“Det er lige meget om vi drejer til venstre eller til højre. Vi kan bare gøre, hvad vi vil!”

Mille Sjøgren oplevede den ultimative frihed da hun sammen med sin familie flyttede seks år til Spanien og derefter tog på jordomrejse i et år. Her kan du læse mere om, hvordan Mille og hendes mand tog deres arbejde med til udlandet – og hvorfor du skal gøre det samme.

“Vi skulle egentlig bare have boet der i ti måneder, men så blev vi så glade for at være der”, siger Mille Sjøgren om de seks år hun og hendes familie tilbragte i Spanien – et ophold, der endte i en jordomrejse. De er netop vendt hjem til Danmark, og holder nu foredrag om værdien i at tage arbejde og børn under armen og rejse ud i verden.


Ladies First’ Premium-medlemmer får 50 % rabat på normalprisen (værdi DKK 100) til Milles foredrag ‘Tag hverdagen med jorden rundt’ i Aarhus d. 27. september 2018! Du kan hente din rabatkode her.


Grundlaget for familiens frigørelse fra det konventionelle arbejdsliv blev lagt lang tid før de rejste afsted.

“Det startede dengang vi begge to blev freelancere, hvilket gjorde, at vi havde mulighed for at gøre de her ting. Jeg har været freelancer i ti år og min mand har været det i snart syv år.”

Mille og hendes mand er begge journalister, og Mille ejer desuden speakerbureauet Millespeak, hvor hun lægger stemme til reklamer, lydbøger og meget mere.

Der for seks år siden sad vi på en trappesten på Østerbro og kiggede på hinanden og drak noget vin, børnene lå og sov. Lige pludselig fandt vi ud af at, hey, vi kunne egentlig lige så godt sidde et andet sted og lave vores arbejde.

Den ultimative frihed
Rejseoplevelserne og de kulturelle forskelle har hele familien fået gavn af. Blandt andet har børnene lært flydende engelsk og spansk, så de kunne nemt kommunikere med de mange forskellige mennesker, de mødte på deres vej – både i Panamas jungle og på road trip gennem USA.

“Den oplevelse af at komme ind i en verden, der er helt anderledes end det, vi er vant til, og få lov at se, at man kan leve livet på mange forskellige måder – det har været en af de ting, jeg syntes var rigtig fedt og spændende. Og så bare friheden! For eksempel da vi satte os ind i en autocamper i USA og kørte hele vejen fra nord til syd. Bare sidde bag det der gigantiske rat og trykke på speederen og tænke: ‘Det er lige meget om vi drejer til venstre eller til højre, vi kan bare gøre, hvad vi vil, det bestemmer vi selv!’ Det er den ultimative frihed.”

Ud over et stort personligt udbytte har rejserne også haft betydning for Milles forretning.

“Det har skabt nogle nye kreative idéer hos mig. Jeg er i gang med at udvikle min forretning til at omfatte andre ting, end hvad jeg har lavet tidligere. Og det er ikke sikkert, jeg havde fundet på lige de her ting, hvis ikke jeg havde gjort som jeg har gjort. Det at flytte sig fysisk gør også nogle gange, at man flytter sig mentalt.”

For eksempel er Mille begyndt at holde foredrag om at tage sit arbejde med på rejse – og du kan komme med! Læs mere nederst på siden.

Hold dine kunder ved lige
Mille fortæller, at ulemperne ved at tage arbejdet med til udlandet har været færre end forventet. “Jeg var lidt nervøs for om mine kunder ville følge med mig, hvis jeg skulle til at speake over Skype i stedet for i et studie i København, men det har de faktisk været villige til – og er blevet mere villige til det med årene.”

Hun har desuden selv gjort en stor indsats for at opretholde sin forretning.

Jeg har været rigtig god til at holde mine kunder ved lige. Jeg har været hjemme hver tredje måned og kigget dem i øjnene – også hvis der var et job, de gerne ville have mig hjem til.

På jordomrejsen har det været en udfordring at sætte et ordentligt lydstudie op visse steder, og nogle gange har der ikke engang været internet. Derfor er der nogle opgaver, som Mille har måttet sige nej tak til, hvis hun skulle opretholde sin professionelle standard – “men det er de færreste”, siger hun.

Lyt til hinanden
Milles mand delte heldigvis hendes drøm om at bo i udlandet – faktisk var det hele hans idé. “Da jeg mødte ham for 15 år siden spurgte han mig, på vores første date, om jeg ville cykle jorden rundt med ham”, fortæller Mille. Men hvad gør man, hvis ens bedre halvdel ikke er så vild med idéen? Mille mener, at hvis det er et stort ønske hos den ene, så bør man kunne lytte til hinanden i et parforhold.

“Jeg synes ikke man skal overtale sin partner, men jeg synes man skal lade den anden forstå vigtigheden i det – for en selv, men måske også for ens børn, parforhold eller familieliv. At hele livet ikke kun handler om at gå på arbejde og lave alle mulige forskellige ting, når vi aldrig rigtig er sammen som familie.”

Mille foreslår, at man kan starte med at rejse ud i et par måneder i stedet for at springe ud i et helt års rejse, som Familien Sjøgren gjorde. Der er meget arbejde, man kan tage med sig, hvis man mest sidder foran computeren, og ellers vil man sandsynligvis kunne få orlov.

Hvis det kun drejer sig om to måneder, og man præsenterer det på en god måde for sin chef, så er jeg sikker på, at mange innovative chefer vil synes, at det er en fremragende idé.

Skab en grundindtægt
Uanset hvor nemt det er at tage sit arbejde med til udlandet, bør man dog ikke gøre det uden et vist forarbejde, mener Mille.

Jeg startede min virksomhed fire-fem år inden jeg rejste ud. Det er en god idé at have en basic indtægt når du rejser ud, ellers bliver det simpelthen for hårdt. Det er en god idé at have nogle kunder inden du går i gang.

“Da min mand begyndte at snakke om at flytte til udlandet, så sagde jeg: Det kan vi også godt gøre, jeg synes det er en pissefed idé. Jeg gider bare ikke at være den eneste, der tjener penge. Han var lige startet, så jeg sagde: “Få nogle kunder, så kan vi snakke om det.” Det fik han, og så gik der tre måneder, så sad vi i Spanien.”

Hvis rejsen skal være en god og sjov oplevelse anbefaler Mille, at man har en grundindtægt på 15-17.000 kr. “Det kan du faktisk komme rigtig langt for andre steder end i Danmark.”

Hvad går livet ud på?
Selvom familien har befundet sig de mest eksotiske steder, har Mille ikke haft svært ved at styre sin eventyrlyst og koncentrere sig om arbejdet.

Hvis du driver din egen virksomhed, så er det du laver jo det, du brænder for. Og så er det også det, du har lyst til at udvikle. Man bliver jo oplevelsesmæt, så man har også brug for, at der er noget stabilitet.

Hun og hendes mand arbejdede maksimalt fem om dagen, så der var tid til at gå på opdagelse om eftermiddagen. Nogle gange holdt de også fri i nogle dage for at tage på en længere tur. Hun understreger dog, at hun arbejdede meget mere, da hun var i gang med at bygge det hele op, men når først man har skabt sin forretning, kan man tillade sig at tage mere fri.

Er du typen, der har svært ved selv at adskille arbejde fra fritid, er denne model måske ikke noget for dig. “Så kan det være du bare skal tage orlov og tage ud og have det fedt i verden”, siger Mille.

Når Mille holder foredrag sammen med sin mand vil de have folk til at tænke over, hvad livet egentlig går ud på. Man skal ikke lade sine idéer og drømme begrænse af pessimistiske tanker. Stol i stedet mere på, at det faktisk kan lade sig gøre, og prøv at udfordre den konventionelle måde at tænke, leve og arbejde på, siger Mille. “Mit budskab er: Hvad er det værste der kan ske? Måske kan man ikke lide det, og så tager man bare hjem igen og får et 8-16-job. Så er det jo heller ikke værre.”

Vil du med til Milles rejseforedrag ”Tag hverdagen med Jorden rundt”?
Det foregår på Godsbanen i Århus d. 27. september kl. 19. Som Premium-medlem af Ladies First får du 50 % rabat på normalprisen (værdi DKK 100)! Du kan hente din rabatkode her.

Læs mere om foredraget og køb din billet her.

Mille har også lavet en podcast om at være digital nomade.
Den kan du lytte til her og få meget mere inspiration til, hvordan du tager dit arbejde med ud i verden.