Indtag rummet, tag ordet og tag chancen

Mona Juul, adm. direktør for det århusianske reklamebureau Envision, har aldrig sat sig ned og lagt en konkret karriereplan. I stedet har hun altid stræbet efter mere, bedre og højere. Mona er stolt af sit arbejde og rolle hos Envision. Her fortæller Mona lidt om at være direktør og hvordan hun er kommet til, hvor hun er i dag.

af Simone Søgaard Madsen

 

Hvilke tanker har du gjort dig om din rolle som direktør?
Jeg er det bare, og så prøver jeg at gøre mit bedste. Det er bare sådan det er. Det er så lige til. Jeg tænker aldrig over min rolle som direktør, når jeg står overfor mine medarbejdere og kollegaer – jeg er bare mig. Jeg er rigtig god til at arbejde mig igennem i modvind, og det bidrager måske til, at jeg kan gå forrest på en forhåbentlig autentisk og troværdig måde. Jeg kan ikke sige om, jeg er bedre til det end andre, men jeg gør det i hvert fald.

 

Jeg er aldrig bange for noget, og det er sindssygt rart at have det sådan. Men det har taget mange års hård træning

 

Jeg er ikke god til at følge regler, og jeg magter ikke, hvis tingene går hen og bliver for firkantede og kun kan gøres på én måde. Det fungerer ikke for mig. Jeg prøver i stedet at lytte og lære, og når jeg får noget konstruktiv kritik med på min vej, så lytter jeg til det. Ellers springer jeg ud i tingene, og så fornemmer jeg lidt, hvordan stemningen er og så kan jeg altid tilpasse mig efter det, hvis det gavner processen eller løsningen bedst.

 

Kend dig selv. Man skal ikke presse sig ud i noget, som man ikke kan være i

 

Jeg er altid i tvivl, men jeg er aldrig nervøs. Jeg tænker rigtig meget over tingene, og jeg er egentlig altid i tvivl om, om jeg gør det rigtige. Men jeg er aldrig nervøs. I løbet af en uge optræder jeg i mange sammenhænge og laver mange præsentationer, og det hænger nok meget godt sammen med, at jeg ikke bliver nervøs.

 

Håber du på at se flere kvinder i direktørstolene?
Ja, helt klart. Jeg synes, at vi skal have flere kvinder frem i verdenen. Danmark arbejder ikke seriøst nok med at få kvinder i direktørstolen. Samtidig skal flere kvinder prøve at springe ud i det. Bare gør det. Indtag rummet, tag ordet og tag chancen. Jeg tror, at mange kvinder er bange for at tage springet, dels fordi kvinder fokuserer alt for meget på at alt skal strømlignes og være perfekt. Er jeg god nok? Smuk nok? Klog nok? Ved I hvad. Det er I sgu nok ikke.

 

Men den slags detaljer har jeg aldrig selv hængt mig i. Selvom jeg er helt bevidst om, at jeg hverken er god nok, smuk nok eller klog nok. Men sådan er det jo. Og hvem bestemmer egentligt hvad der er godt, smukt og klogt – og hvornår det er nok. Og uanset hvad er der jo altid nogen der er bedre, smukkere og klogere. Pyt da med det! Dem skal der jo også være plads til.

 

Jeg synes, at vi skal tilbyde mere end ”perfekte” kvinder at sammenligne sig med, for ved du hvad? Perfekt er kedeligt! Vi er alle sammen almindelige, og det skal vi bare lære at acceptere

 

Hvad er dine 5 bedste råd til kvinder, som vil prøve at gå vejen til direktørstolen?
Jeg er ikke meget for at give deciderede råd, men jeg kan fortælle om, hvordan jeg selv gør det, og så kan det måske være inspiration for andre. Jeg gider nemlig ikke rigtig det der med opskrifter på succes, og føler heller ikke jeg hverken har forudsætningerne og kompetencerne til det. Jeg vil hellere bare fortælle hvad der driver og virker for mig.

 

Nummer 1: Det skal først og fremmest være sjovt
Når alt kommer til alt, så handler det for mig om at have det sjovt. Jeg vågner munter og ser lyst på tingene, og er derfor bare pænt glad det meste af tiden. Som jeg ser det, kan man vælge at se sig sur på regnen eller glædes over de begivenheder, som sker på den regnfulde dag. Regnen kan du ikke gøre noget ved – men hvordan du tackler den er op til dig. Jeg sætter stor pris på alle de muligheder, som livet giver, og er basalt set et taknemmeligt menneske.

 

Nummer 2: Jeg er forbandet nysgerrig
Jeg læser f.eks. masser af artikler og bøger og slår alting op, fordi jeg gerne vil mere. Det lægger sig måske også op af, at jeg er skeptisk, men det er nysgerrigheden, som driver mig. Jeg ser viden som vejen frem, og tror på at man øger sine kompetencer ved at lytte og læse. Jeg elsker at fordybe mig i både faglige og helt skæve emner. Min nysgerrighed har betydet, at jeg ved noget om meget, men ikke meget om noget.

 

Nummer 3: Jeg bider til bolle
Det er med at bide til bolle, når chancen er der. Jeg venter aldrig. Er du i tvivl om noget, så ta’ den. Man kan jo altid hoppe fra, hvis det alligevel ikke lige var det. Jeg vil absolut helst sidde forrest i bussen, og derfor springer jeg også til, når chancen er der.

 

Nummer 4: Det hjælper mig at være robust
Jeg kan godt lide modvind, og får ligesom mere energi af det. Jeg er helt klart skarpere, når jeg er tvunget til det. Så kan jeg lige pludselig huske alting, se nye sammenhænge og forhold der er afgørende i f.eks. en forhandling. Det er ikke ensbetydende med at jeg ikke kan blive ked af det og ikke synes livet er hårdt indimellem. Men modgang får mig bare til at finde andre ressourcer frem. Jeg tror, det er helt naturligt, men jeg vælger at se det som en gave.

 

Nummer 5: Jeg prøver at bruge energien rigtigt
Jeg har meget energi og jeg arbejder meget. Det er sådan det fungerer for mig. Også selvom det er mega umoderne og helt ude af trit med work-life-balance og alt det der. Det må andre følge, jeg gør hvad der passer mig. Og det passer mig at gå efter mere, bedre og højere. Det har jeg bare lyst til.

 

Jeg har for længst droppet ideen om, at jeg kan nå det hele. Jeg siger pænt nej tak til rigtig meget. For det er på den måde, jeg selv bestemmer, hvad jeg skal bruge min tid på. Det er den måde, jeg undgår stress og laver det jeg synes er sjovt.

 


Synes du godt om vores arbejde? Så overvej at give en økonomisk high five til Ladies First, og
bliv medlem af netværket for kun 125 kr om året.

Husk at Ladies First starter intensive netværksforløb igen til efteråret.
Læs mere om netværksforløbene her.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *