Jeg startede to firmaer på seks uger

Karen Maagaard Pedersen skulle en omvej gennem tøjindustrien, før hun endelig fandt ud af, hvor hun skulle være – og på seks uger startede hun to firmaer. 

Fulde navn:
Karen Maagaard Pedersen

Uddannelsesbaggrund:
Håndarbejdslærer fra Odense Håndarbejdsseminarium – min drøm som ung studerende var at blive højskolelærer. Istedet blev det til 10 år i tøjindustrien – 10 år, hvor jeg har lært mangt og meget om forretningsliv og handel.

Nuværende beskæftigelse:
Iværksætter med

Reiki Healing – www.karenmaagaard.dk
Sanselig Broderi – www.sanseligbroderi.dk

Samt assistent, samarbejdspartner og idéudvikler hos Argentinsk Tango – www.livlaeringoglidenskab.dk

Alder:
39år

Hvordan er du endt der, hvor du står i dag i dit arbejdsliv?
Sommeren 2012 var året, hvor jeg for første gang mødte den argentinske tango under den danske midsommerhimmel, med levende pulserende tangomusik og lamper der smukt oplyste dansepladsen i Fælledparken. Jeg forelskede mig i musikken og dansen fra første tone og trin – tænk her fandtes og findes et univers, hvor mænd og kvinder mødes på tværs af alder – og landegrænser, men taler med samme sprog. Dansen og det nye sprog slog benene fuldstændig væk under mig – jeg måtte have mere! Dette var startskuddet og kort tid efter fandt jeg det læringsrum, hvor jeg for alvor skulle lære om tangoen og min egen personlige udvikling. Jeg opdagede, hvor mange måder livet kan gribes an på – at alt ikke nødvendigvis skal i kasser og skemaer, men istedet kan formes med kroppen og med handlinger. Med ét var det var tid til at kigge lidt nærmere på mit eget liv privat- og arbejdsmæssigt! Det var tid til at ændre kurs, stoppe helt op, sige farvel til jobbet i tøjindustrien og rejse til tangoen by Buenos Aires – tålmodighed eller ej!

At gå dybere ind i dansen, har ført mig langt omkring, fysisk til den anden side af kloden og mentalt helt ind til min inderste kerne. Så helt naturligt mødte jeg Reiki Healingen på tangoens vej. Reiki Healing er en behandlingsform, der oprindelig stammer fra Japan, men nu bruges over hele verdenen. Denne enkle og samtidige stærke healings form blev hurtigt mit nye instrument i værktøjskassen.

Der er ingen grund til at have det skidt, når det er så let at få det godt

Dette er essensen af min indgangsvinkel til Reiki Healing. Det er her jeg kan gøre en forskel hos mine kunder. Jeg kan give lindring og forløsning på krop og følelser – helt enkelt. Kombinationen af at arbejde både med healing og med tango, det har fået mig til at blomstre på ny!

I foråret blev mit håndværk og kreativitet fundet frem igen. Jeg begyndte at brodere efter flere års pause, så nu bevæger nål og tråd sig op og ned i stoffet i takt med tangoens toner på anlægget. Den kunstneriske side får lov at komme frem – helt frem – og jeg skaber unikke tekstile billeder til salg i Field’s Designstore. En spændende kunstnerisk og kommerciel rejse er startet på blot få måneder. Drømmen om at undervise på højskoler og produktionskoler ligger stadig meget højt på listen, jeg er sikker på at mulighederne snart viser sig!

Hvor langt tid har det taget, at komme fra idé til virksomhed?
6 uger – kort fortalt! Det var et 6 ugers kursus ved Artlab, der for alvor satte skub på min drøm om at komme igang – også hoppede jeg ud på det dybe vand med begge ben uden at tænke alt igennem og uden at lave de helt store detaljerede planer.

Jeg MÅTTE bare igang og prøve, min nysgerrighed, eventyrlyst og utålmodighed var og er stadig drivkraften.

Første stop var at starte mit Reiki Healing behandlingssted op. Det er denne forretning, der er min platform i at lære, øve, lære og øve mig i at være forretningskvinde. Alt hvad der er af regnskab, markedsføring, netværk, forretningsudvikling, hjemmesider og sidst men absolut størst – at møde kunderne og give dem en god oplevelse.
Næste stop var at vise mine ideer og arbejdsmetoder med broderi. Det tog kun et par uger fra ide til facebook- og hjemmeside. Nu er jeg så igang med at lave forretning ud af det, sting for sting – for ideerne skal have lov til at spire og vokse frem. Her har jeg pludselig fundet mig til rette med min utålmodighed, for håndbroderi er for mig mindfulness i praksis. Det er pludselig dejligt at sidde 5 timer og kun nå en 10-del af broderibilledet.
Katalysatoren – tangoen – har været med hele tiden. Nu er jeg gået dybere ind i samarbejdet om at udvikle og få projekterne tango til skolebørn og tango teambuilding til at vokse og blomstre.

Hvad er den største udfordring du har mødt i din karriere indtil nu?
Utålmodighed – min egen utålmodighed udfordrer mig gang på gang.

Jeg synes jo selv at mine ideer og forretninger er gode og salgsbare lige fra første øjeblik. Så det, at jeg skal arbejde og afprøve ting mange gange før end det sidder lige i skabet, det er min største udfordring.

Samtidig er utålmodigheden også mit drive til at fortsætte med at udforske nye muligheder, nye komfortzoner og nye veje. Jeg må bruge utålmodigheden som mit triumfkort – enten stopper jeg op, trækker vejret og danner et nyt overblik over situationen. Eller jeg griber en af boldene i luften og tager handling, lige her og nu!

Hvad er du allermest stolt af at have opnået i dit arbejdsliv?
At jeg har turde taget springet og valget ved at tro på mine drømme. Det er min succes at se alle mine ideer tage form, at opleve de anspændte mennesker der kommer til healing, gå derfra bløde i kroppene og med et smil i ansigtet, at formidle broderiet og vise det er et håndværk, der kan bruges til meget andet end klokkestrenge og stramaj og at byde nye dansere børn,unge og voksne – ind i tangoens forunderlige verden og være med til at tænde gnisten og passionen hos mange af dem.

Hvad er det næste skridt, du drømmer om at tage i din karriere og har du en plan for, hvordan du vil gøre det?
Drømmen og målsætningen er at få mine projekter til at blive bæredygtige, så jeg kan leve af passionerne. Planen er handling – hver dag – alene og i samarbejde med mine mentorer. Der er mange ting at lære hele tiden og det er vildt spændende! Særlig interessant er det at få god hjælp af dem, der følger med helt fremme i første række af forretningsfronten. Dem, der har både viden, erfaring og mod på at afprøve nye metoder. Det er dem jeg følger og spørger til råds, og det er dem der får skubbet mig videre. Efterårets skridt er at få lavet et online broderi kursus for begyndere, jeg er så småt igang og ved hvilken vej jeg vil gå. Samtidig er det at få lavet platformen til at udbyde argentinsk tango til det danske erhvervsliv – en anderledes metode til at fremme det gode lederskab og samarbejde blandt medarbejderne gennem dansens sprog.

Hvad har du af gode råd til andre med iværksætterdrømme?
Gå igang og spørg om hjælp – uanset hvad, så får du sat et nyt eventyr igang i dit liv med mange oplevelser – gode, sjove, inspirerende, frustrerende, håbløse og vigtigst af alt virkelig livgivende.
Du er ikke på noget tidspunkt i tvivl om at du lever.

Hvad giver Ladies First netværksforløb dig?
Det giver mig et inspirerende forum med spændende innovative kvinders historier. Deres erfaringer med at lave forretning udfra deres drømme og visioner, giver mig nye ideer og blod på tanden til at fortsætte. Samtidig åbnes nye døre, hvor jeg har mulighed for sparring med kvinder i samme båd som jeg.

Netværksforløbet er startskuddet til vi senere kan og vil mødes på kryds og tværs og dermed gøre brug af hinandens viden.

Karen har gået på Ladies First Netværksforløb for iværksættere i København i efteråret. Hvis du gerne vil med på forårsholdet, så hold øje med hjemmesiden og facebooksiden, hvor vi snart åbner for tilmeldinger til de nye hold. 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *