At være to giver større arbejdsglæde og mindre sårbarhed

Blog

7. maj 2015
| Portræt | Selvstændig

At være to giver større arbejdsglæde og mindre sårbarhed

 

Ellen Elsnab er uddannet cand.mag. i medievidenskab fra Aarhus Universitet og har været selvstændig siden 1. februar 2014. Ann-Katrine Storgaard Friis er uddannet cand.scient.soc. og har været selvstændig siden 16. januar 2015. Sammen ejer de firmaet Brand New Day.

 

 

Ellen Elsnab & Ann-Katrine Storgaard Friis

Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

I februar 2014 stiftede Ellen Elsnab virksomheden Brand New Day, og knap 1 år senere inviterede hun Ann-Katrine Storgaard Friis indenfor som partner. De kalder sig selv "Heartcore Humanister", og vi har talt lidt med dem om samarbejde, værdier og om deres deltagelse i netværksforløbet Ladies First Business.

Hvad lavede I hver især før I blev selvstændige?

Ellen: Jeg har været 5 år på et reklamebureau som bl.a. strategisk direktør. Jeg havde lyst til at bruge mit arbejdsliv og mine evner på noget mere meningsfyldt og bæredygtigt end bare at øge salgstal for kunderne. Desuden havde jeg to stressforløb bag mig i en alder af kun 32.

Ann-Katrine: Jeg har arbejdet i NGO-branchen i bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og Red Barnet, hvor jeg primært har beskæftiget mig med projektledelse, interkulturel kommunikation og fundraising.
Efter at jeg og min familie var flyttet fra København ”hjem til Aarhus”, blev jeg jobsøgende.

Hvorfor så lige Brand New Day?

Ellen: Det var tydeligt for mig, at jeg skulle lytte mere til mig selv og efterleve mine værdier for at få en hverdag med mere arbejdsglæde og mindre stress. Derfor startede jeg Brand New Day i februar 2014, hvor fokus er på at hjælpe samfundsansvarlige virksomheder med at få bedre resultater på den 3-dobbelte bundlinje; people, planet og profit.

Ann-Katrine: Jeg ville meget gerne arbejde med CSR (Corporate Social Responsibility) og greb fat i mit netværk. Den vej igennem blev jeg anbefalet at se lidt nærmere på en virksomhed ved navn Brand New Day. Jeg blev forelsket i hjemmesiden og værdisættet bag og ringede til Ellen, som var indehaver af virksomheden. Ellen bød mig på en kop kaffe, og det må siges at være en af de bedste kopper kaffe, jeg længe har drukket. Vi havde en super kemi, et værdifællesskab og komplimenterende fagligheder. I løbet af en masse samtaler om værdier, forretningsforståelse og etik, en masse jura og økonomi, blev vi enige om, at jeg skulle indtræde i Brand New Day som partner, og d. 16. Januar 2015 startede vi sammen Brand New Day ApS.

Jeg er et flokdyr, og jeg har brug for dygtige og dejlige mennesker at sparre med. Derfor har det hele tiden været en del af forretningsstrategien at blive flere end én.

Ellen, hvorfor valgte du at tage en partner ind i Brand New Day?

Ellen: Jeg er et flokdyr, og jeg har brug for dygtige og dejlige mennesker at sparre med. Derfor har det hele tiden været en del af forretningsstrategien at blive flere end én. Det gør arbejdsglæden endnu større, og virksomheden mindre sårbar.

Hvordan fungerer jeres samarbejde som partnere?

Ellen: Ann-Katrine matcher det værdisæt, jeg har funderet virksomheden på, og at vi har samme ønske om at gøre en forskel i kraft af vores arbejde. Derudover kan hun selvfølgelig noget, jeg ikke kan, og som virksomheden har brug for. F.eks. er hun ”Pippi-type”, der er stærk til at få slået hovedet på sømmet i salgsøjemed. Og vigtigst af alt har hun en skøn personlighed. Alt i alt gør det vores samarbejde utrolig stærkt.

Ann-Katrine: Det har været meget spændende og utrolig lærerigt at starte op som ny partner i en eksisterende virksomhed. Det har dog taget mig et lille stykke tid, at sige: ”vores virksomhed” i stedet for ”Ellens virksomhed”. Når det er sagt, så har Ellen virkelig været god til at tage imod mig, og jeg føler nu, at det er VORES virksomhed. Vi supplerer hinanden rigtig godt. Vi formår også at presse hinanden og på den måde skabe nogle virkelig gode resultater sammen.

Hvad arbejder I på lige for øjeblikket?

Ann-Katrine: Vi arbejder blandt andet på en opgave for Aarhus Kommune, hvor vi skal udarbejde nogle foldere omkring deres arbejde med Fællesskaber for alle. Det er en spændende opgave fordi vi får lov til både at arbejde med research, tekst og grafisk layout. Vi er stærke på opgaver hvor vi netop får lov til at kombinere både den højre og venstre hjernehalvdel.

Ellen: Og så har vi i foråret har vi haft fokus på at ”spille os sammen”, etablere vores fælles ApS-selskab og få nye kunder.

Hvad er kernen i Brand New Day?

Ellen: Helt klart værdisættet! Brand New Day er en meget personlig og værdidrevet virksomhed. ”Heartcore” er kerneværdien, og det handler om en emotionel og menneskelig tilgang til kommunikation, forretning og relationer. Vi elsker at finde ind til virksomheders passion, værdier og personlighed, og det er det hjerteblod, vi bruger til at skabe unikke løsninger.

Ann-Katrine: Menneskelighed, begejstring, velvilje og ordentlighed. Det er de værdier, som er omdrejningspunktet for vores daglige arbejde. Derudover kan man sige, at kernen i Brand New Day er vores tilgang til mennesker og til at kommunikere med og for mennesker. Vi ønsker nemlig at se menneskene bag virksomhederne, for vi tror på, at virksomheder er summen af de mennesker, der er i virksomheden og sådan er det jo også i vores egen virksomhed.

Vi supplerer hinanden rigtig godt. Vi formår også at presse hinanden og på den måde skabe nogle virkelig gode resultater sammen.

Ellen, hvad er du mest stolt af at have opnået som selvstændig?

Ellen: Integritet betyder meget for mig, og det gør mig stolt at have skabt en virksomhed, hvor værdierne bliver efterlevet – også når det er svært. Det er altid fedt at mærke, hvor meget lettere det er at tiltrække de rigtige mennesker, når man tør stå ved sig selv – som menneske og som virksomhed.

Ann-Katrine, hvad har du glædet dig allermest til i dit nye liv som selvstændig?

Ann-Katrine: Friheden til at vælge hvilke mennesker, jeg vil arbejde sammen med! Og så glæder jeg mig til at være med til at udvikle Brand New Day, det er virkelig en stor drivkraft bag mit daglige arbejde. Mit hjerte slår hurtigere, når jeg kan se, at de processer, jeg er med til at facilitere, vokser og blomstrer.

Hvad er det næste bedste der skal ske?

Ann-Katrine: Vi har været ude og lave en præsentation og give et tilbud på en større brandingopgave hos en miljørådgivningsvirksomhed, så forhåbentlig er det den næste spændende opgave, vi skal kaste os over. Derudover skal vi ud og møde nogle flere mennesker og vise vores virksomhed frem. Vi er vilde med at lære nye mennesker at kende, blive inspireret og se nye muligheder opstå i kølvandet på sådanne menneskemøder.

Ellen har tidligere deltaget i netværksgruppen Ladies First Business, og nu er Ann-Katrine medlem - hvad har I  fået du ud af at deltage i netværket?

Ellen: Det var et rigtig godt power boost at deltage i netværket, hvor jeg fik god sparring, stærke relationer og nye kunder i et rum, hvor alle kendte de ”ups and downs”, der følger med livet som selvstændig.

Ann-Katrine Vi er over halvvejs i forløbet nu, og det har været rigtig godt. Jeg nyder den inspiration, velvilje og gejst der opstår i rummet, når vi mødes i Ladies First Business. Det er jo fantastisk at få lov til at være en del af en gruppe super seje kvinder, der alle har et stort drive og en stor passion for deres respektive virksomheder. Jeg går altid oplivet, glad og fuld og gå-på-mod fra møderne i Ladies First Business.