Anna von Lowzow

Jeg er enormt privilegeret, at jeg kan arbejde på Nordisk Film i et sundt tempo og med en forståelse fra min ledelses side om, at ting også kan tage tid. Det kommer der som regel det bedste resultat ud af.

Anna von Lowzow er 60 år og er filminstruktør og producer ved Nordisk Film. Hun er historieformidler, bestyrelseskvinde, fordragsholder og så er hun født i højadlen, som er betegnelsen for den fornemmeste del af den danske adel.

Derudover kender du måske også Anna von Lowzow fra TV, da hun er fast kommentator på TV, når kongelige begivenheder transmitteres.

Fotograf: Steen Brogaard

Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

Hvad optager dig lige nu indenfor dit arbejdsliv?

Jeg er i færd med at producere en international dokumentarfilm om Niels Bohr og Niels Bohr Institutets betydning for forskningen på verdensplan tidligere og i fremtiden. Det kan lyde lidt støvet og hertil kan jeg bare sige, at det er det i hvert fald ikke. Når man researcher om nok en af det tyvende århundredes mest betydningsfulde forskere, så sker der jo det, at der falder appelsiner ned i ens turban. Mit arbejdsliv er præget af udbud og efterspørgsel. Så fra en idé om en dokumentar fødes, til jeg overhovedet kan arbejde videre med den, bruger jeg tid på at finde et økonomisk fundament for at kunne producere en film i høj kvalitet. For mig er det vigtigt at kunne levere det bedste af det bedste.

Hvilke betydningsfulde valg har du truffet i dit arbejdsliv?

At holde fast i min integritet og ordentlighed. Og så tror jeg, at min egen styrke har indflydelse på, om jeg kan få mine projekter gennemført. Jeg er enormt privilegeret, at jeg kan arbejde på Nordisk Film i et sundt tempo og med en forståelse fra min ledelses side om, at ting også kan tage tid. Det kommer der som regel det bedste resultat ud af. Måske er jeg for kedelig, fordi jeg ikke hele tiden skrifter arbejdsplads? Jeg har haft muligheden mange gange, men jeg har ikke haft behovet, hvis man kan sige det sådan.

Hvad betyder balance mellem arbejds- og familie/privatliv for dig?

At kende mennesker - alle slags mennesker. Dét med at have en naturlig interesse for andre mennesker har vist sig at være en kort vej til at skabe kontakt. Så ja, jeg er god til at kontakte folk. Jeg er god til at få min vilje og jeg får mine projekter gennemført. Ydermere er jeg særlig god til at lytte ud fra devisen, at der er en grund til at man har to ører og kun én mund. Det leder så tilbage til, at jeg synes, at det er spændende at vide noget om de mennesker, som jeg beskæftiger mig med.

.

”Sometime you have to squeeze the plant to make it flower again”, sagde Meryl Streep til mig, da jeg interviewede hende til vores film om Karen Blixen.

Hvilke konkrete succeser og udfordringer har du haft i dit arbejdsliv?

Jeg oplever, at folk er glade for de dokumentarfilm, som mine kollegaer og jeg producerer. Man skal huske, at det ikke kun er mig, men derimod et helt hold, som arbejder sammen om en film. Når det er sagt, så er jeg temmelig glad for vores dokumentarserie, hvor prins Joachim fortæller om os danskere. Det har været et årelangt ønske for både prins Joachim og mig at arbejde sammen på en historisk serie. Og nu lykkedes det endelig. Når det er sagt, så er der da udfordringer ind imellem. Men ikke større end at de kan løses og vi kan komme videre. Jeg kan ikke engang huske nogen særlige udfordringer i skrivende stund. Jeg tror, at det handler om at se positivt på udfordringerne og så tage kampen op med de våben, man har ved hånden; begyndende med den sunde fornuft.

Hvad har netværk og fællesskaber bidraget med i dit liv, både arbejdsmæssigt og privat?

Når man har det arbejde, som jeg har, så opstår der naturligt et netværk og et fællesskab, som jeg bruger dagligt. Uden de to ting ville jeg ikke komme langt. Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg kan lykkes med mine ting og det er jo i bund og grund, fordi jeg selv er ansvarlig for netop at have skabt min egen platform, hvor jeg kan agere bedst muligt. Ofte tror folk, at de kan bruge andres eller mit netværk til egen vindings skyld – det kan de også ind imellem – men hvis de så ikke evner at skabe noget selv, så spilder de jo alles tid. Privat værner jeg om de glæder, som min familie og min omgangskreds giver mig. I både min mands familie og i min egen har vi et meget tæt sammenhold i fire generationer. Vi ses på kryds og på tværs. Alder er kun et smukt tal, hvor nogen har mere livserfaring og derfor ved mere, hvilket andre drager nytte af.

Hvordan kan vi alle blive endnu bedre til at løfte hinanden i arbejdslivet?

Der er ingen tvivl om, at begrebet ”vidensdeling” har en stor indflydelse på vores arbejdsliv. Hvis alle ved det samme, så er ingen i tvivl. Så er der heller ingen frygt for at blive sakket bagud. På Nordisk Film har vi en ledelse, som netop er fokuseret på vidensdeling, hvilket gør, at alle involveres og automatisk løfter i flok. Vi skal huske at invitere de nye i klassen ind i maskinrummet og vi skal undgå konkurrencen kollegaer imellem. Konkurrencen kan være nødvendig for narcissister, som jo bruger manipulationen til at ødelægge et ellers godt arbejdsmiljø og hvor de selv kan sole sig. I vores tid er der desværre masser af dem. Hvis arbejdspladserne kunne genkende en narcissist, for så ville man rydde ud med det samme og spare mange ærgrelser for resten af holdet.

 

Jeg har det sådan, at når ting ikke lykkedes, så er der en grund til det. Og det er fordi, der kommer noget som er bedre. Med den tankegang er det nemt at komme videre, selvom en dør smækkes lige i hovedet på én.

Hvis du vidste, hvad du i dag ved om arbejdslivet, hvad havde du så fortalt dig selv, da du var helt ny på arbejdsmarkedet?

At det var godt, at jeg kom i gang med at arbejde. Jeg har alle dage været glad, når jeg gik på arbejde. Jeg har haft gode læremestre og har det stadig. Man bliver jo ikke verdensmester, bare fordi man producerer en dokumentarfilm. Men det nærmer sig. For jo mere man lærer af andre, jo heldigere er man med selve resultatet.

Et godt arbejdsliv gør også, at man er i stand til at bidrage til samfundet. Det er vigtigt, for hvem skal ellers betale for det offentlige system og alle dem, der ikke kan arbejde?

Hvem har åbnet døre for dig og muliggjort, hvor du er i dag?

Det håber jeg, at jeg selv har. Min baggrund har sjældent haft en indflydelse på mine resultater. Jeg tror på, at man skal vise en styrke og en drivkraft, som overbeviser andre om, at man kan noget. Hvis altså man vil være der, hvor jeg er i dag. Hver gang jeg har haft succes, så afføder det en nemmere vej til det næste projekt. Jeg behandler andre mennesker med respekt, og jeg synes selv, at gør mig umage. Der er ikke så meget magi over det. Jeg har det sådan, at når ting ikke lykkedes, så er der en grund til det. Og det er fordi, der kommer noget som er bedre. Med den tankegang er det nemt at komme videre, selvom en dør smækkes lige i hovedet på én.

Hvilken kvinde i dit netværk vil du åbne døren for og lade portrættere på Ladies Firsts blog?

Britta Andersen – direktør for Gammel Estrup Herregårdsmuseet. Hun er saftsuseme dygtig. Hun overtog et koldt og goldt ”stolemuseum” på Gammel Estrup for 21 år siden, hvor der stod et par stole i alle rum og har i dag skabt et hjem – et rigtig herregårdshjem, hvor man forstår forskellen og livsvilkårene for herskab og tjenestefolk. Hun er også kvinden bag Dansk Center for Herregårdsforskning, hvilket har bragt Danmark på den internationale bane i et samarbejde med hele Europa om herregårdene, der jo i gamle dage var et slags kommunekontor. Det var herregården, som havde ansvaret for en hel egn. Der fandtes jo ikke hospitaler, skoler, biblioteker, børnehaver, alderdomshjem, supermarkeder, kirker, politi og hvad har vi. Alt det var herregårdens ansvar.

Trine Vinther – skaber af tøjmærket Zoey, som er tøj til kvinder med former. Hun er et festfyrværkeri og har haft sine udfordringer med pludselig at blive ekskluderet af Zizzi, som hun selv var med til at skabe, hvorefter hun som en korkprop kom op til overfladen igen og øjnede et behov for tøj, som passer til store kvinder. ”Sometime you have to squeeze the plant to make it flower again”, sagde Meryl Streep til mig, da jeg interviewede hende til vores film om Karen Blixen. Det passer godt til beskrivelsen af Trine.