Gør det, der skal til!

Blog

6. november 2015
| Portræt | Selvstændig

Gør det, der skal til!

Majken er antropolog og coach, og selvstændig på femte år med firmaet "BoostDinBusiness", der bl.a. hjælper andre coaches med at finde ind til det, der gør dem helt unikke. Og så er Majken medlem af Ladies First Netværksforløb for iværksættere i Aarhus. Vi har snakket lidt med Majken om antropologi og business og om at starte med et godt fundament!

Navn: Majken Juhl Jensen
Alder: 45 år
Nuv. beskæftigelse: Selvstændig på 5. år med firmaet BoostDinBusiness
Uddannelsesbaggrund: Antropolog og coach

Ladies First | Majken Juhl Jensen

Ladies First vil skabe og fremvise flere alsidige, kloge og inspirerende kvindelige portrætter inden for emnet arbejdsliv. Derfor er dette portræt af en kvinde, som fællesskabet i Ladies First selv har nomineret og fremhævet - læs med her. 

Hvordan er du endt der, hvor du står i dit arbejdsliv idag?

Ad snoede veje: Jeg blev uddannet antropolog i 2003 og arbejdede en lang årrække som konsulent og projektleder indenfor både det private og det offentlige. Hele tiden i jobs, der gav mig en høj grad af frihed og chefer, der sad langt væk. Men til stadighed med en drøm om at være frue i eget hus med 100% frihed til at arbejde med det jeg brænder for hvor, hvornår og hvordan jeg vil. I 2008 blev jeg færdig med en 2-årig coachuddannelse og derefter tog jeg springet ud i det selvstændige arbejdsliv. Jeg har ikke fortrudt det ét minut siden!

Konsulent og coach er jo nogle meget anvendte titler, men hvad betyder de for dig?
Ikke rigtig noget, før der bliver fyldt noget i dem. Mange af mine kunder er coaches og noget af det, jeg bruger rigtig meget tid på at hjælpe dem med, er at vælge en unik niche og en drømmemålgruppe, som gør, at de kan skille sig ud fra alle de andre coaches derude. Det skaber et fundament, som de kan bygge deres succesfulde firma ovenpå. Uden en viden om, hvad der gør dig unik, hvad dine potentielle kunder har brug for, og hvordan du trænger igennem med dit budskab til din målgruppe, så forsøger du at bygge et fantastisk hus på et usikkert fundament. Det er spild af arbejde og giver aldrig et godt resultat.

Hvordan kan du bruge antropologien og coachingen i business-sammenhæng?

Antropologien er meget MIG, en verdensanskuelse, som er indirekte indlejret i alt hvad jeg laver. Det samme gælder med coachingen. Jeg er ikke en traditionel coach, jeg nøjes ikke med at spørge ind, men rådgiver også mine kunder om hvad de skal gøre. For jeg sidder inde med en enorm ekspertviden om, hvad der skal til, for at slå igennem som selvstændig coach eller behandler og få den succes med sin praksis, som man drømmer om. Men min tilgang er altid coachende på den måde, at jeg hele tiden har fokus på, at mine kunder først flytter sig, når de er motiverede og kan forstå, HVORFOR de skal gøre det, de skal I deres firmaer.

Hvad er du mest stolt af at have opnået?
Jeg er enormt stolt af at være lykkedes med mit firma, at jeg tjener mine egne penge og er ansvarlig for mit eget (arbejds)liv. Og så gør det mig rævestolt at se mine fantastiske kunder flytte sig, komme igennem deres blokeringer, nå deres mål, og få det liv som selvstændige, som de drømmer om.

Det første år tjente jeg 3-5000 kr. om måneden. Og jeg havde mange velmenende mennesker på nakken, som mente at jeg skulle gå tilbage til lønarbejdet og trygheden.

Hvad er den største udfordring du har mødt i dit arbejdsliv?

Det at starte en business, at springe ud i det og slippe min gode faste akademikerløn! Det første år tjente jeg 3-5000 kr. om måneden, hævede min efterløn, brugte en arv fra min stedfar, huggede en hæl og klippede en tå. Og jeg havde mange velmenende mennesker på nakken, som mente at jeg skulle gå tilbage til lønarbejdet og trygheden. Men jeg valgte friheden og har nu et arbejdsliv, som jeg engang i mellem må knibe mig selv lidt i armen for at fatte. I'M LOVING IT!

Hvorfor har du meldt dig ind i Ladies First Netværksforløb og hvad har du fået ud af at deltage indtil videre?

Jeg trængte, efter en periode med megen onlinearbejde, til at deltage i nogle netværk igen og møde andre skønne selvstændige kvinder. Jeg har fået spændende nye kontakter ud af det - og nye kunder i mit firma også!

Hvad er dit bedste råd til vores medlemmer?
Til alle selvstændige vil jeg sige: Gør det der skal til for at bryde ordentligt igennem, få den hjælp du har brug for og giv den en ordentlig skalle. Det er let at blive selvstændig, men svært at lykkes med det. Det at være selvstændig er een lang selvudviklingsproces, så giv dig selv en masse kærlighed og fejr alle dine små sejre undervejs.

Vil du høre mere fra Majken, kan du læse mere og tilmelde dig BoostDinBusiness' nyhedsbrevet her: www.boostdinbusiness.dk