej til ulønnet arbejde og ikke slide mig selv op for at andre skulle få opfyldt deres drømme.

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?

Min forlægger Charlotte Jørgensen, der tog mig under sin vinge. Hun har lært mig ufatteligt meget. Og tidligere litteraturredaktør på Weekendavisen, Johannes Baun, der så mit potentiale og gav mig opgaver og fed feedback, selvom jeg ikke på det tidspunkt ikke havde noget sejt CV.

Tør du skrive dig helt ind i smerten?

Det ved jeg ikke, det håber jeg, det tror jeg, ja.

Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?

Komponist Mette Dahl Kristensen fra Who Killed Bambi og koreograf og kunstnerisk leder Nønne Mai Svalholm.