Forside

Blog

7. marts 2019
| Portræt

Falder vi, så rejser vi os op og løber videre

 

Anna Aagaard Jensen er 28 år, konceptuel designer og fra Esbjerg, men baseret i Eindhoven, Holland. Hun skabte stor debat med sine skulpturelle stole, der skal få os til at tænke over, hvordan vi sidder – og (hvem, der) indtager plads i det offentlige rum.

 

Anna Aagaard Jensen

I anledningen af Kvindernes Internationale Kampdag har Ladies First sat sig for at portrættere en masse seje kvinder, der har noget på hjerte og har lyst til at fortælle om, hvilke kvinder, der har åbnet døre for dem inden for deres branche.

Vi har spurgt Anna om hendes oplevelser med køn inden for hendes branche, rollemodeller, der har hjulpet hende på hendes vej, og brændende ønsker i forhold til arbejdsliv, relationer og ligestilling i 2019.

Hvilket spørgsmål går du og søger svar på lige nu?

Jeg går og grubler ret meget over, hvordan vi potentielt kan nedbryde nogle af de meget stereotype kønsnormer. For mig er kvinder og magt et omkredsende tema, men med dét følger også spørgsmålet: “hvad vil det sige at ‘have’ magt, og hvad ‘er’ magt?”. I den forbindelse relaterer jeg det mest til magten over egen krop – min krop – kvindekroppen.

Hvilke kvinder i dit liv har hjulpet dig der til, hvor du er i dag?

Der er to store ‘kvinde-klipper’ i mit liv: Den ene er min kæreste gennem 6 år, Pia. Hun har virkelig løftet mig, når jeg, tonsvis af gange, har skrabet asfalten, men samtidig også stillede mig de nødvendige, kritiske spørgsmål og ikke givet mig et definitivt svar på min egen tvivl.

Den anden er min mor: At hun har kunne ‘overkomme’, og ikke give udtryk over for mig, i forhold til hendes egen opdragelse i forhold til køn, men ladet mig udtrykke mig selv som jeg ville og vokse op til at blive min egen definition af en kvinde – det kan jeg kun være evigt taknemmelig for – det kan virkelig ikke altid have været nemt.

Hvilke udfordringer står kvinder med inden for arbejdsliv i dag?

Der er til stadighed en generel stigmatisering af kvinder som værende svage, skingre og sommetider uvidende. Ord der ofte bliver brugt i det offentlige rum, som et hurtigt comeback i en debat og på forskellige social medier. Disse termer og portrætteringer af kvinder danner en vis perception omkring os generelt. Hvad vi eksponeres for, reflekteres direkte tilbage til individet og skaber et overordnet billede i andres øjne.

Hvordan kan vi i dag stille de relevante spørgsmål i forhold til ligestilling med det formål at bevæge os ind i en mere ligestillet fremtid?

 

Hvilke udfordringer står kvinder med inden for arbejdsliv i dag?

Der er til stadighed en generel stigmatisering af kvinder som værende svage, skingre og sommetider uvidende. Ord der ofte bliver brugt i det offentlige rum, som et hurtigt comeback i en debat og på forskellige social medier. Disse termer og portrætteringer af kvinder danner en vis perception omkring os generelt. Hvad vi eksponeres for, reflekteres direkte tilbage til individet og skaber et overordnet billede i andres øjne.

Nu har jeg ikke selv børn, men jeg synes der mangler en større åbenhed omkring kvinder og børn, familieliv og karriere. En debat som er vigtig for begge køn og for arbejdsgivere! At designe moderskab og nye definitioner inden for moderskab.

Hvilken historisk kvindefigur har åbnet døren for kvinder inden for dit felt?

Louise Bourgeois, Sarah Lucas og Patti Smith; alle kritikere af systemer, normer og køn, gennem deres forskellige virke som kunstnere, og så endda i en tid hvor tingene har været endnu mere rigide end i dag.

I forhold til kønsdiskriminering på arbejdsmarkedet har normen været, at vi er ‘svage’ og ‘ustabile’, men jeg tror, vi bliver ‘stærkere’ og/eller tør mere, når vi som kvinder motiverer hinanden: ‘Women who empowers women’.

Pernille Kruse Madsen

Hvilke oplevelser har du med dit køn i det offentlige rum?

Mest af alt er det kampen med mig selv og min samfundsmæssige indlæring om, hvad det vil sige at være kvinde – især i det offentlige rum. Det der går mig rigtig meget på er, at det tit er mit eget sind og mit eget syn på ‘hvad jeg kan klare’. Nogle gange skal jeg stadig overbevise min underbevidsthed om at jeg også godt ‘må være her’ og vi alle har ret til lige meget plads – hvad end vi udtrykker os verbalt eller kropsligt.

Mener du stadig, at der er noget at kæmpe for i 2019?

Masser. Det bare et spørgsmål om hvor vi skal starte. Mange af de ting, som skaber ulighed i forhold til køn er så indoktrineret i os, at vi måske har svært ved at se det nogle gange. Helt grundlæggende: “Hvordan ser vi egentlig på hinanden?” “Hvad vil det sige at være mand, kvinde, trans, queer eller intetkøn?”

Hvis vi kan finde nogle midlertidige tillægsord til at starte en samtale om det, som ikke er rodfæstet i gamle traditionelle mønstre og definitioner, så tror jeg allerede vi er kommet et godt stykke videre.

Hvornår har du selv oplevet, at dit køn var en en styrke eller udfordring i dit felt?

Lige siden jeg startede min uddannelse har jeg synes, at mit køn var en fordel. Måske fordi jeg er i et fag som til dels stadig i dag kan ses som lidt et mandefag og til trods for det opnå en vis form for anerkendelse. Med det sagt er der stadig folk, som spørger mig: “Om det nu er mig selv, som laver mine stole?”. Men til dét er der jo kun at svare “selvfølgelig”.

Inden for kunsthåndværk og design er der virkelig mange seje kvinder, både i Danmark og i udlandet, og ja, vi svejser, limer og skærer det hele selv.

I Ladies First har vi en vision om at skabe et univers, hvor kvinder bare gør. Hvad tænker du om det – og hvilke råd har du, for at det kan blive en realitet?

Jeg synes, at det lyder som en rigtig god ide. Jeg går ind for, at vi ikke kun skal motiverer hinanden imellem men også hjælpe hinanden. Vi tænker alt for meget over, hvad vi gør (af god grund for konsekvenserne kan være ret hårde). Men hvis vi falder, så rejser vi os bare igen og løber videre!

At turde træde på stereotyperne kan instinktivt føles ret skræmmende men når først man har krydset grænsen skaber det en følelse af uovervindelighed. Noget som gælder for begge køn.