Ladies First var aldrig mit

Blog

31. januar 2019
| Selvstændig

Ladies First var aldrig mit

I foråret 2014 sendte jeg en ansøgning, der kom til at ændre mit liv. Nu er en fantastisk og vild rejse snart slut, og en ny kan begynde. Pr. 1. februar 2019, giver jeg nemlig Ladies First-stafetten videre, og sætter endnu mere fart på mit start-up Forlaget Fortæl.

 

Ladies First | Maria Leerbeck

Foto: Maria Leerbeck

Blogindlægget er skrevet af tidl. partner i Ladies First, Maria Leerbeck

Min ansøgning til Ladies First for over 4 år siden, startede sådan her:

Det er under et år siden, at det rigtigt gik op for mig, at jeg skulle være iværksætter. Og det kom på en måde mere bag på mig selv, end det gjorde på min omverden. Til at starte med gik jeg rundt og tænkte, at der måtte være andre lige som mig, og jeg overvejede at starte et netværk og en blog for kvindelige iværksættere, da jeg stødte på Ladies First. Det var præcis det jeg manglede, og netværket har givet mig rigtig meget god inspiration, og mest af alt en fornemmelse af ikke at være alene. Jeg kan garantere at jeg ville blive en arbejdsom, engageret og meget stolt ambassadør og sparringspartner for Ladies First.

Det endte jeg med at blive holdt op på, for medstifter og daværende ene-indehaver af netværket, Alexandra Balshøj, endte med at vælge mig som én af to nye partnere i Ladies First. Jeg har stadigvæk lidt svært ved at forstå, hvorfor, og hvor heldig man har lov til at være. Men jeg har nu i mere end 4 år været partner i netværket, og jeg kan stadig kalde mig en både engageret og meget stolt ambassadør.

Der kommer en tid til det hele

Ladies First har fulgt mig gennem to barsler, en flytning, nedlukning af ét CVR-nummer og oprettelsen af et nyt som stadig lever. Jeg har både været med til at stadfæste formen på netværksforløbene, starte en podcast-kanal, lavet spændende erhvervssamarbejder, åbnet hele fem nye afdelinger - og lukket dem ned igen - blogget om mine bestyrelsesdrømme, stået på en hel del forskellige scener, udtalt mig til medierne og afholdt et hav af inspirerende events.

Men vigtigst af alt, så har jeg mødt sindsygt mange, sindsygt seje kvinder. Både mine partnere i netværket (som gennem tiden tæller hele 6 forskellige kvinder, som alle er rollemodeller for mig på hver sin måde), oplægsholdere, sparringspartnere samt deltagere på netværksforløb og åbne netværksmøder, og ikke mindst alle medlemmerne i vores Online Communities. Flere af dem er idag blevet nogle af mine nære venner, nogle er blevet samarbejdspartnere, andre store forbilleder, og de fleste betragter jeg som en del af det efterhånden kæmpestore professionelle heppekor, som jeg idag føler jeg har i ryggen, når jeg går ud i verden.

Alt sammen har det givet mig mod og inspiration til at turde italesætte og handle på mine egne karrieredrømme. Drømmen om at sidde med dér, hvor de store beslutninger bliver taget, og drømmen om at skabe mit eget på min helt egen måde.

Når summen er større end de enkelte dele

Ladies First eksisterede før jeg kom til, og jeg har altid vidst, at det ville fortsætte når jeg en dag skulle videre.Det var aldrig meningen at det skulle være min fuldtidsbeskæftigelse, og det var aldrig meningen at det skulle være 'mit'.

Det har været lidt som en plante, jeg har haft ansvaret for at vande, pleje og passe sammen med mine medpartnere, og nu giver jeg vandkanden videre. Planten har vokset sig større og stærkere, er blevet pottet om og beskåret, og rødderne er groet endnu dybere ned i jorden.

Har det været en nem beslutning? Overhovedet ikke, men jeg er samtidig ikke et sekund i tvivl om, at det er den rigtige.

What got you here, won't get you there.

Hvad så nu?

Siden august 2018, har jeg fået lov til at fortsætte lidt i samme 'arena', da jeg tiltrådte i en drømme-deltidsstilling som netværkskoordinator hos Bestyrelseskvinder, og samtidig er det blevet tid til at skrue endnu mere op for mit digitale start-up Forlaget Fortæl.

Ladies First er så priviligeret at blive overdraget i de allermest kyndige hænder jeg kunne forestille mig. Af to kvinder som på hver deres måde kender netværket rigtig godt og kan bidrage med hver deres kompetencer og input til at løfte netværket videre. Og jeg har fået lov at blive hængende som Advisor i netværket, så jeg slipper det ikke helt.

Nikoline og Louise er et kæmpe scoop for Ladies First og jeg vil fortsat, for altid, være en stolt ambassadør for det her fine, fine og monsterseje netværk. Lov mig, at I tager rigtig godt imod dem!

Tak til alle, der har krydset min vej på denne rejse. Ingen nævnt, ingen glemt!

Hvis man har lyst til at følge mig, så kan man gøre det på Instagram @typisk.mig eller på Linkedin.